En leder i verden, vi kan se op til

En overskrift i The Wall Street Journal giver anledning til at se på pavens lederskab.

»Der er én verdensleder, vi alle kan se op til«, skriver Gerard Baker i en overskrift i The Wall Street Journal. Efter pave Leo XIV’s besøg i Frankrig er der god grund til at overveje, hvad der gør ham til et forbillede.

Kort fortalt: Leo XIV minder om, at magt skal tjene mennesker, og at fremskridt må vurderes på, hvad de gør ved vores liv. Under Frankrigsbesøget talte han om fred, teknologi og Europas ansvar. Mødet med overgrebsofre i Lourdes understregede samtidig, at Kirkens egne handlinger skal leve op til dens forkyndelse.

En stemme, der fortjener at blive hørt

»Der er én verdensleder, vi alle kan se op til.« Sådan lød overskriften på Gerard Bakers kommentar i The Wall Street Journal efter pave Leo XIV’s besøg i Frankrig. At en fremtrædende kommentator i en international avis skriver sådan om paven, er værd at standse ved. Katolikker har en selvfølgelig interesse i, hvad Kirkens øverste hyrde siger. Her kommer anerkendelsen fra en avis, som henvender sig til mennesker med vidt forskellige religiøse og politiske overbevisninger. Overskriften rejser derfor et spørgsmål, der rækker ud over Kirken: Hvad er det ved Leo XIV, som giver grund til at se op til ham?

Frankrigsbesøget gav flere svar. Leo talte om menneskets værdighed, om krigens ødelæggelser og om et europæisk samarbejde, der er vokset frem af erfaringen med fjendskab og tab. Han tog også fat på teknologiens indflydelse på vores fremtid. Disse spørgsmål hører sammen. De handler om, hvem der skal bestemme over menneskers liv, og hvilke hensyn der skal gælde, når beslutninger træffes. Paven fastholder, at mennesket har en værdi, som hverken staten, markedet eller den teknologiske udvikling kan tildele eller fratage det. Det er en overbevisning, der fortjener at blive hørt, også af dem, der ikke deler hans tro.

Leo XIV står i spidsen for verdens største kristne kirkesamfund med omkring 1,42 milliarder døbte medlemmer. Alene det giver grund til at lytte, når han taler om forhold, der vedkommer hele verden. Han taler som øverste hyrde for en kirke, hvis medlemmer lever på tværs af lande, kulturer og politiske skel.

Magt har et menneskeligt ansvar

En verdensleder bliver ofte bedømt på sin evne til at sætte sin vilje igennem. Kan han tvinge en aftale på plads, vinde et valg eller få andre til at rette ind? Der er brug for beslutningskraft, men den siger i sig selv meget lidt om, hvorvidt beslutningerne er gode. Også hensynsløse ledere kan være effektive. Det afgørende spørgsmål er, hvem der får gavn af deres handlinger, og hvem der må betale for dem. Her har pavens stemme betydning. Han kan rette opmærksomheden mod mennesker, hvis erfaringer ellers let forsvinder i taler om sikkerhed, vækst og nationale interesser: familier på flugt, civile under bombardementer, syge og fattige, som ikke har adgang til dem, der bestemmer.

I Metz talte Leo for fred og internationalt samarbejde og advarede mod at bruge religion til at retfærdiggøre krig. En pave har ingen hær at sende ind og kan ikke love, at en appel bliver fulgt. Hans opgave er alligevel væsentlig. Han skal fastholde, at politiske og militære beslutninger har menneskelige følger, som ingen leder kan tale sig fri af. Fred kræver mere end et ønske om, at kampene ophører. Den kræver beskyttelse af de udsatte, vilje til forhandling og et arbejde for forhold, som mennesker kan leve under. Leo fortjener respekt for at holde dette ansvar frem, også når verdens magthavere helst vil diskutere deres egen styrke.

