Mission begynder med at lytte

P. Minh Quang Nguyen om mission i anledning af Verdensmissionsdagen den 18. oktober 2026

Alle døbte er kaldet til at dele troen i ord og handling. P. Minh Quang Nguyen, ansvarlig for Missio Danmark, forklarer, hvordan mission bygger på respekt for mennesker og deres kultur – og på gensidig hjælp mellem verdens kirker.

Kort fortalt: Mission handler om at forkynde Jesus Kristus og vise Guds kærlighed i praksis. Det kræver, at man lytter til menneskers behov og respekterer deres frihed. Opgaven gælder både herhjemme og i udlandet, hvor lokale kirker støtter hinanden med tro, erfaring og ressourcer.

Af p. Minh Quang Nguyen, ansvarlig for Missio Danmark

I år fejrer vi 1200-året for Sankt Ansgars udsendelse til Danmark. Han var en nøglefigur i Danmarks kristne historie, og vores bispedømmes værnehelgen. Det er en god lejlighed til at reflektere over, hvad mission betyder.

Som den ansvarlig for Missio Danmark bliver jeg ofte stillet spørgsmål om missionens natur. Hvad er mission? Hvad laver missionærer egentlig? Og hvorfor? I dette 100-års jubilæum med Verdensmissionssøndag synes det at være et godt tidspunkt at dele svarene på disse grundlæggende spørgsmål, som er kernen i Missios arbejde.

Hvad er mission?

Mission handler om at forkynde Guds kærlighed og Guds rige ved at dele troens gave og ved at undervise. Vi er alle inviteret til at deltage i mission, og vi er alle kaldet til at byde den velkommen ind i vores liv.

Jesus sagde: ” Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple…”. (Mattæus 28, 19). Det betyder ikke at påtvinge nogen noget. Det er, at give nogen mulighed for at engagere sig eller ej. En god lærer, uanset hvilken side af livet, vil give eleven mulighed for at høre informationen, forstå den og selv træffe valg. Og det er præcis, hvad vi gør som missionærer.

Vi forkynder, vi deler, vi vidner om Jesus Kristus, om hans evangelium, og så er det op til folk at reagere på den måde, de ønsker. Og uanset hvordan de reagerer, er de stadig elsket.

Hvad gør missionærer egentlig?

Som vi ved, og som både pave Frans og pave Leo har understreget, er du automatisk missionær, hvis du er døbt. Uanset hvor vi er, skal vi forkynde og vidne om Guds riges komme – i ord og gerning. 

Hvordan gør man det i en fremmed kultur, i et fremmed land? Først og fremmest tager man dertil med respekt. Man tager dertil villig til at lære. Man tager dertil for at lytte. Man tager dertil for at lære sproget, for at forstå deres skikke. Man tager dertil for at elske menneskene. Og det er i alt dette, at du kan vidne om Guds kærlighed og Guds riges komme.

Når en missionær tager til et nyt område, bruger vi meget tid og kræfter på at forstå situationen; forstå kulturen og kommunikere med mennesker. Man opbygger en relation. Det er kun gennem en relation man kan bringe mennesker til Kristus og hjælpe dem med at forstå, hvad Guds rige handler om, hvad Jesu budskab er, hvem Jesus er.

Det kunne være ved at være tilgængelig i en landsby, sådan som mange missionærer har gjort det, for eksempel ved at besøge en husstand og være sammen med folk, spise mad og snakke. Bare tale om livet, og hvis de vil, tale om Jesus Kristus, om Kirken, om Gudsriget.

Det kunne være at organisere projekter, der skal hjælpe folk. Kirken er selvfølgelig meget berømt for sin uddannelsesmæssige indsats. Over hele verden begyndte missionærer ofte med skoler, der uddannede folk. Og det gør vi stadig, selv i lande, hvor den kristne tilstedeværelse er meget lille, har vi hundredvis af skoler, og folk sætter pris på disse skoler og uddannelser. Så det er én måde at række ud på.

En anden måde er gennem lokal sundhedspleje; at tage ud i landsbyerne, hvor der ikke er organiseret sundhedspleje. Og jeg tror, ​​at missionærer generelt gør, hvad de mener, folk har brug for.

