Den gyldne mund må vige for søndagen

Johannes Chrysostomos’ mindedag falder bort i år

Han prædikede så stærkt, at eftertiden kaldte ham Chrysostomos – den gyldne mund. Han talte de riges overflod imod, krævede ansvar af præsterne og endte sine dage i landflygtighed. Søndag den 13. september fejres han ikke ved messen, men hans stemme lever videre i Kirken.

En helgen uden sin egen dag

Den 13. september plejer Den Katolske Kirke at fejre Sankt Johannes Chrysostomos, biskop og kirkelærer. Sådan bliver det ikke i 2026. Dagen falder på den 24. søndag i det almindelige kirkeår, og søndagens liturgi har forrang frem for en mindedag. De grønne messeklæder bliver taget frem, søndagens læsninger bliver forkyndt, og Johannes Chrysostomos’ navn træder et skridt tilbage i kalenderen.

Det betyder ikke, at Kirken har glemt ham. Søndagen tilhører Kristus og hans opstandelse, og alle helgener har deres plads i Kirken, fordi de har levet af ham. At Johannes Chrysostomos må vige for søndagen, passer på sin egen måde til hans liv. Han brugte sin enestående stemme på at føre mennesker hen til Kristus, Skriften og alterets mysterium.

Der ligger endnu en kalenderhistorie bag hans mindedag. Johannes døde den 14. september 407, men denne dato er optaget af festen for Det Hellige Kors’ Ophøjelse. Derfor blev hans liturgiske mindedag lagt den 13. september. I år møder han så endnu en dag med højere rang: søndagen, Kirkens ugentlige påskedag.

Prædikanten fra Antiokia

Johannes blev født omkring år 349 i Antiokia i det nuværende Tyrkiet. Han mistede tidligt sin far og blev opdraget af sin mor, Anthusa. Som ung modtog han en fremragende uddannelse hos Libanios, en af tidens største lærere i talekunst. Johannes kunne have fået en strålende verdslig karriere. Han ejede evnen til at forme en sætning, fastholde en forsamling og føre en tanke frem mod sit mål.

Troen førte ham ind i Kirkens tjeneste. Han blev døbt som ung voksen, studerede teologi og søgte i en periode ud i et strengt eneboerliv. De hårde asketiske øvelser svækkede hans helbred, og han måtte vende tilbage til byen. Her fandt han den opgave, som skulle gøre hans navn kendt gennem århundreder: Han skulle prædike.

Som præst i Antiokia talte han til mennesker, der kendte fattigdom, politisk uro, social ulighed og frygten for kejsermagtens straf. Hans prædikener forbandt bibelforklaring og trosundervisning med byens daglige liv. Han talte så levende og med så stor kraft, at eftertiden kaldte ham Chrysostomos, den gyldne mund.

Troen skulle kunne ses

Johannes havde ringe tålmodighed med en kristendom, der nøjedes med ord. Den rette lære og det rette liv hørte sammen. Man kunne ikke bekende Kristus i kirken og samtidig behandle mennesker hårdt i hjemmet, snyde i handelen eller vende ryggen til den fattige ved kirkedøren. Dåben gav den kristne et ansvar for andre, og familien var for ham en lille kirke, hvor troen skulle tage form gennem kærlighed, troskab, opdragelse og bøn.

Hans ord til de velstående kunne være ubarmhjertigt skarpe. Han så overdådige boliger, kostbare klæder og store selskaber, mens fattige manglede mad og husly. Rigdommen tilhørte efter hans opfattelse aldrig ejeren alene. Det overflødige var betroet den rige, så det kunne komme den nødlidende til gode. Almisse var ikke en from tilføjelse til det kristne liv. Den viste, om mennesket havde forstået evangeliet.

Som biskop medvirkede Johannes til at oprette institutioner for syge og fattige. Han ønskede en by, hvor det kristne menneskesyn kunne aflæses i samfundets indretning. Slaven, den fattige og den magtesløse havde samme værdighed som den velstående borger. Det udfordrede den antikke verdens faste rangorden og udfordrer fortsat vores egen.

