Det er ikke for sent at gå ud i vingården

Den, der først siger nej, kan stadig ændre mening.

I gårsdagens evangelium fortæller Jesus om to sønner. Den ene afviser sin fars ønske om hjælp i vingården, men går senere derud. Den anden siger ja og bliver hjemme. Lignelsen handler også om dem, der så andre vende om, men ikke selv ville følge efter.

Kort fortalt: Den ene søn siger nej og går senere ud i vingården. Den anden siger ja, men bliver hjemme. Jesus fortæller lignelsen til religiøse ledere, der så andre mennesker omvende sig uden selv at ville lytte. Evangeliet spørger, om vi kan ændre mening, også når vi troede, vi havde svaret rigtigt.

To sønner og to svar

En far beder sine sønner om at arbejde i vingården. Den første siger nej. Senere fortryder han og går alligevel. Den anden svarer høfligt ja, men kommer aldrig af sted. Jesus spørger, hvem af dem der gjorde farens vilje. Svaret er ligetil: Det gjorde sønnen, som gik. Hans første svar var forkert, men det fik ikke lov at bestemme resten af dagen. Den anden søn sagde det rigtige uden at gøre det, han havde sagt ja til.

Jesus fortæller lignelsen til ypperstepræsterne og folkets ældste. De kendte loven og havde ansvar for det religiøse liv, men de havde ikke troet Johannes Døber, da han kaldte mennesker til omvendelse. Toldere og prostituerede troede ham derimod. Det, Jesus bebrejder lederne, er ikke kun, at de afviste Johannes. De så også mennesker, de selv regnede for syndere, tage hans ord alvorligt. Selv det fik dem ikke til at ændre mening. www.bibelselskabet.dk

Da andre gik i forvejen

Jesu ord om toldere og prostituerede må have været svære at høre for hans tilhørere. Mennesker, som de religiøse ledere betragtede med ringeagt, var på vej ind i Guds rige før dem. De havde ikke en pæn fortid at fremvise. De havde lyttet til Johannes og taget imod hans kald. Lederne kunne se, hvad der skete, men holdt fast ved deres afvisning.

Her rammer evangeliet også mennesker, som i dag føler sig hjemme i Kirken. Det er godt at kende bønnerne, deltage i messen og værne om den katolske tro. Men fortrolighed med Kirken kan også gøre det svært at høre, når Gud taler gennem et menneske, vi allerede har gjort os færdige med. Måske kender vi vedkommendes fejl alt for godt. Måske har vi svært ved at tro, at en virkelig forandring er mulig. Jesu spørgsmål til lederne bliver da også et spørgsmål til os: Hvis vi ser et menneske vende om, kan vi så glæde os over det og selv lytte efter?

Et nej behøver ikke være det sidste ord

Den første søn bliver ikke rost for at sige nej til sin far. Han gør det, han skulle have gjort fra begyndelsen, men først efter at have fortrudt. Det er netop derfor, der er håb i lignelsen. Et menneske kan have holdt sig væk, afvist troen eller levet på en måde, det nu ønsker at lægge bag sig. Det, der blev sagt og gjort i går, kan ikke gøres usagt. Men det behøver heller ikke være det sidste svar.

For den anden søn ligger faren et andet sted. Hans ja lyder godt, og måske mente han det endda, da han sagde det. Alligevel gik han ikke. Vi kan også mene vores ord i kirken og opdage, at vi undviger det, de kræver af os derhjemme: en undskyldning, et besøg, et ansvar, vi har udskudt, eller plads til et menneske, vi helst ville holde på afstand. Vingården er dér, hvor farens vilje venter på at blive gjort.

Jesus lader os ikke stå tilbage med en liste over, hvem der er den første og den anden søn. Vi kan kende begge deres svar fra vores eget liv. Derfor er evangeliet både en advarsel til den, som er blevet tilfreds med sit ja, og en åben dør for den, som fortryder sit nej. Det er mandag. Der er stadig tid til at gå ud i vingården.

-karn