Fremskridt skal gøre menneskelivet bedre

Under besøget rejste paven også spørgsmålet om kunstig intelligens og faren for en fremtid, hvor maskinernes muligheder får forrang for menneskets behov. Det er et spørgsmål, som vedkommer enhver, der arbejder, uddanner sig, søger oplysninger eller har brug for hjælp fra en offentlig myndighed. Nye teknologier kan gøre meget godt. De kan forbedre behandling, lette arbejde og give mennesker adgang til viden. Men deres værdi kan ikke alene måles på hastighed og indtjening. Vi må også spørge, hvem der bærer ansvaret for fejl, hvad der sker med arbejdet, og om mennesker fortsat kan få en forklaring på beslutninger, som griber ind i deres liv.

Den katolske forståelse af mennesket giver en nødvendig målestok i den diskussion. Et menneske er mere end de oplysninger, der kan indsamles om det, og mere end den præstation, der kan måles. Vi har et legeme, en historie, relationer og et ansvar for hinanden. Vi har brug for at blive mødt af nogen, som kan lytte og tage stilling. Når paven insisterer på menneskets værdighed, taler han derfor om noget ganske konkret. Et samfund kan blive rigere og mere effektivt, samtidig med at det bliver vanskeligere at være gammel, syg, langsom eller afhængig af hjælp. Den udvikling skal vi kunne opdage og gøre noget ved.

De samme krav gælder Kirken

I Lourdes mødtes Leo med syv mennesker, der havde været udsat for overgreb fra gejstlige. Det møde hører med til vurderingen af hans lederskab. Kirken kan ikke tale troværdigt om menneskets værdighed uden at høre dem, hvis værdighed blev krænket af dens egne folk. Pavens opmærksomhed har betydning, men ofrene har også krav på ordentlig behandling af deres sager, hjælp og retfærdighed. Børn skal beskyttes, og ansvar skal placeres. Et katolsk medie må kunne sige begge dele: Leo fortjener anerkendelse for at lytte, og der er fortsat arbejde, som skal gøres. Respekten for paven indebærer, at hans løfter bliver taget alvorligt.

Det er heller ikke nødvendigt at gøre ham fejlfri for at kalde ham et forbillede. Den, der leder en kirke med en lang historie og alvorlige problemer, vil blive mødt med berettiget kritik. Det afgørende er, om han vil høre den og handle på den. Kirken har selv brug for den samvittighed, som den ønsker at vække hos andre. Kirkens vidnesbyrd bliver mere troværdigt, når dens handlinger svarer til dens forkyndelse.

Et forbillede forpligter også os

Leo XIV’s besøg i Frankrig giver grund til at se op til ham. Han taler med alvor om menneskers liv og om pligter, som rækker ud over egne grænser og egne interesser. For katolikker udspringer det af evangeliet: Mennesket er skabt i Guds billede, og ansvaret for næsten gælder også, når næsten er fremmed, besværlig eller uden mulighed for at gøre gengæld. Paven bringer den overbevisning ind i samtaler, hvor den har brug for at blive hørt. Det er en væsentlig del af hans tjeneste for både Kirken og verden.

Men beundring er let, hvis den ikke koster noget. Det nytter kun lidt at rose pavens omsorg for de svage, hvis vi selv vender os bort fra dem. Det samme gælder hans ord om fred og hans krav om ansvar. De vedkommer vores måde at tale om andre på, vores villighed til at hjælpe og vores mod til at tage svigt alvorligt i de fællesskaber, vi selv tilhører. Leo XIV er en leder i verden, vi kan se op til. Hans eksempel bliver først til noget i vores eget liv, når vi tager os af det menneske, som har brug for os.

Kildegrundlag: Overskriften er inspireret af Gerard Bakers kommentar »There’s One World Leader We Can All Look Up To« i The Wall Street Journal. Denne leder bygger på vores egen vurdering af pavens Frankrigsbesøg og omtaler af hans taler og møder.

-karn