En verdenskirke med én tro

Mange kulturer kan berige Kirken, men troen er ikke forskellig fra kontinent til kontinent

Den Katolske Kirke findes over hele verden, men dens teologi og indre debatter er fortsat stærkt præget af Europa og Nordamerika. Kirken må lytte til stemmer fra alle kontinenter uden at gøre den fælles tro afhængig af kultur, geografi og skiftende strømninger.

Kort fortalt: Den Katolske Kirke er verdensomspændende og rummer mange folk, sprog og kulturer. Denne mangfoldighed kan åbne nye sider af troen og korrigere et snævert vestligt blik. Men en verdenskirke er ikke en samling af regionale udgaver af kristendommen. Kirken bekender én tro og står i den samme apostolske Tradition.

Kirken er større end Vesten

Den Katolske Kirke tilhører ikke Europa. Evangeliet blev ikke givet til ét folk, én kultur eller én verdensdel, men til hele menneskeheden. Kristus sendte apostlene ud til alle folkeslag, og på pinsedagen blev det samme budskab hørt på mange sprog. Den katolske tro har siden slået rod i meget forskellige samfund uden at være bundet til én bestemt kultur.

Alligevel bliver Kirkens liv og fremtid ofte diskuteret, som om Europa og Nordamerika fortsat udgjorde dens naturlige centrum. Vestlige konflikter mellem progressive og konservative katolikker bliver let fremstillet som hele Kirkens konflikter. Spørgsmål, der fylder meget i Tyskland, Frankrig og USA, kommer til at sætte dagsordenen, mens erfaringerne fra Afrika, Asien og Latinamerika får mindre opmærksomhed.

Det er et stadig mere skævt billede. Store dele af Kirken lever i områder, hvor den kristne hverdag er præget af fattigdom, forfølgelse, mødet med andre religioner, stærke familiebånd og levende menigheder. Her kan Det Andet Vatikankoncils dokumenter blive læst med andre spørgsmål end dem, der præger en teologisk debat i Europa. Disse erfaringer bør ikke blot bruges som argumenter i en allerede fastlagt vestlig kirkekamp. De skal høres på deres egne præmisser.

Koncilet set fra hele verden

Den italienske teolog og kirkehistoriker Massimo Faggioli skrev i 2019 om et internationalt projekt, der skulle skabe en ny kommentar til Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Teologer fra alle kontinenter skulle bidrage til en flerstemmig læsning af koncilet.

Faggioli tog udgangspunkt i den tyske jesuit Karl Rahners tanke om, at Det Andet Vatikankoncil markerede begyndelsen på Kirken som en egentlig verdenskirke. Det betød ikke blot, at Kirken var til stede over hele kloden. En virkelig verdenskirke måtte også lade forskellige folkeslag og kulturer få betydning for den teologiske samtale.

De første store kommentarer til koncilet blev hovedsageligt skrevet af europæisk uddannede præster og biskopper, hvoraf mange selv havde deltaget i koncilforsamlingen mellem 1962 og 1965. Deres arbejde var afgørende, men Kirken har siden forandret sig. Lægteologer, kvinder og teologer fra andre verdensdele har bragt nye erfaringer ind i læsningen af koncilets tekster.

Det er både rimeligt og nødvendigt. En kirke, som kalder sig katolsk, kan ikke lade én verdensdel formulere alle spørgsmål og svar. Teologien må tage den virkelighed alvorligt, som troende mennesker lever i. Den samme tekst kan belyses af forskellige erfaringer i Manila, Lagos, Buenos Aires og København.

Koncilet må hverken afvises eller dyrkes

Faggioli peger på et problem, der fortsat præger den katolske debat. På den ene side findes miljøer, hvor Det Andet Vatikankoncil næsten betragtes som en fejltagelse, der bør rulles tilbage. Koncilet bliver gjort ansvarligt for faldende kirkegang, liturgisk uro, svækket trosundervisning og en mere usikker katolsk identitet.

På den anden side findes en ukritisk dyrkelse af »koncilets ånd«, som om den kunne løsrives fra de dokumenter, biskopperne faktisk vedtog. Koncilet bliver her let brugt som begrundelse for forandringer, som ikke nødvendigvis kan findes i teksterne. Begge positioner gør koncilet mindre, end det var.

Det Andet Vatikankoncil var et økumenisk koncil i Den Katolske Kirke. Det kan ikke behandles som en beklagelig parentes, men heller ikke som et brud, hvor Kirken begyndte forfra. Benedikt XVI talte om en fornyelse i kontinuitet med den ene Kirke, som Herren har givet os. Koncilets dokumenter skal derfor læses loyalt og grundigt i sammenhæng med Skriften, Traditionen, de tidligere konciler og Kirkens læreembede.

Flerstemmighed er ikke flere sandheder

En international og flerstemmig læsning af koncilet kan berige Kirken. Men flerstemmighed betyder ikke, at enhver fortolkning er lige gyldig, eller at troens indhold kan ændres fra kontinent til kontinent. Den Katolske Kirke er ikke blot et verdensomspændende samtaleforum. Den er et trosfællesskab, som har modtaget noget, den ikke selv har skabt.

Kirkens tro kan udtrykkes forskelligt og få forskellige kulturelle former. En messe i Afrika kan se og lyde anderledes end en messe i Danmark. Teologien kan stille forskellige spørgsmål, og det kirkelige liv kan udvikle særlige lokale udtryk. Men forskellene må stå i forbindelse med den samme apostolske tro og den samme sakramentale enhed.

Nye teologiske fortolkninger må prøves i forhold til Skriften, Traditionen og læreembedet. Ellers risikerer ønsket om en verdenskirke at ende i en samling af regionale kirker, som fortsat bruger ordet katolsk, men ikke længere mener det samme med det.

Det modsatte problem må samtidig undgås. Europæiske traditioner, filosofiske begreber og kirkelige vaner må ikke uden videre gøres til målestok for hele verden. Ikke alt, som er velkendt i Vesten, hører nødvendigvis til den uforanderlige tro. Kirken må skelne mellem det, den har modtaget fra apostlene, og det, som er vokset frem i bestemte historiske og kulturelle sammenhænge.

Katolsk betyder både verdensomspændende og hel

Faggiolis tekst er værd at læse, fordi den udfordrer det vestlige blik på Kirken. Men også hans fremstilling er præget af den vestlige strid mellem progressive og konservative katolikker. En artikel, der vil føre Kirken ud over Europas og Nordamerikas grænser, kommer dermed selv til at bruge meget plads på Vestens egne konflikter.

Den verdensomspændende Kirke er større end disse stridigheder. Dens fremtid afgøres ikke alene i europæiske bispekonferencer, amerikanske medier eller teologiske fakulteter. Kirken lever også i landsbyer, storbyer, klostre og fattige menigheder, som sjældent får stor opmærksomhed, men hvor troen bliver overleveret fra generation til generation.

Den afgørende opgave er at fastholde begge betydninger af ordet katolsk. Kirken er verdensomspændende, fordi den er sendt til alle mennesker. Den er samtidig hel, fordi den bekender én tro og står i en ubrudt apostolsk Tradition.

En virkelig verdenskirke skal kunne lytte til mange stemmer uden at miste den stemme, som gav den dens tro. Mangfoldigheden bliver ikke en trussel mod enheden, så længe Kristus forbliver centrum, og Kirken husker, at sandheden ikke skabes af kulturen, men skal modtages, forstås og leves i den.

Kilde og inspiration: Massimo Faggioli, »Adapting to a ‘World Church’«, Commonweal, 15. august 2019.

-karn