Bibelen, Traditionen og Luthers udfordring

Hvem har det sidste ord?

Den katolske kirke læser Bibelen i den tro, som apostlene gav videre, og som Helligånden holder levende. Luther krævede, at Kirken skulle stå til regnskab over for evangeliet. Benedikt XVI viste, hvordan troskab mod Skriften og Traditionen hører sammen.

Vi læser aldrig Bibelen alene

Et menneske kan sidde alene ved et bord med Bibelen slået op foran sig. Ingen præst, biskop eller teolog blander sig i læsningen. Alligevel er læseren ikke alene med teksten. Ordene er oversat af andre. Fortællingerne er blevet forklaret gennem prædikener, salmer, billeder og undervisning. Også den, der aldrig har sat sine ben i en kirke, møder Bibelen med forestillinger om kristendommen, som er dannet af familien, samfundet og kulturen. Ingen læser fra et tomt sted.

Den katolske forståelse af Traditionen begynder her. Traditionen er mere end gamle skikke, røgelse, messeformer og den måde, man plejer at gøre tingene på. Den er overleveringen af den tro, som apostlene modtog fra Kristus og gav videre gennem forkyndelse, gudstjeneste og kirkeligt liv. Før Det Nye Testamente fandtes som en samlet bog, blev evangeliet allerede forkyndt, fejret og levet i de kristne menigheder. Evangelierne og brevene voksede frem i Kirken, og Kirken genkendte gennem en lang proces de skrifter, der blev samlet til Det Nye Testamente.

Bibelen faldt ikke ned fra himlen som en færdig bog med indholdsfortegnelse. Den blev til i et troende fællesskab og bevaret af mennesker, som hørte dens ord som Guds ord. Den katolske kirke kan af den grund ikke skille Skriften fra det fællesskab, der modtog og videregav den.

Traditionen giver troen en hukommelse

Traditionen minder den kristne om, at troen ikke begynder med hans egen bibellæsning, erfaring eller tid. Vi modtager troen fra mennesker, som selv har modtaget den. Trosbekendelsen, dåben, eukaristien og søndagens messe forbinder nutidens katolik med de første kristne og med generationer, som har levet før os. Troen har en hukommelse, der rækker ud over den enkeltes liv og beskytter kristendommen mod at blive opfundet på ny i hver tidsalder.

Denne hukommelse kan også blive tung. En bestemt kirkelig skik eller kultur kan få en betydning, som om den var en del af selve åbenbaringen. Så bliver det vanskeligt at skelne mellem det, apostlene gav videre, og det, der er kommet til gennem århundredernes kirkeliv. Gammel praksis er ikke automatisk hellig, og enhver forandring er heller ikke et brud med troen.

Her er forskellen mellem Traditionen med stort T og traditioner med lille t vigtig. Troen på Kristus, dåben, eukaristien og opstandelsen hører til Kirkens apostolske arv. Andre forhold er kirkelige ordninger, fromhedsformer og liturgiske skikke, som er vokset frem i bestemte tider. Præstecølibatet i den latinske kirke er eksempelvis en gammel og betydningsfuld ordning, som Kirken kan ændre. Kristi virkelige nærvær i eukaristien tilhører derimod den tro, Kirken har modtaget og er forpligtet til at bevare.

Katolikker lægger vægten forskelligt

Nogle katolikker spørger først, hvad Kirken altid har lært. De lægger vægt på kirkefædrene, koncilerne, tidligere pavers undervisning og den historiske liturgi. De frygter, at en bibellæsning løsrevet fra Traditionen gør den enkelte til sin egen øverste autoritet. Hvis enhver selv afgør, hvad teksten betyder, kan Bibelen efterhånden bruges som begrundelse for næsten ethvert synspunkt.

Andre katolikker vender først tilbage til evangelierne og spørger, om Kirkens liv tydeligt nok afspejler Kristus. De peger på, at kirkelige vaner kan blive beskyttet længe efter, at deres oprindelige begrundelse er forsvundet. En institution kan blive så optaget af sin orden, sin anseelse og sine formuleringer, at evangeliets krav træder i baggrunden.

Forskellen viser sig i samtaler om liturgi, embede, moral, kirkesyn og forholdet til det moderne samfund. Den ene part frygter, at den apostolske tro langsomt opløses. Den anden frygter, at Kirkens historiske former kommer til at dække over evangeliet. Begge bekymringer kan være berettigede. Vanskeligheden begynder, når den ene vægtning fremstilles som hele den katolske tro.

Luther stillede det farlige spørgsmål

Martin Luther trådte ind i dette spændingsfelt med voldsom kraft. Hans princip om Skriften alene betød, at Bibelen skulle være den højeste målestok for Kirkens lære. Paver, konciler og teologer kunne tage fejl. Kirkelig autoritet kunne ikke gøre en lære sand, hvis den stred mod evangeliet.

Luther forkastede ikke hele den kristne arv. Han værdsatte kirkefædrene, trosbekendelserne og store dele af den nedarvede liturgi. Han vidste, at troen var blevet båret gennem generationerne. Traditionen havde dog ikke samme myndighed som Skriften. Den skulle bedømmes ud fra Bibelen og især ud fra evangeliet om, at mennesket retfærdiggøres ved tro.