Nu er der en fare her. Der er en fare for, at en missionær, ligesom mig som præst, går til et sted og siger: “Jeg ved, hvad du har brug for”. Det kunne være: “Du har brug for en kirke, du har brug for et sognehus, du har brug for et apotek, du har brug for en skole”. Alle disse ting er geniale, men det handler ikke om, hvad jeg synes, de har brug for. Man er nødt til at sidde og lytte og sige: “Hvad har du så brug for?” “Hvad tror du, du har brug for?”

Man ville blive overrasket nogle gange over, at det ikke er de oplagte svar, og med rette, fordi de ser livet anderledes end jeg ser livet. Anderledes, ikke bedre, ikke værre, bare anderledes. Så jeg understreger, at en missionærs første opgave er at lytte, at se, at lære, med Helligåndens vejledning. Vi er ikke her for at løse alle verdens problemer. Gud vil gøre det, når Guds tid er inde.

I mellemtiden er vi her for at vise, at Gud faktisk er interesseret i, hvad der foregår, og at Gud kalder os, os alle, til at arbejde sammen om at bygge en bedre verden, en mere retfærdig verden, en fredelig verden. Og at det er muligt.

Klarer Kirken i Asien og Afrika sig ikke fint på egen hånd nu?

Det er almen viden, at Kirken i Afrika blomstrer og trives og ekspanderer hurtigt i mange lande, især i Afrika syd for Sahara.

Og i Asien er der områder, hvor Kirken er veletableret og klarer sig godt: Jeg tænker på nogle lande, som Filippinerne, hvor missionærer tog hen for flere hundrede år siden. Men der er andre områder, der ikke er særlig veletablerede, som Mongoliet, hvor mission først rigtig begyndte for omkring 30 år siden. Så det er et blandet billede.

Men man skal huske, især i Afrika, hvor mange missionærer har arbejdet, at selvom der er stor entusiasme for Kirken, er den stadig kun 100 år gammel, 120 år, 130 år. Det er meget ungt, og de er stadig ved at etablere sig. De har stadig brug for at kunne modtage visdommen, erfaringen og nogle gange ressourcerne fra nogle af de ældre kirker, især i Europa, som er hundredvis af år gamle. Så vi har stadig en rolle at spille der, ligesom de har en rolle at spille her.

Over hele Europa er der for eksempel mange migranter, der bosætter sig i vores land, og de bringer deres erfaring med den katolske tro med sig. De beriger vores kirke her. Vi har nu præster fra hele verden, mange fra Afrika, som kommer for at støtte os på grund af manglen på præster i Europa. Så der er en tovejsmission.

Vi er, for at sige det groft, taget til Afrika, til Asien, og har etableret Kirken. Og nu er der lande, som, på trods af deres egen mangel på præster og ordensfolk, er i stand til at sende deres egne missionærer, deres eget personale, til de ældre kirker for at støtte os. Jeg ser ikke det som andet end godt, fordi vi beriger hinanden. Når man tager til en anden kultur, et andet folk, bliver man beriget af deres kultur.

Ligesom vi nogle gange, når vi tager et sted hen, også ændrer de mennesker, vi møder, vi arbejder med, vi lever med, der er en gensidighed der, som er baseret på respekt og åbenhed.

Hvorfor støtte Kirken i udlandet, når der er så meget behov herhjemme?

Nu forstår jeg det, når folk personligt har sagt til mig: “Hvorfor tager I til udlandet som missionærer, når der er så meget at gøre her? Der er mennesker her, der lider, mennesker i fattigdom, mennesker, der ikke ved, hvem Jesus Kristus er. Hvorfor tage til udlandet?”

For det første er det faktisk ikke mit valg. Jesus sagde: ” Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”, altså, gå ud og del evangeliet med alle folkeslag overalt. Ræk ud til dem. Det har været sådan fra de allerførste øjeblikke i den tidlige kirke, da disciplene modtog Helligånden på pinsedagen. Det handlede om at gå ud og forkynde Guds riges komme. Det gør det stadig.

For at sige det helt ligeud, sagde Jesus ikke: “Hvis I kan, så gå ud og gør det, eller om nødvendigt, bliv hjemme, men hvis I kan gå til andre folkeslag, så gå,” men han sagde bare “Gå”. Så det er ikke vores valg; vi følger Jesu Kristi lære. Jeg forstår dog, at der skal gøres meget derhjemme – der er to slags mission: mission derhjemme og mission i udlandet.

