Troen er personlig – ansvaret er fælles

Når vi taler og handler på Kirkens vegne, viser fællesskabet os en tillid, som vi har ansvar for at leve op til.

Af Kuno Arnkilde

Den kristne tro begynder i det personlige forhold til Jesus Kristus. Her skal den holde gennem et helt liv. Men troen fører os også ind i et fællesskab, hvor andre regner med os. Det giver os et ansvar over for både Kristus og de mennesker, vi deler Kirke og hverdag med.

Kort fortalt: Troen på Kristus er personlig, men den er mere end et privat anliggende. I Kirkens fællesskab viser mennesker os tillid og betror os opgaver. En fælles samvittighed betyder, at vi hjælper hinanden med at leve op til dette ansvar og lader vores ord og handlinger prøve i lyset af evangeliet. Det kræver også vilje til at erkende fejl.

Troen begynder i forholdet til Kristus

Den kristne tro retter sig først og fremmest mod Jesus Kristus: mennesket Jesus, som vi bekender som Guds Søn. I evangelierne møder vi ham blandt mennesker. Han lytter og spørger, spiser sammen med dem, tager imod deres sorg og kalder dem til at følge sig. Han tilgiver, og han stiller krav. At tro på ham er at lære ham at kende og lade hans ord få betydning for ens eget liv. Kirkens lære, tradition og liturgi hjælper os i dette forhold, men kendskab til kristendommen er ikke i sig selv det samme som tillid til Kristus. Troen må blive personlig. Det er ham, vi skal kunne vende os til, også når ingen andre kan give os det svar, vi søger.

Her skal troen holde i det lange løb. Glæden ved en menighed kan være stor, men fællesskaber forandrer sig, og mennesker kan skuffe. Bønnen kan blive vanskelig, og sygdom eller sorg kan gøre det svært at genkende den tillid, vi engang havde. Da bliver spørgsmålet om troens grundlag alvorligt. Hvem er det egentlig, vi tror på? Forholdet til Kristus skåner os ikke for tvivl, men det giver os mulighed for at blive hos ham med vores spørgsmål. Trofasthed kan bestå i at fortsætte samtalen, selv om svarene lader vente på sig, og i at søge hans nærhed, når vi ikke længere mærker den.

Fællesskabet regner med os

Det personlige forhold til Kristus fører os ind i et fællesskab. Jesus samlede mennesker omkring sig og lærte dem at bede »Fader vor«. Andre mennesker hører derfor med til troens liv fra begyndelsen. Vi har selv modtaget troen gennem nogen, der fortalte os om Kristus, lærte os at bede eller viste os, hvad kristen kærlighed kunne betyde i praksis. Måske var det et menneske, der blev hos os i en vanskelig tid. Måske var det en præst, en forælder eller en ven, hvis ord først langt senere fik betydning. I Kirken får vi del i noget, som andre har givet videre til os, og som vi nu selv har ansvar for at give videre.

Dette ansvar bliver tydeligt, når mennesker viser os tillid. En menighed betror nogen at undervise børn, besøge syge eller tage del i dens ledelse. Læsere regner med, at et katolsk medie fortæller sandfærdigt om troen og verden. En familie forventer, at den tro, der bliver talt om ved bordet, også får betydning for måden, man behandler hinanden på. Vi påtager os en opgave, men ansvaret kommer også til os fra andre. De regner med, at vi vil tænke os om, gøre os umage og tage hensyn til det fællesskab, vi er en del af. Den tillid er en gave. Den giver os mulighed for at gøre noget godt, som vi ikke kunne have gjort alene.

Hvad betyder fælles samvittighed?

Samvittigheden er personlig. Ingen kan overtage det enkelte menneskes ansvar for at skelne mellem godt og ondt, og en beslutning bliver ikke rigtig, blot fordi mange er enige om den. Udtrykket »fælles samvittighed« må derfor bruges med omtanke. Det betyder ikke, at alle skal mene det samme, eller at vi skal holde op med selv at tænke. Det beskriver en fælles vilje til at lade samvittigheden forme af Kristus og til at hjælpe hinanden med at forstå, hvad troen kræver i den konkrete situation. Vi kan have brug for et andet menneskes spørgsmål for at opdage noget, vi selv har overset. Og vi kan have brug for andres mod, når vi godt ved, hvad der er rigtigt, men tøver med at gøre det.

Paulus beskriver Kirken som ét legeme med mange lemmer: »Lider én legemsdel, så lider også alle de andre« (1 Kor 12,26). Tilhørsforholdet betyder, at det enkelte menneskes liv angår de andre. Vores ord kan give nogen mod eller få dem til at tie. Vores handlinger kan styrke tilliden eller gøre det vanskeligere for andre at tro på det, Kirken forkynder. Den fælles samvittighed begynder i erkendelsen af denne sammenhæng. Vi har ansvar for vores egne valg, men vi træffer dem i et fællesskab, hvor andre også skal leve med følgerne. Derfor må vi kunne tale åbent om det, der er svært, og tage imod en rettelse uden straks at opfatte den som et angreb.

