Fup og fakta om Kirken i 1500-tallet

Hvad var der grund til at kritisere før Reformationen?

Aflad, Bibelen og kirkens rigdom dukker næsten altid op, når vi taler om Reformationen. Bag de velkendte påstande findes både alvorlige misbrug og sejlivede forenklinger. Også den danske fortælling har brug for et nærmere eftersyn.

Fortællingen, vi kender

Mange har lært en enkel historie om Kirken før Reformationen: Den tog penge for Guds tilgivelse, holdt Bibelen væk fra almindelige mennesker og ville ikke rette sine egne fejl. Så trådte Martin Luther frem og ændrede det hele. Der er virkelige begivenheder bag denne fortælling. Alligevel giver den et fattigt billede af en tid, hvor mennesker var uenige om både tro, Kirkens myndighed og vejen til nødvendig reform.

Som katolik kan man få lyst til straks at forsvare Kirken. Det er forståeligt, især når hendes historie fremstilles som én lang række bedrag. Men et forsvar er kun troværdigt, hvis det begynder med det, der faktisk gik galt. Der var kirkelige ledere, som svigtede deres ansvar. Der var en brug af penge og embeder, som gav anledning til vrede. Og der var mennesker, som med god grund mente, at Kirken havde brug for forandring. Først når vi tager det alvorligt, giver det mening at spørge, hvilke påstande om 1500-tallet der holder.

Solgte Kirken tilgivelse?

Afladen står næsten altid først. I årene omkring 1517 blev den nogle steder forkyndt i forbindelse med pengeindsamling på en måde, som kunne få mennesker til at tro, at de betalte for hjælp til sig selv eller deres afdøde pårørende hos Gud. Luthers protest var rettet mod denne praksis og mod de forestillinger, den skabte. I sine 95 teser spørger han blandt andet, hvad det siger om en kristen, hvis han giver penge til aflad, mens han går forbi et menneske i nød. Det er en kritik, Kirken må kunne høre.

Men hvad er aflad? Ifølge Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1471, handler aflad om konsekvenserne af synder, hvis skyld allerede er tilgivet. Skylden kan altså ikke købes bort. Man kan tænke på et menneske, der får tilgivelse for en handling, som har skadet et andet menneske. Tilgivelsen er virkelig, men skaden kalder stadig på heling. Det billede forklarer ikke hele Kirkens lære om aflad, men det viser forskellen mellem tilgivelse og de følger, synden efterlader.

Den forskel fritager ikke Kirken for ansvar. Hvis aflad blev forkyndt, så folk troede, at Guds nåde havde en pris, var noget alvorligt gået galt. I 1563 krævede Tridentinerkoncilet, at økonomisk udnyttelse i forbindelse med aflad blev afskaffet, og at andre misbrug blev undersøgt og rettet. Koncilet fastholdt afladen som en del af Kirkens liv og anerkendte samtidig behovet for at gribe ind. Begge dele hører med, hvis man vil fortælle sandt om sagen.

Skjulte Kirken Bibelen?

En anden velkendt påstand er, at Luther gav folk en Bibel, som Kirken indtil da havde holdt skjult. Skriften var imidlertid en del af Kirkens gudstjeneste og forkyndelse længe før Luther. Mennesker mødte dens fortællinger ved messen, i prædikener, i salmer og i billeder. Der fandtes også bibeloversættelser til folkesprog. Library of Congress viser eksempelvis en trykt tysk Bibel fra omkring 1466, årtier før Luthers oversættelse.

Det betyder ikke, at almindelige mennesker havde let adgang til selv at læse hele Bibelen. Bøger var kostbare, mange kunne ikke læse, og latin var Kirkens liturgiske sprog. Luthers oversættelse og dens udbredelse gennem bogtrykket fik derfor stor betydning. Hans indsats bliver ikke mindre af, at der havde været oversættelser før ham. Den bliver blot placeret i den historie, den tilhører.

Striden handlede også om, hvem der havde myndighed til at fortolke Skriften, og hvilken plads Kirkens overleverede tro havde. Her var der en virkelig uenighed mellem Luther og Den Katolske Kirke. Tridentinerkoncilets beslutning om Skrift og tradition viser, hvad der stod på spil. Påstanden om, at den ene side ville læse Bibelen, mens den anden ville skjule den, hjælper os ikke til at forstå denne uenighed.

En kirke med fejl og troende mennesker

Kirken før Reformationen var rig og havde magt. Der fandtes misbrug af begge dele. Men når vi taler om »Kirken«, taler vi også om mennesker, der bad, gik til messe, tog sig af syge og fattige og ønskede at leve som kristne. De kan ikke uden videre gøres til statister i en fortælling om korrupte biskopper. Kirken havde brug for reform; dens almindelige troende levede samtidig et kirkeligt liv, som havde værdi for dem.

Luther var heller ikke det første menneske, der ønskede forandring i Kirken. Kritik og ønsker om reform fandtes inden bruddet. Det senere Tridentinerkoncil, som mødtes mellem 1545 og 1563, behandlede både læren og Kirkens indre forhold. For mange kom det for sent til at forhindre bruddet. Det ændrer ikke ved, at katolsk reform også blev en del af 1500-tallets historie.

Hvad skete der i Danmark?

Herhjemme fortælles Reformationen ofte som overgangen fra den gamle kirke til den folkekirke, vi kender i dag. Det kan lyde som en langsom beslutning, danskerne traf i fællesskab. I virkeligheden fik kongemagten en afgørende rolle. Luthers tanker havde danske tilhængere, og lokale forandringer var allerede i gang. Efter borgerkrigen gennemførte Christian 3. i 1536 en luthersk reformation i riget. De katolske biskopper blev fjernet fra deres embeder, og Kirkens gods blev inddraget. Aarhus Universitet beskriver afslutningen på forløbet som en reformation pålagt fra oven.

Det betyder ikke, at ingen danskere ønskede Reformationen. Det betyder, at andre ikke selv valgte at forlade Den Katolske Kirke. De mistede den messe, de kendte, og forbindelsen til den kirke, deres familier havde tilhørt gennem generationer. Det tab fylder sjældent meget i den almindelige danske fortælling. Det bør have en plads, også når vi respekterer de mennesker, for hvem Reformationen var et efterlængtet opgør.

En fælles historie, der stadig skiller

Katolikker og protestanter i Danmark lever i dag side om side. Vi behøver ikke gøre hinandens forfædre til skurke for at tale ærligt om det, der skilte dem. Luther reagerede på virkelige problemer. Den Katolske Kirke havde en tro og et levende kirkeligt fællesskab, som ikke kan beskrives ud fra misbrugene alene. Det danske brud blev formet af overbevisning og samvittighed, men også af kongelig magt.

Det er værd at undersøge de gamle påstande igen. Siger vi, at syndernes tilgivelse var til salg, overser vi forskellen mellem Kirkens lære og en skadelig praksis. Siger vi, at Bibelen begyndte med Luther, overser vi dens lange liv i Kirken og de oversættelser, der allerede fandtes. Og fortæller vi kun om det nye, der blev skabt i Danmark, mister vi blikket for dem, der fik deres kirke taget fra sig.

Vi kan godt vedkende os Kirkens fejl uden at opgive dens historie. Vi kan også anerkende, hvad Reformationen betød for andre kristne, uden at kalde bruddet et ublandet gode. Det er en mere krævende måde at tale om 1500-tallet på. Den giver os mulighed for at møde hinanden i dag med kendskab til det, vi faktisk kommer fra.

-karn