De er ret forskellige, fordi man herhjemme normalt set forsøger at genoplive kristen kultur, kristen forståelse og at give Kirken her energi. Og det er noget, vi alle er involveret i. Da jeg bor i Danmark og deler, hvad mission er, med folk og lokalsamfund, forsøger jeg at evangelisere folk her.

Vi er kaldet til at dele det, vi har med hinanden. Det betyder ikke kun penge, selvom penge er en del af det. De første kristne menigheder havde alt til fælles og hjalp hinanden, hvor de kunne.

Vi gør det nok ikke på helt samme måde nu, fordi vi er for store, men princippet om at dele det, vi har, ikke kun penge, selvom det er vigtigt, men at dele vores forståelse af evangeliet; at dele vores forhold til Jesus Kristus, at dele vores tid, vores venlighed, vores medfølelse, vores retfærdighedssans, vores arbejde hen imod en fredelig verden – hvor der ikke er vold, ingen krig – alle disse vidunderlige principper, som Jesus gav os, hans vision, som han gav os om en ny verden, ja, det skal vi dele med alle.

Så det betyder, at nogle mennesker fysisk tager til udlandet. Og ved at gøre det fortsætter vi Jesu Kristi kald til at gå til alle nationer, undervise dem, dele Guds kærlighed med dem, fortælle dem, hvad det betyder, for det er i det, vi vil blive frelst.

Betyder mission bare at påtvinge andre kulturer vestlig katolicisme?

Mission kan ikke handle om at påtvinge nogen noget. Når vi tager til et missionærland, er vi som udlændinge også gæster. Vi er gæster hos de mennesker, der har indvilliget i at modtage os eller som måske endda har inviteret os til at komme. Pave Benedikt sagde, at Kirken ikke vokser ved at påtvinge nogen noget. Den vokser ved tiltrækning. Det betyder, at folk kun vil tilslutte sig Kirken, kun vil komme til at forstå og kende, hvem Jesus Kristus er, og hvad hans rige handler om, ved at se andre mennesker forsøge at leve det og blive tiltrukket af det; tiltrukket af fællesskaber og mennesker, der er åbne, som er venlige, som er medfølende, som har en sans for retfærdighed, som arbejder for fred, som forsøger at arbejde for lighed i vores samfund.

Alle disse ting, som alle er kendetegnende for Guds rige, vil tiltrække mennesker. Og det er der, hvor såkaldte omvendelser kommer. Omvendelser – du kan ikke omvende nogen. Hvordan kan du gøre det? Det er ligesom at sige: “Jeg vil have, at du elsker mig”. Du kan ikke gøre det, det virker ikke. Vi kan ikke få folk til at elske Jesus Kristus. Vi er nødt til selv at elske ham og så lade folk se det og reagere, som de ønsker. Og alt dette er med tillid, tillid og tro på Helligånden. Det er Helligånden, der virker i alt det. Det handler ikke kun om os. Vi gør Guds værk, prøver på det, men det er Guds værk, ikke mit, ikke dit.

(Indholdet bringes efter aftale)

Budskab fra pave Leo XIV til Verdensmissionsdagen 2026, som markerer dagenes 100-års jubilæum.

Kort fortalt: Pave Leo XIV fremhæver i sit budskab til Verdensmissionsdagen 2026, at Kirkens mission udspringer af fællesskabet med Kristus. Enhed, forsoning og samarbejde mellem kristne gør forkyndelsen troværdig. Alle døbte er kaldet til at dele evangeliet, og paven opfordrer til at støtte missionærerne gennem bøn, livets vidnesbyrd og praktisk hjælp. Missionens kerne er at forkynde, leve og dele Guds kærlighed med alle mennesker – -red.

Én i Kristus, forenet i mission

Kære brødre og søstre,

Til Verdensmissionsdagen 2026, som markerer hundredåret for en fest, der blev indstiftet af Pius XI, og som ligger Kirken meget nær, har jeg valgt temaet »Én i Kristus, forenet i mission«.

Efter jubilæumsåret ønsker jeg at opmuntre hele Kirken til at fortsætte sin missionsrejse med glæde og iver i Helligånden. Dette kræver hjerter forenet i Kristus, forsonede fællesskaber og i alle en villighed til at samarbejde med gavmildhed og tillid.