Styrken i Luthers tilgang ligger i den uro, han fører ind i enhver kirkelig institution. Kirken ejer ikke Guds ord. Den står selv under det. Lang historie, højtidelige ritualer og kirkelig autoritet kan ikke i sig selv gøre en lære sand. Kirken må kunne korrigeres og kan aldrig nøjes med at forsvare noget med, at det altid er blevet sagt eller gjort sådan. Luthers tilgang gav også den almindelige troende en stærkere bevidsthed om den direkte adgang til Bibelen. Guds ord tilhører ikke en uddannet eller gejstlig elite. Evangeliet kan læses, høres og modtages af ethvert menneske.

Luthers spørgsmål rammer fortsat Kirkens selvforståelse: Kan Kirken blive så optaget af sine egne ord, institutioner og handlinger, at den ikke længere hører det ord, den er sat til at forkynde? En katolik kan afvise Luthers svar og stadig tage spørgsmålet alvorligt. Kirken må til enhver tid lade sin forkyndelse, sin magt og sine skikke prøve af evangeliet.

Skriften alene løser ikke fortolkningen

Svagheden i Luthers tilgang viser sig, hvis Skriftens myndighed i praksis bliver den enkelte læsers forståelse af Skriften. Bibelen indeholder ingen fuldstændig fortolkningsvejledning til enhver senere strid. Kristne, som alle erklærer troskab mod Skriften, er nået frem til forskellige opfattelser af dåben, nadveren, frelsen, embedet, skilsmissen og moralen. Ordene står i Bibelen, men de skal læses, forstås og ses i sammenhæng med troens helhed.

Skriftens autoritet kan dermed blive afløst af mange fortolkningsautoriteter. En prædikant, en teolog eller et kirkesamfund kan få en myndighed, der minder om den myndighed, Luther ønskede at begrænse, blot uden en fælles institution, som kan holdes ansvarlig for fortolkningen. Det katolske modspørgsmål trænger sig på: Hvem afgør, hvad Bibelen betyder, når oprigtige kristne læser den forskelligt?

Den katolske kirke fastholder, at Skriften skal læses i den levende apostolske Tradition. Læreembedet – paven og biskopperne i fællesskab – har til opgave at vogte og fortolke den tro, Kirken har modtaget. Det Andet Vatikankoncil understregede i Dei Verbum, at læreembedet står i Guds ords tjeneste. Det skal lytte til ordet, bevare det og fremlægge det trofast. En tjener må ikke indtage herrens plads. Kirkelig myndighed er kun troværdig, når den hjælper Kirken til at høre det ord, som den ikke selv har skabt.

Den katolske styrke kan blive dens svaghed

Den katolske tilgang tager alvorligt, at kristendommen er modtaget gennem historien. Den enkelte kristne begynder ikke forfra, hver gang Bibelen åbnes. Kirkefædrene, koncilerne, liturgien og generationer af troende udgør et stort fælles vidnesbyrd. Traditionen beskytter troen mod at blive omformet efter den enkelte tids smag, og læreembedet giver Kirken mulighed for at træffe fælles og bindende afgørelser, når fortolkninger støder sammen. Det styrker enheden og fastholder, at troen tilhører hele Kirken frem for den stærkeste prædikant eller den mest overbevisende bevægelse.

Den samme styrke rummer en fare. Historisk kontinuitet kan udvikle sig til en trang til at forsvare næsten alt, hvad Kirken tidligere har sagt eller gjort. Kirkelige ordninger og kulturelle vaner kan blive behandlet som apostolsk Tradition, mens lydigheden får større vægt end prøvelsen af, om en bestemt praksis tjener evangeliet. Så kan Traditionen blive et værn omkring institutionen frem for en levende overlevering af troen.

Læreembedet består også af mennesker. Dets udøvelse kan præges af magt, forsigtighed, kultur og ønsket om at beskytte Kirkens anseelse. Den katolske styrke er dens fælles hukommelse og myndighed. Dens fare er, at hukommelsen bliver tung, og at myndigheden glemmer, at den selv står til regnskab over for den tro, den er sat til at vogte.

Benedikt XVI holdt Skrift og Tradition sammen

Pave Benedikt XVI kendte styrken i Luthers krav om at vende tilbage til Bibelen. Som teolog lagde han stor vægt på den historiske og sproglige undersøgelse af de bibelske tekster. Det betyder noget, hvem der skrev dem, hvornår de blev skrevet, og under hvilke forhold de første læsere levede. Trofasthed mod Bibelen kræver, at dens menneskelige tilblivelse tages alvorligt. Benedikt advarede samtidig mod en bibelforskning, der alene behandler teksten som et dokument fra fortiden. Hvis forskeren på forhånd udelukker, at Gud kan handle og tale gennem historien, har han truffet en filosofisk afgørelse, som forskningen selv ikke kan bevise.

