Ordene, som Kirken aldrig holdt op med at bruge

Fra amen og halleluja til kyrie, hosanna og maranatha

Nogle af kristendommens vigtigste ord blev bedt og sunget, længe før evangelierne blev skrevet. Kirken har bevaret dem på hebraisk, aramæisk og græsk, mens andre dele af messen stadig kendes under deres latinske navne. Ordene forbinder nutidens kristne med Israels bøn, Jesus, apostlene og de første menigheder.

Kort fortalt: Amen, halleluja, hosanna, kyrie eleison og maranatha har fulgt Kirken gennem århundrederne. De udtrykker troens grundlæggende bevægelser: lovprisning, bøn om barmhjertighed, længsel efter frelse, tillid til Gud og håbet om Kristi komme.

Troen husker sit første sprog

Kristendommen har bredt sig til næsten alle verdens egne og er blevet forkyndt på tusindvis af sprog. Bibelen er oversat, og liturgien fejres på lokale sprog. Alligevel findes der ord, som Kirken aldrig helt har ønsket at oversætte. De er blevet stående som små sproglige vidnesbyrd om, hvor den kristne tro kommer fra.

Ordene er ikke magiske formler. Deres betydning ligger ikke i de fremmede lyde, men i den tro, de udtrykker. Alligevel rummer det oprindelige ord ofte en klang, en historie og flere betydninger, som kun vanskeligt kan samles i ét dansk ord.

Når Kirken siger amen, synger halleluja eller råber hosanna, gentager den ord, som har lydt gennem årtusinder. Den enkelte menighed begynder ikke sin bøn forfra, men træder ind i en bøn, som allerede er blevet bedt af utallige generationer.

Halleluja – lovpris Herren

Halleluja kommer fra hebraisk og betyder »Lovpris Herren«. Den sidste del af ordet, Jah, er en kort form af Guds navn. Ordet findes især i Salmernes Bog, hvor det både er en opfordring og et glædesråb. Den enkelte kalder hele menigheden til at vende sig mod Gud og lovprise ham.

I den katolske messe synges halleluja før evangeliet. Menigheden rejser sig og hilser Kristus, som kommer til stede gennem evangeliets ord. Halleluja er derfor ikke blot en kort sang mellem læsningerne, men en modtagelse af Herren, som taler til sin Kirke.

I fastetiden udelades halleluja, mens Kirken følger vejen mod korset. Glæden er ikke borte, men dens stærkeste udtryk holdes tilbage. Ved påsken vender halleluja tilbage med særlig kraft som lovsang til den opstandne Kristus.

Amen – det står fast

Amen er også hebraisk og er beslægtet med ord for fasthed, sandhed og trofasthed. Det kan gengives med »det er sandt«, »sådan er det«, »det står fast« eller »lad det ske«.

Når menigheden svarer amen på en bøn, er det ikke blot et tegn på, at bønnen er slut. Den gør ordene til sine egne. Amen er menneskets tilslutning til det, der er blevet sagt, og dets tillid til den Gud, som bønnen er rettet imod.

Et af messens mest betydningsfulde amen lyder ved modtagelsen af kommunionen. Præsten eller kommunionsuddeleren siger: »Kristi legeme«, og den troende svarer: »Amen.« Det ene ord bliver her en hel trosbekendelse: Ja, det er sandt. Ja, jeg tror. Ja, jeg ønsker at modtage Kristus og høre til hans legeme, Kirken.

Jesus bruger ordet på en særlig måde i evangelierne. Han indleder ofte et udsagn med ordene: »Sandelig siger jeg jer.« Det ord, som oversættes med »sandelig«, er amen. Hvor amen normalt bekræfter noget, der allerede er blevet sagt, sætter Jesus det foran sine egne ord. Han taler med myndighed: Det, han nu siger, er sandt og står fast.

Hosanna – frels os

Hosanna stammer fra hebraisk og betyder oprindeligt »Frels dog!« eller »Frels os nu!« Det er først og fremmest en bøn om hjælp. I evangeliernes beretning om Jesu indtog i Jerusalem råber folkemængden: »Hosianna, Davids søn!« Bønnen bliver samtidig et hyldestråb til ham, som kommer i Herrens navn.

Hosanna rummer dermed både nød og glæde. Mennesket råber efter frelse og lovpriser samtidig den frelser, som kommer. Det er ikke et overfladisk jubelråb, men et håb, der retter sig mod Kristus.

I messen lyder hosanna i lovsangen før den eukaristiske bøn: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste.« Menigheden forener sig med englenes lovsang og med folkemængden, der tog imod Jesus i Jerusalem.