Når vi reflekterer over at være ét i Kristus og forenet i mission, lad os da lade os lede og inspirere af den guddommelige nåde, »til at forny i os selv ilden fra vores missionskald« og sammen gå fremad i engagementet i evangelisering i denne »nye missionærtidsalder« i Kirkens historie (Prædiken, Jubilæum for missionsverdenen og migranterne, 5. oktober 2025).

1. Én i Kristus – Missionære disciple forenet i ham og med vores brødre og søstre

Mysteriet om forening med Kristus ligger i hjertet af missionen. Før sin lidelse bad Jesus til Faderen: »At de alle må være ét. Ligesom du, Fader, er i mig, og jeg i dig, må de også være i os« (Joh 17,21). Disse ord afslører Jesu dybeste ønske, såvel som Kirkens identitet som et fællesskab af hans disciple. Det vil sige et fællesskab, der udspringer af Treenigheden, og som fortsat opretholdes af Treenigheden. Et fællesskab i tjeneste for broderskab mellem alle mennesker og harmoni med hele skabningen.

At være kristen handler ikke primært om praksis eller ideer; det er et liv i forening med Kristus, hvor vi deler hans sønlige forhold til Faderen i Helligånden. Det betyder at blive i Kristus, som grene på vintræet (jf. Joh 15,4), fordybet i Treenighedens liv. Denne forening giver anledning til gensidigt fællesskab mellem troende og er kilden til al missionerende frugtbarhed. Ja, ligesom Sankt Johannes Paul II lærte, »repræsenterer fællesskabet både kilden til og frugten af mission« (Apostolsk formaning Christifideles Laici, 32).

I denne sammenhæng er Kirkens primære missionsansvar at forny og opretholde åndelig og broderlig enhed blandt sine medlemmer. I mange situationer møder vi konflikter, polarisering, misforståelser og mangel på gensidig tillid. Når dette sker, selv inden for vores fællesskaber, underminerer det vores vidnesbyrd. Den evangeliserende mission, som Kristus betroede sine disciple, kræver frem for alt hjerter, der er forsonede og ivrige efter fællesskab. Derfor er det vigtigt at intensivere den økumeniske indsats med alle kristne kirker og bygge videre på de muligheder, der opstår ved den fælles fejring af 1700-årsdagen for Nikæakoncilet.

Sidst, men ikke mindst kalder det at være »ét i Kristus« os til at holde blikket rettet mod Herren, så han virkelig kan være i centrum for vores liv og fællesskaber, centrum for hvert ord, hver handling og hvert mellemmenneskeligt forhold, hvilket får os til at sige med forbløffelse: »Det er ikke længere jeg, der lever, men Kristus, der lever i mig« (Gal 2,20). Ved konstant at lytte til hans ord og gennem sakramenternes nåde vil det være muligt for os at blive levende sten i Kirken.

I dag er Kirken kaldet til at tage de grundlæggende temaer op fra Det Andet Vatikankoncil. Som den hellige Paulus siger, »forkynder vi ikke os selv, men vi forkynder Jesus Kristus som Herre« (2 Kor 4,5). Af denne grund gentager jeg hellige pave Paul VI’s ord: »Der er ingen sand evangelisering, hvis navnet, læren, livet, løfterne, riget og mysteriet om Jesus fra Nazareth, Guds søn, ikke forkyndes« (Apostolsk formaning Evangelii Nuntiandi, 22).

Denne proces med ægte evangelisering begynder i hjertet af hver kristen for at nå hele menneskeheden. Derfor, jo mere forenede vi er i Kristus, desto bedre vil vi være i stand til sammen at udføre den mission, som han betror os.

2. Forenet i mission – Så verden må tro på Kristus, Herren

Disciplenes enhed er ikke et mål i sig selv; den er rettet mod mission. Jesus siger dette klart: »For at verden kan tro, at du har udsendt mig« (Joh 17,21). Det er gennem vidnesbyrdet fra et forsonet, broderligt og forenet fællesskab, at forkyndelsen af evangeliet får sin fulde kommunikative kraft.