Ved bordet og foran skærmen

Forestil dig en samtale ved et middagsbord. Nogen spørger til en sag fra Kirken, som den katolske deltager kun kender overfladisk. Alligevel kommer svaret hurtigt. Trangen til at forsvare Kirken får en antagelse til at lyde som en sikker oplysning, eller spørgsmålet bliver afvist som urimeligt. Det kan ske i god tro. Men den, der spurgte, går måske fra bordet med indtryk af, at en katolik ikke vil høre om noget vanskeligt i sin egen Kirke. Et mere ansvarligt svar kunne være: Det ved jeg ikke nok om. Det må jeg undersøge. Et sådant svar viser respekt for både spørgsmålet og sandheden. Det giver også mulighed for at vende tilbage og fortsætte samtalen på et bedre grundlag.

Det samme gælder, når vi skriver på sociale medier eller arbejder med et katolsk medie. En overskrift kan være tillokkende uden at være dækkende. En historie kan bekræfte læsernes opfattelser uden at være ordentligt undersøgt. En skarp bemærkning kan give bifald og samtidig gøre et menneske uret. Her kræver fællesskabets tillid ganske almindelig omhu: at undersøge oplysninger, gengive andres udsagn redeligt og skelne mellem det, vi ved, og det, vi selv vurderer. Den kristne hensigt gør dette arbejde mere forpligtende. Mennesker skal kunne stole på det, vi fortæller dem, også når en mere dramatisk fremstilling ville skaffe større opmærksomhed.

At ville Kirkens bedste

Der er forskel på at være katolik og på at have mandat til at tale på Kirkens vegne. Den forskel skal være tydelig. Vores personlige vurderinger bliver ikke Kirkens lære, fordi vi fremsætter dem med overbevisning. Men også uden et officielt mandat kan vi få betydning for andre menneskers møde med Kirken. Når vores tro er kendt, bliver der ofte set en forbindelse mellem det, vi siger, og det, vi gør. Det kræver ikke, at vi optræder fejlfrit. Det kræver, at vi tager ansvar for vores fejl og er villige til at rette dem. En oprigtig undskyldning kan sige mere om kristen tro end et langt forsvar for en handling, der ikke kan forsvares.

At tænke og handle til Kirkens bedste er heller ikke det samme som altid at fremstille den fordelagtigt. Kirken er betroet at vidne om Kristus og tjene mennesker. Derfor må et menneske, der er blevet svigtet, høres, og en uret må erkendes. Troskab mod Kirken kræver sandfærdighed, også når sandheden er ubehagelig. Det gælder samtidig den kritik, vi fremsætter: Den skal være undersøgt og retfærdig. Kærlighed til fællesskabet viser sig både i glæden over det gode og i viljen til at gøre noget ved det, der skader. Vi kan hjælpe hinanden med begge dele.

Sandheden i Kristus

Men hvordan finder vi den sandhed, der skal vejlede os? Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14,6). Den kristne søger derfor sandheden i forholdet til ham. Det betyder, at vores egne overbevisninger må kunne prøves. Også et troende menneske kan tage fejl og forveksle sine ønsker med Guds vilje. Vi kan læse evangeliet sådan, at det altid stiller krav til de andre, mens vi selv går fri. Forholdet til Kristus må derfor rumme viljen til at lade ham rette os. Hans ord skal kunne standse os, når vi dømmer for hurtigt, og gøre os urolige, når vi har fundet en forklaring, der er bekvem, men utilstrækkelig.

Vi lærer ham at kende gennem evangelierne, bønnen, sakramenterne og Kirkens overleverede tro. Her møder vi noget, der rækker ud over vores egne erfaringer. Kirken hjælper os med at forstå og leve det, vi har modtaget, men dens medlemmer må selv lade sig vejlede af den sandhed, de forkynder. I konkrete spørgsmål har vi også brug for viden, fornuft og andre menneskers dømmekraft. Bønnen fritager os ikke for at undersøge, hvad der faktisk er sket, og kendskab til Kirkens lære fritager os ikke for at lytte. Sandheden i Kristus kalder os til at tage både troen og virkeligheden alvorligt.

Et ansvar, vi hjælper hinanden med

Troen skal holde i det personlige forhold til Jesus Kristus. Her må vi vende tilbage med det ansvar, vi har fået, og spørge, hvordan vi lever op til det. Men vi skal ikke klare denne opgave alene. Fællesskabet kan give os mod, viden og hjælp til at begynde igen, når vi har fejlet. Vi kan minde hinanden om det, der let bliver glemt, og tage del i opgaver, som ville være for store for den enkelte. En fælles samvittighed får liv, når mennesker både forventer noget af hinanden og er villige til at hjælpe hinanden med at opfylde det.

Ved middagsbordet, på arbejdet, i familien og foran skærmen får dette ansvar sin daglige form. Det ligger i den oplysning, vi undersøger, den samtale, vi tager os tid til, og den fejl, vi vælger at rette. Når vi taler og handler på Kirkens vegne, regner andre med os. Deres tillid kalder på omtanke, og forholdet til Kristus giver os grund til at tage den alvorligt. Vi har modtaget meget gennem Kirken. Nu er det også gennem vores ord og handlinger, at andre skal kunne møde fællesskabets tro.

Til videre læsning: Se Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1783–1785, om samvittighedens dannelse og Lumen gentium, nr. 37, om lægfolkets ansvar i Kirken. Begge kan læses på dansk i Katolsk database:

• Den Katolske Kirkes Katekismus
• Lumen gentium