Thomas af Aquin regnes blandt den katolske kirkes største teologer. I sine prædikener om eukaristien forener han dyb teologisk indsigt med en levende tro på Kristi virkelige nærvær i brødet og vinen. Denne artikel bringer både en ældre dansk oversættelse af en prædiken til Kristi Allerhelligste Legems og Blods Fest og en gengivelse på samtidens dansk, så nutidens læsere lettere kan møde en af middelalderens mest betydningsfulde stemmer om Kirkens centrale sakramente.
Fra en prædiken af Thomas af Aquin (den nye oversættelse)
Kære brødre og søstre.
Gud har vist os en ufattelig kærlighed. Ingen mennesker har nogensinde været så nær Gud, som vi er det i Kristus. Gud blev menneske for at løfte mennesket ind i fællesskab med sig selv. Han tog vores natur på sig, for at vi kunne få del i hans liv.
Jesus gav hele sit liv for vores frelse. På korset ofrede Han sig selv for os. Han udgød sit blod for at befri os fra syndens magt og åbne vejen til Gud. Men Han ønskede ikke blot, at vi skulle huske dette som en begivenhed i fortiden.
Derfor gav Han os eukaristien.
Ved det sidste måltid med sine disciple efterlod Han os et sakramente, hvor Han fortsat er nærværende iblandt os. Under brødets og vinens skikkelse giver Han os sit legeme og sit blod som føde for det evige liv.
Der findes ingen større gave. I eukaristien møder vi ikke blot et symbol eller et minde. Vi møder Kristus selv – sand Gud og sandt menneske. Han kommer til os for at styrke vores tro, rense os for synd, give os kraft til det gode og føre os dybere ind i fællesskabet med Gud.
Eukaristien er derfor Kirkens største skat. Her bliver Kristi kærlighed til os nærværende på ny. Her mindes vi Hans lidelse, død og opstandelse. Her får vi del i de frugter, som Hans offer på korset har vundet for verden.
Når Kirken fejrer messen, sker det ikke kun for de mennesker, der er til stede. Kristi frelsesværk rækker til hele Kirken – både de levende og de døde. Derfor bærer Kirken hele verden frem for Gud ved alteret.
Menneskelige ord slår ikke til, når vi skal beskrive eukaristiens storhed. For her møder vi selve kilden til Guds kærlighed. Her finder vi den trøst, som Kristus efterlod sine disciple, da Han skulle forlade denne verden og vende tilbage til Faderen.
Eukaristien er derfor ikke blot et minde om Kristus. Den er Hans levende nærvær iblandt os – indtil verdens ende.
Fra en prædiken af Thomas af Aquin (den ældre oversættelse)
Hvilken uvurderlig værdighed, højtelskede brødre, har den guddommelige gavmildhed ikke skænket os kristne af sin uendelige godheds rigdomme! For der hverken er eller har været noget folk, hvem guderne var så nær, som vor Herre og Gud er os nær.
I sit ønske om at give os del i sin guddommelighed påtog Guds enbårne Søn sig vor natur, for at han ved at blive menneske kunne gøre mennesket til Gud. Alt, hvad han fik i vor natur, brugte han til vor frelse. For på korsets alter hengav han sit eget legeme som et offer til Faderen for vor forsoning, og han udgød sit blod for at løskøbe os og rense os, og for at vi efter at være løskøbte skulle befries fra alle vore synders elendige trældom.
Og mere end det: For at mindet om et så stort gode altid skulle være hos os, efterlod han os sit legeme som føde og sit blod som drik under brødets og vinens skikkelser.
Kostelige og vidunderlige måltid! Et måltid, der bringer frelse og strømmer over af al åndelig nydelse. Kan noget være bedre end dette måltid, hvor ikke bukkes og kalves kød som efter den gamle lov, men Kristus, den sande Gud, gives os som føde?
Hvad er mere underfuldt end dette hellige sakramente! Brød og vin er væsensforandret deri til Kristi legeme og blod; ja, derfor findes Kristus, Gud og fuldkomment menneske, i brødets og vinens ringe skikkelse.
Intet sakramente er mere frelsebringende end dette, som vasker synder bort, forøger dyder, mætter sjælen med en overflod af åndelige gaver. Og eftersom det blev indstiftet til alles frelse, ofres det af Kirken for de levende og de døde, for at alle kan få gavn deraf.
Overstiger det ikke den menneskelige evne at udtrykke dette sakramentes nydelse, i hvilket sødme smages ved selve kilden? I hvilket gentages mindet om den ovenud store kærlighed, som Kristus viste os i sin hellige lidelse.
Det var for at præge denne uendelige kærlighed endnu dybere i de troendes hjerter, at han indstiftede dette sakramente ved det sidste aftensmåltid, da han, efter at have fejret påsken med sine disciple, skulle forlade verden og vende tilbage til Faderen.
Det tjener som et evigt minde om hans lidelse, som opfyldelsen af de gamle forudsigelser, dette, det største af hans mirakler. Til dem, som sørgede over hans bortgang, har han efterladt en enestående trøst.
Den ældre tekst er hentet fra dagens læsning i Tidebønnen på højtidsdagen for Kristi Allerhelligste Legems og Blods Fest. Teksten er gengivet på samtidens dansk af Kuno Arnkilde med bistand fra kunstig intelligens.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