Fra dette perspektiv er det værd at huske den salige Paolo Mannas motto: »Hele Kirken for hele verdens omvendelse«, som kortfattet udtrykker det ideal, der inspirerede oprettelsen af den pavelige missionsunion i 1916. På dens 110-års jubilæum udtrykker jeg min taknemmelighed og velsignelse for dens engagement i at inspirere og danne præsters, indviede personers og lægfolks missionsånd og fremme enheden i alle evangeliseringens indsatser. Faktisk er ingen døbt person fritaget for eller ligeglad med mission: alle deltager, hver især i henhold til deres eget kald og livsvilkår, i det store arbejde, som Kristus har betroet sin kirke.

Som pave Frans gentagne gange har mindet os om, er forkyndelsen af evangeliet en handling, der altid er harmonisk, fælles og synodal. Af denne grund betyder enhed i mission at beskytte og pleje spiritualiteten i fællesskab og missionært samarbejde. Ved dagligt at fremme denne indstilling lærer den guddommelige nåde os gradvist at se vores brødre og søstre gennem troens øjne. Vi lærer også med glæde at genkende det gode, som Ånden inspirerer i hvert menneske, at omfavne mangfoldighed som en skat, at bære hinandens byrder og altid at søge den enhed, der kommer ovenfra. Ja, vi deler alle i én mission i »én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader, som er over alle og gennem alle og i alle« (Ef 4,5-6).

Denne spiritualitet udgør det daglige udtryk for missionært discipelskab. Den hjælper os med at genvinde en universel vision om Kirkens evangeliserende mission og at overvinde manglen på koordinerede indsatser og dannelsen af splittelser blandt den ene Herres tilhængere – såsom »Jeg tilhører Paulus«, »jeg tilhører Apollos« (jf. 1 Kor 1,10-12).

Det siger sig selv, at missionær enhed ikke bør forstås som ensartethed, men snarere som en konvergens af forskellige karismer med samme formål, nemlig at synliggøre Kristi kærlighed og invitere alle til at møde ham. Evangelisering opnås, når lokale samfund samarbejder med hinanden, og når kulturelle, åndelige og liturgiske forskelle udtrykkes fuldt og harmonisk i den samme tro. Jeg opfordrer derfor alle institutioner i Kirken til at styrke deres følelse af kirkeligt missionærfællesskab og til at udvikle kreative og konkrete måder at samarbejde med hinanden for og i missionen.

I denne forbindelse vil jeg gerne takke de pavelige missionsselskaber for deres indsats for missionssamarbejdet, som jeg oplevede med taknemmelighed under min tjeneste i Peru. Disse selskaber – Troens Udbredelse, Børns mission, Sankt Peter Apostlen og Den pavelige missionsunion – fortsætter med at pleje og skabe missionsbevidsthed for troende i alle aldre og fremme et netværk af bøn og næstekærlighed, der forbinder samfund over hele verden.

Her er det værd at bemærke, at grundlæggeren af Troens Udbredelsesselskab, den salige Pauline Marie Jaricot, indstiftede den levende rosenkrans for to hundrede år siden. Selv i dag samler den fortsat mange af de troende over hele verden for at bede for ethvert åndeligt og missionært behov.

Det er også værd at huske, at Pius XI, efter et forslag fra Troens Udbredelsesselskab, indstiftede Verdensmissionsdagen i 1926. De årlige offergaver, der indsamles på denne dag, uddeles af selskabet på pavens vegne for at støtte de forskellige behov i Kirkens mission. De fire selskaber spiller derfor, som helhed og hver især i sin egen specificitet, stadig en værdifuld rolle for hele Kirken. De er et levende tegn på enhed og kirkeligt missionsfællesskab. Jeg inviterer alle til at arbejde sammen med dem i en taknemmelig ånd.

3. Mission til kærlighed – At forkynde, leve og dele Guds trofaste kærlighed

Hvis enhed er betingelsen for mission, er kærlighed dens essens. Den gode nyhed, som vi er sendt ud for at forkynde for verden, er ikke et abstrakt ideal; det er evangeliet om Guds trofaste kærlighed, som blev kød i Jesu Kristi ansigt og liv. Disciplenes og Kirkens mission som helhed er at fortsætte Kristi mission i Helligånden: en mission født af kærlighed, levet i kærlighed og som fører til kærlighed.