Benedikt beskrev kristendommen som troen på Guds levende Ord, Kristus selv. Bibelen vidner om ham og bliver stadig hørt og fortolket i Kirkens liv. Guds ord er større end den skrevne tekst, uden at Kirken dermed får ret til at løsrive sig fra Bibelen. Traditionen skal føre ind i Skriften og åbne dens dybde. Begynder den at dække over evangeliet eller beskytte rent menneskelige ordninger, svigter den sin opgave.

Den historisk-kritiske metode var for Benedikt nødvendig, fordi Gud har handlet i virkelig historie. Metoden kunne dog ikke stå alene. Bibelen består af mange skrifter, som er blevet til gennem lange tidsrum, men Kirken modtager dem som én samlet Skrift. Den må læses historisk og teologisk, med blik for både den enkelte tekst og hele Bibelens vidnesbyrd om Kristus.

Benedikt talte om en fornyelse, der bevarer kontinuiteten med Kirkens tro. Kirken må forny sig, fordi menneskelige former kan blive utilstrækkelige, og fordi evangeliets krav kan blive forsømt. Fornyelsen må vokse ud af den tro, Kirken allerede har modtaget. Bruddet og stilstanden var for ham to alvorlige fristelser. Hvis alt kan ændres, mister troen sin apostolske sammenhæng. Hvis intet kan ændres, bliver Traditionen forvekslet med bestemte historiske former.

Hos Benedikt mødes de stærkeste sider af de to tilgange. Luther minder Kirken om, at den står under Guds ord. Den katolske Tradition minder den enkelte læser om, at Bibelen er modtaget i et troende fællesskab. Benedikt fastholder begge dele: Kirken er Skriftens fortolkningsfællesskab, og Kirken skal selv lade sig bedømme af den Skrift, den fortolker.

Helligånden holder overleveringen levende

Forholdet mellem Bibelen og Traditionen kan ikke forstås uden Helligånden. Den katolske kirke tror, at Helligånden inspirerede de bibelske forfattere og ledsagede Kirken, da den genkendte de skrifter, som blev samlet til Bibelen. Den samme Ånd virker fortsat, når Kirken læser, forkynder og videregiver den apostolske tro. Uden Helligånden bliver Bibelen let en historisk tekst, Traditionen en samling gamle minder og læreembedet almindelig kirkelig magt.

Traditionen lever, fordi Helligånden gør den modtagne tro nærværende i nye tider. Troens indhold kan ikke formes efter skiftende ønsker, men det skal forkyndes til mennesker, som lever under nye vilkår og stiller andre spørgsmål. Helligåndens nærvær gør dog ikke enhver kirkelig beslutning, skik eller udtalelse ufejlbarlig. Kirken består af mennesker, og dens liv kan præges af frygt, bekvemmelighed, magt og tidens forestillinger. Den må stadig bede, lytte og skelne. En henvisning til Helligånden kan aldrig bruges som et stempel, der gør en vanskelig samtale overflødig.

Også Luther tillagde Helligånden en afgørende rolle. Han fremhævede, at Ånden virker gennem Guds ord og skaber tro hos den, der hører evangeliet. Ingen kirkelig institution kunne efter hans opfattelse bemægtige sig Ånden eller gøre sig til herre over ordet. Den katolske kirke svarer, at den Ånd, som inspirerede Skriften, fortsat er virksom i det fællesskab, der modtog den. Uenigheden handler dermed også om, hvor Helligåndens vejledning kan erkendes med bindende myndighed.

To farer, som spejler hinanden

Den lutherske fare er, at den enkelte læser i praksis kommer til at stå over Traditionen. Den katolske fare er, at institutionen kommer til at stå over Skriften. På den ene side kan troen splittes i private fortolkninger. På den anden side kan den stivne i kirkelig selvbeskyttelse. Ingen kan blot erklære, at Helligånden står bag hans egen forståelse og dermed lukke samtalen.

Åndens vejledning kalder både læseren og institutionen til ydmyghed. Den enkelte må erkende, at han læser med sine egne forudsætninger og har brug for Kirkens fælles hukommelse. Kirken må erkende, at den ikke ejer det ord, den har modtaget. Luthers krav og den katolske hukommelse udfordrer hinanden: Kirken skal bestandigt vende tilbage til Skriften, og Skriften skal læses i det fællesskab, hvor den blev modtaget og videregivet.

Luther efterlod den katolske kirke med en uro, den har godt af at bevare. Hans opgør minder den om, at menneskelige ord kan komme til at skygge for Guds ord. Den katolske arv minder om, at ingen læser uden en historie, og at troen blev overdraget til et fællesskab. Benedikt XVI viste, at troskab mod Traditionen og en stadig tilbagevenden til Bibelen hører sammen.

I det øjeblik Bibelen åbnes, spørger Luther, om Kirken bøjer sig for ordet. Katolikken spørger også, hvem der har lært os at kende dette ord og høre det som Guds ord. Benedikt minder os om, at kristendommens centrum hverken er en bog eller en institution. Centrum er Kristus, Guds levende Ord. Bibelen, Traditionen og læreembedet er givet for at tjene mødet med ham. Det sidste ord tilhører hverken den enkelte bibellæser, teologen eller den kirkelige institution. Det tilhører Kristus.

-karn