Kyrie eleison – Herre, forbarm dig

Kyrie eleison er græsk og betyder »Herre, forbarm dig«. Selvom latin i mange århundreder var den romerske liturgis hovedsprog, blev denne græske bøn bevaret. Den står som et tydeligt spor efter de første kristne århundreder, hvor græsk var et udbredt sprog i Kirken.

Bønnen er kort, men rummer hele menneskets forhold til Gud. Den troende erkender sin svaghed og vender sig mod Herren i tillid. At bede om barmhjertighed er ikke kun at bede om, at en straf må blive fjernet. Guds barmhjertighed tilgiver, helbreder, rejser op og giver nyt liv.

Kyrie eleison kan derfor bedes både af den, som erkender sin synd, og af den, som lider og søger hjælp. Det er den blindes, den syges, den sørgendes og synderens bøn: Herre, se mig, kom mig nær og forbarm dig.

Maranatha – vor Herre, kom

Maranatha er aramæisk, det sprog Jesus og de første disciple talte. Ordet findes i slutningen af Paulus’ Første Korintherbrev og kan forstås som »Vor Herre, kom!« Det udtrykker de første kristnes længsel efter Kristi genkomst.

Den samme længsel findes ved afslutningen af Johannes’ Åbenbaring: »Kom, Herre Jesus!« Den kristne tro ser ikke kun tilbage på det, Gud allerede har gjort gennem Kristi liv, død og opstandelse. Den ser også frem mod hans komme og skaberværkets fuldendelse.

Maranatha er en håbets bøn, som bedes i en verden, hvor ondskab, lidelse og død endnu er virkelige. Kirken bekender, at historien ikke ender i meningsløshed. Herren vil komme, og det, som er brudt, skal genoprettes.

Abba – Fader

Også Abba er aramæisk. Ordet betyder »far« eller »fader« og udtrykker et nært forhold præget af tillid og lydighed. Det bør ikke forstås barnligt eller sentimentalt. Jesus bruger ordet i Getsemane, hvor han står over for lidelsen og døden: »Abba, Fader, alt er muligt for dig.«

Paulus skriver, at de kristne ved Helligånden kan råbe: »Abba, Fader.« Mennesket får ikke blot lov til at tale om Gud, men bliver i Kristus ført ind i Sønnens eget forhold til Faderen.

Abba bruges ikke som et fast svar i messen på samme måde som amen, halleluja og hosanna. Alligevel hører det til kristendommens vigtigste bibelske ord, fordi det fortæller, hvordan Jesus selv henvendte sig til Gud, og hvilket forhold til Faderen den troende får del i gennem ham.

Messens gamle latinske navne

Andre centrale ord kendes især som latinske navne på messens faste led. Menigheden siger eller synger dem normalt på dansk, men betegnelserne Gloria, Sanctus og Agnus Dei bruges stadig i liturgien, kirkemusikken og teologien.

Gloria betyder »ære« og betegner messens store lovsang: »Ære være Gud i det højeste.« Den begynder med englenes ord til hyrderne julenat og udfolder sig som en bekendelse til Faderen, Sønnen og Helligånden. Her retter Kirken ikke først blikket mod menneskets behov, men mod Gud selv. Han prises for sin herlighed og sin store kærlighed.

Sanctus betyder »hellig«. Lovsangen »Hellig, hellig, hellig« har sin baggrund i profeten Esajas’ syn af Herren i templet, hvor seraferne råber, at hele jorden er fuld af hans herlighed. Den trefoldige gentagelse giver i Bibelens sprog ordet den stærkest mulige vægt. Når Sanctus synges ved begyndelsen af den eukaristiske bøn, forener den jordiske menighed sin stemme med den himmelske lovsang.

Agnus Dei betyder »Guds lam«. Ordene kommer fra Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.« I messen lyder bønnen under brødsbrydelsen: »Guds lam, du som borttager verdens synder, forbarm dig over os.« Til sidst bedes: »Giv os fred.« Billedet af lammet forbinder Jesus med påskelammet og med hans offer på korset. Kristus sejrer ikke gennem vold, men ved at give sig selv.

Ord på tværs af tider og lande

En katolik kan træde ind i en kirke langt hjemmefra og høre ord, som er kendte, selv om resten af sproget er fremmed. Halleluja, amen, hosanna og kyrie eleison tilhører ikke én nation. De er blevet en del af hele Kirkens fælles arv.

Ordene forbinder gudstjenesten med Israels salmer, Jesu modersmål, apostlenes forkyndelse og de første kristne menigheder. De minder om, at troen er modtaget og givet videre. Ingen generation begynder forfra, og ingen menighed står alene.

Kirken har bevaret disse ord, fordi de stadig kan bære menneskets bøn. Halleluja lovpriser. Kyrie beder om barmhjertighed. Hosanna råber efter frelse. Maranatha længes efter Herrens komme. Amen svarer med tro: Ja, det er sandt. Det står fast. Lad det ske.

-karn