Faktisk konkluderer Herren selv i sin store bøn til Faderen før sin lidelse, efter at have påkaldt enhed blandt sine disciple: »så den kærlighed, som du har elsket mig med, må være i dem, og jeg i dem« (Joh 17,26). Drevet af Kristi kærlighed gik apostlene derefter ud for at evangelisere for Kristus (jf. 2 Kor 5,14). På samme måde har mange kristne – martyrer, bekendere og missionærer – gennem århundrederne givet deres liv for at gøre denne guddommelige kærlighed kendt for verden. Således, vejledt af Helligånden, kærlighedens Ånd, vil Kirkens evangeliserende mission fortsætte indtil tidernes ende.

Jeg vil gerne udtrykke min særlige taknemmelighed til nutidens ad gentes-missionærer. Ligesom Sankt Frans Xavier har de forladt deres hjemland, deres familier og al tryghed for at forkynde evangeliet og bringe Kristus og hans kærlighed til steder, der ofte er udfordrende, fattige, konfliktfyldte eller kulturelt fjerne. Trods modgang og menneskelige begrænsninger fortsætter de med at give sig selv med glæde, fordi de ved, at Kristus selv og hans evangelium er de største skatte, vi kan tilbyde. Gennem deres udholdenhed viser de, at Guds kærlighed overskrider alle barrierer.

Verden har stadig brug for disse modige vidner om Kristus, og kirkelige fællesskaber har stadig brug for nye missionærkald. Vi skal altid holde dem tæt på vores hjerter og uophørligt bede til Faderen for dem. Må han give os gaven af unge mennesker og voksne, der er villige til at forlade alt for at følge Kristus på evangeliseringens vej, helt til jordens ende!

Fyldt med beundring for mandlige og kvindelige missionærer retter jeg en særlig appel til hele Kirken om at slutte sig til dem i evangeliseringsmissionen gennem vidnesbyrdet om vores liv i Kristus, gennem bøn og gennem vores bidrag til missionerne.

Som hellige Frans af Assisi sagde: »Kærlighed bliver ikke elsket«, og vi ser særligt hen til ham på 800-årsdagen for hans bortgang til himlen. Lad os finde inspiration i hans ønske om at leve i Herrens kærlighed og at give den videre til dem, både nær og fjern, for, som han sagde, »denne kærlighed, som har elsket os meget, skal elskes meget« (hellige Bonaventura af Bagnoregio, Sankt Frans’ liv, kap. IX, 1; Fonti Francescane, 1161).

Lad os også lade os inspirere af den hellige Thérèse af Jesusbarnets iver, som erklærede, at hun ville fortsætte sin mission selv efter døden: »Jeg vil i himlen ønske det samme, som jeg gør nu på jorden: at elske Jesus og at få ham elsket« (Brev 220 til abbed Bellière, 24. februar 1897).

Inspireret af disse vidnesbyrd, lad os alle forpligte os til at bidrage til den store mission med evangelisering – som altid er et kærlighedsværk – i overensstemmelse med vores eget kald og de gaver, vi har modtaget. Jeres bønner og praktiske støtte, især på Verdensmissionsdagen, vil være en stor hjælp til at bringe evangeliet om Guds kærlighed til alle, især de fattigste og dem, der har mest brug for det. Enhver gave, uanset hvor lille, bliver en meningsfuld handling af missionærfællesskab.

Jeg fornyer min inderlige taknemmelighed »for alt, hvad I vil gøre for at hjælpe mig med at hjælpe missionærer over hele verden« (Videobesked til Verdensmissionsdagen 2025, 19. oktober 2025).

For at fremme åndeligt fællesskab giver jeg jer min velsignelse med denne enkle bøn:

Hellige Fader, gør os ét i Kristus,
rodfæstet i hans kærlighed, der forener og fornyer.
Må alle medlemmer af Kirken være forenede i mission,
lydige over for Helligånden,
modige i at vidne om evangeliet,
forkynde og dagligt legemliggøre din trofaste kærlighed til alle skabninger.

Velsign alle missionærmænd og -kvinder,
støt dem i deres bestræbelser og våg over dem i håb!

Maria, missionens dronning,
ledsag vores evangeliseringsarbejde i alle verdenshjørner:
gør os til fredens redskaber,
og giv hele verden mulighed for at genkende det frelsende lys i Kristus.

Amen.

Fra Vatikanet, 25. januar 2026, tredje søndag i den almindelige tid, festen for Sankt Paulus’ omvendelse.

LEO PP. XIV

Budskabet af Pave Leo er oversat af p. Minh Quang Nguyen.