De havde et liv at miste

Den 28. september mindes Kirken Sankt Wenceslaus og Sankt Laurentius Ruiz og hans femten lidelsesfæller.

En fyrste i Bøhmen og en familiefar fra Manila blev dræbt med syv århundreders mellemrum. Deres historier fortæller om tro, magt og frygt – og om mennesker, som havde meget at miste.

Kort fortalt: Wenceslaus forsøgte at regere Bøhmen i troskab mod sin kristne overbevisning og blev dræbt under en konflikt i sin familie. Laurentius Ruiz flygtede fra Manila og kom til Japan, hvor han og femten andre kristne senere blev martyrer. Blandt dem var præster, ordensfolk og lægfolk fra flere lande.

Fyrsten og hans bror

Wenceslaus voksede op i Bøhmen i begyndelsen af det 10. århundrede. Hans farmor Ludmila opdrog ham i den kristne tro, mens kampen om magten og om kristendommens plads i landet nåede helt ind i familien. Ludmila blev selv dræbt. Da Wenceslaus senere blev fyrste, støttede han Kirken og søgte at skabe fred i et land præget af rivalisering. Hans politik gjorde ham også til modstander for dem, der ønskede en anden kurs. Hans bror Boleslaus blev knyttet til sammensværgelsen, som endte med Wenceslaus’ død den 28. september. Kilderne er ikke enige om dødsåret, men Kirken har siden æret ham som martyr og som Bøhmens skytshelgen.

Hans historie er sværere end fortællingen om en god mand og en ond bror. Wenceslaus var fyrste; han havde magt, og hans beslutninger fik følger for andre. Striden om ham handlede også om politik. Alligevel kan troen ikke skrives ud af hans liv, som om den kun hørte til i hans private bøn. Den var med til at forme den måde, han ville regere på, og dermed også det, hans modstandere gjorde oprør imod. Wenceslaus minder om, at kristen tro kan få en pris længe før nogen bliver truet på livet. Den får betydning, når et menneske med ansvar må vælge, hvordan det vil bruge sin magt, og hvilke hensyn det er villigt til at lade vige.

En familiefar på flugt

Laurentius Ruiz kom fra Binondo ved Manila. Han var gift og havde tre børn. Som ung havde han fået undervisning hos dominikanerne og været knyttet til kirkens liv. Efter en uklar sag, hvor et menneske var blevet dræbt, forlod han Filippinerne med en dominikansk gruppe for at undslippe situationen. Han rejste ikke hjemmefra for at blive martyr. Bag ham var en familie, som han havde grund til at ønske at se igen. Rejsen førte ham til Japan, hvor myndighederne forsøgte at standse kristendommen, og hvor gruppen blev fængslet. Efter lang tids fangenskab og tortur blev Laurentius dræbt i Nagasaki i 1637.

Laurentius’ historie bliver ofte fortalt med de ord, han til sidst sagde om hellere at dø end at fornægte Kristus. Ordene hører med, men vejen frem til dem hører også med. Under torturen spurgte han, om en fornægtelse af troen ville redde hans liv. Det var en mand med hustru og børn, der stillede spørgsmålet. Vi gør hans vidnesbyrd mindre, hvis vi lader, som om han aldrig var bange. Det særlige ved hans historie er, at frygten ikke får det sidste ord. Hans tro var ikke følelsen af at kunne klare hvad som helst. Den blev det, han vendte tilbage til, da han stod over for et valg, ingen burde tvinges til at træffe.

Navnene bag de femten

Laurentius står ikke alene i kirkekalenderen. Hans femten lidelsesfæller døde i Japan i årene 1633–1637. De var ikke alle med på samme rejse eller i samme fængsel. Gruppen omfattede præster, ordensbrødre og lægfolk; nogle var født i Japan, andre i Spanien, Frankrig eller Italien. Den japanske dominikanerpræst Jakob Kyushei Tomonaga vendte tilbage til sit hjemland for at hjælpe de kristne dér. Magdalena af Nagasaki, hvis forældre også var blevet dræbt for deres tro, bekendte selv, at hun var kristen, da hendes åndelige vejleder var blevet arresteret. Marina af Omura havde hjulpet missionærerne og blev henrettet i 1634. Bag fællesbetegnelsen lidelsesfæller findes mennesker med forskellige opgaver, forskellige valg og hver deres historie.

Deres historier rummer også handlinger, som sjældent får plads i en kort helgenbiografi. Den japanske kateket Mikael Kurobioye røbede under tortur, hvor Jakob Kyushei Tomonaga skjulte sig. Han fortrød og døde senere sammen med ham. Dominikanerpræsten Vincent Shiwōzuka fornægtede under torturen sin tro, men vendte tilbage til den. Det samme gjorde Lazarus fra Kyoto, der havde fulgt missionærerne som vejviser og tolk. Kirken mindes dem ikke, fordi deres mod var uden brud. Den mindes dem, fordi deres historie fortsatte efter bruddet. Også det er værd at standse ved, når martyrerne ellers kan komme til at se ud som mennesker af et andet stof end os.

Et minde uden afstand

Wenceslaus havde et land at regere og en bror, han måtte leve med i en bitter strid. Laurentius havde en familie i Manila. Hans lidelsesfæller havde menigheder, venner og opgaver, de ikke blev færdige med. Når Kirken mindes dem den 28. september, er det muligt at se deres død så tydeligt, at alt det levende omkring dem forsvinder. Men netop deres tilknytning til andre mennesker gør beretningerne alvorlige. Ingen af dem stod uden noget at miste.

Der er også forskel på deres død. Wenceslaus blev dræbt under en magtkamp, hvor hans kristne styre var en del af striden. Laurentius og hans lidelsesfæller blev forfulgt, fordi de var kristne i et Japan, der ville udrydde deres tro. Forskellen skal have lov at stå. Det, der bringer dem sammen i kirkekalenderen, er ikke en ens skæbne, men Kirkens erindring om mennesker, der holdt fast ved Kristus under forhold, de ikke selv havde valgt. For nogle skete det gennem mange års tjeneste, for andre i et sidste valg. For flere af dem gik vejen også gennem frygt og fald. Deres liv giver os grund til at huske, at trofasthed kan begynde igen, selv efter et menneske har svigtet.

-karn