En biskop tæt på magten

I 397 blev Johannes udnævnt til biskop i Konstantinopel, den østlige del af Romerrigets hovedstad. Her kom han tæt på kejserhoffet, velhavende embedsmænd og kirkelige magtkampe. Han indrettede ikke bispegården som et palads og forlangte, at præster og biskopper levede i overensstemmelse med det evangelium, de forkyndte. Hans kritik af luksus, misbrug og udsvævelser ramte også kejserinde Eudoxia og hendes kreds.

Den gyldne mund skaffede ham beundrere blandt almindelige mennesker og fjender blandt dem, der følte sig ramt. Kirkelige stridigheder, personlige modsætninger og kejserlig politik blev vævet sammen. Johannes blev afsat og sendt bort. Han vendte kortvarigt tilbage, men blev atter forvist og tvunget ud på en lang og udmattende rejse mod Sortehavet. Han nåede aldrig frem.

Hans liv viser, at veltalenhed rækker længere end en smuk stemme. Ord får vægt, når den, der taler, er villig til at betale for dem. Johannes kunne have bevaret sin stilling ved at tie mere belejligt. Det lå ikke til ham. Hans prædikener gjorde evangeliet ubehageligt nærværende for mennesker, som foretrak at høre det på afstand.

Ord med en mørk eftertid

Johannes’ skarpe retorik havde også en alvorlig bagside. Nogle af hans prædikener indeholder grove udfald mod jøder og jødedom. De var rettet mod kristne, som deltog i jødiske højtider og skikke, men ordlyden kan ikke forsvares. Formuleringerne blev langt senere misbrugt til at nære antisemitisme.

Kirken ærer ikke enhver sætning, en helgen har udtalt. Johannes var et menneske præget af sin tid, sine konflikter og sit temperament. Hans fejl minder os om det ansvar, der følger med ordets magt. Også en gylden mund kan såre og efterlade spor, som rækker langt ud over talerens egen levetid.

En liturgi bærer hans navn

Johannes Chrysostomos tilhører hele Kirken, men hans plads er særlig tydelig i de østlige kirker. Den Guddommelige Liturgi, som bærer hans navn, er stadig den mest anvendte eukaristiske liturgi i den byzantinske tradition. Millioner af ortodokse og østkatolske kristne beder med ord og former, der er knyttet til ham.

Hans stemme lever også i de mange hundrede bevarede prædikener, bibelkommentarer og breve. Han forklarede Matthæusevangeliet og Paulus’ breve med en sjælden kombination af sproglig kraft og praktisk sans. Skriften skulle læses, høres og omsættes til et liv, hvor Kristus fik adgang til hjemmet, pengene, samvittigheden og forholdet til næsten.

Den gyldne mund bliver tavs for en dag

Ved sin død skal Johannes have sagt: »Ære være Gud for alle ting.« Ordene afsluttede et liv, der endte langt fra hans bispesæde, svækket af sygdom og forfølgelse. Han havde mistet sin stilling, sin kirke og sin by, men bevaret det centrum, som havde båret hele hans forkyndelse.

Søndag den 13. september hører vi ikke hans egne liturgiske tekster ved messen. Dagens evangelium handler om tilgivelse uden smålig optælling og om den gæld, mennesket selv har fået eftergivet. Den gamle prædikant kunne have fundet stof til en kraftig formaning her: Den barmhjertighed, vi modtager fra Gud, skal præge den måde, vi behandler andre på.

Johannes Chrysostomos får ingen særskilt fejring i år. Alligevel står han midt i søndagens budskab. Troen skal kunne høres i ordene, ses i livet og genkendes i omsorgen for andre. Den gyldne mund bliver tavs i kalenderen for en dag. Det, han brugte sin stemme på at forkynde, fejres ved hvert eneste alter.

-karn