Vi står ved tærsklen. Ikke helt fremme, men heller ikke længere på vej. Fem lys står foran os i adventskransen. Fire brænder allerede – lilla og rosa – som tegn på håb, omvendelse og glæde. De har båret os gennem ventetiden, gennem løfterne og profetierne, gennem længslen efter det, der skal komme.
Idé, prompt og redaktionelt ansvar: Kuno Arnkilde
Men det store hvide lys i midten står endnu stille.
Uantændt. Tavst. Ventende.
Det er ikke glemt.
Det er ikke slukket af tilfældighed.
Det venter.
4. søndag i advent er ikke afslutningen, men stilheden før opfyldelsen. Som Maria, der bærer barnet under sit hjerte, er også Kirken nu fuld af forventning. Alt er gjort klart – men endnu er intet brudt frem.
Det hvide lys er Kristus selv.
Verdens lys.
Det lys, som intet mørke kan overvinde.
Derfor tænder vi det ikke endnu.
Først i julenatten – når mørket er dybest, og verden holder vejret – tændes det. Ikke som en idé eller en stemning, men som en virkelighed: Gud er blevet menneske. Lyset er født ind i verden.
Indtil da venter vi.
- I tro.
- I stilhed.
- I håb.
For lyset kommer ikke, fordi vi frembringer det.
Det kommer, fordi Gud giver det.
Og når det tændes, ved vi:
Mørket har ikke fået det sidste ord.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
