Kosmas og Damian – læger uden betaling

Tvillingebrødrene, der hjalp de syge.

Den 26. september mindes den katolske Kirke Kosmas og Damian. Ifølge traditionen var de tvillingebrødre og læger, som behandlede syge uden betaling. Vi ved kun lidt sikkert om deres liv, men Kirken har bevaret mindet om dem gennem mange århundreder.

Kort fortalt: Kosmas og Damian æres som martyrer fra den tidlige Kirke. Traditionen fortæller, at de var tvillinger og hjalp syge uden at tage betaling. De blev derfor kendt som læger uden betaling. Beretningerne om deres liv er usikre, men deres navne lever videre i Kirkens bøn.

Hos lægen

Den, der kommer til lægen, har måske ventet længe med at bestille tid. En smerte er blevet ved, eller et symptom har vækket en frygt, som er svær at tale med andre om. Nu skal noget undersøges. Man må fortælle om sin krop, svare på spørgsmål og vente på et svar, der kan få betydning for resten af livet. I sådan et møde er lægens viden afgørende. Det er også vigtigt at mærke, at den, der lytter, ser et menneske og tager dets bekymring alvorligt.

Det er i dette møde, traditionen placerer Kosmas og Damian. Den fortæller, at de to brødre brugte deres lægekunst til at hjælpe syge og ikke tog betaling for det. Der findes ikke sikre oplysninger nok til at beskrive en almindelig arbejdsdag hos dem, og vi ved ikke, hvilke patienter de behandlede. Alligevel er det let at forstå, hvorfor Kirken blev ved med at fortælle om dem. Den syge kom med et behov for hjælp. Ifølge traditionen lod brødrene ikke betalingen stå i vejen for den hjælp, de kunne give. www.vatican.va

Omsorg for kroppen

Jesus talte om Guds rige og tog sig samtidig af mennesker, der var syge. Evangeliernes syge kommer ikke til ham som eksempler i en undervisning. De kommer med smerter, svaghed og håb om at få hjælp. Den kristne tro har derfor fra begyndelsen haft plads til omsorg for kroppen. Sygdom griber ind i hele et menneskes liv: arbejdet, familien, søvnen og forestillingen om fremtiden.

Som læger forbindes Kosmas og Damian med en krævende form for den omsorg. Den, der vil behandle en syg, må lære sit fag og bruge sin viden omhyggeligt. Et venligt ord kan betyde meget, men det kan ikke erstatte en undersøgelse eller den behandling, der er brug for. Fortællingen om brødrene rummer begge dele: De brugte den kunnen, de havde, og de stillede den til rådighed for mennesker, som behøvede den.

Hvad deres fortælling siger i dag

Ingen kan forlange, at nutidens læger arbejder uden løn. Deres arbejde kræver mange års uddannelse, og et sundhedsvæsen har brug for mennesker, der kan leve af deres fag. Kosmas og Damians eftermæle rejser et andet spørgsmål: Hvad sker der med den syge, når hjælpen bliver for dyr, for fjern eller for vanskelig at få adgang til? Den, der har mest brug for behandling, kan samtidig være den, der har sværest ved at skaffe den.

Også uden for sundhedsvæsenet findes der mennesker, som har brug for, at nogen træder til. Den langvarigt syge, som savner besøg. Den ældre, der ikke kan komme til en undersøgelse alene. Den pårørende, som bliver ved med at hjælpe, men selv er ved at være træt. Her kræves ingen lægekunst. Der kræves tid og villighed til at se, hvad et andet menneske faktisk har brug for. Det kan være lidt, man kan gøre. For den, der modtager hjælpen, er det ikke nødvendigvis lidt.

To navne i Kirkens bøn

Kosmas og Damian æres som martyrer, og deres navne nævnes i den romerske messekanon. Så meget fylder de stadig i Kirkens liv, selv om deres egen historie ligger langt fra os og kun kendes gennem usikre beretninger. Når deres navne lyder i bønnen, mindes Kirken to mennesker, som traditionen forbinder med hjælp til syge og med troskab mod Kristus. www.vaticannews.va

Der er noget nært ved netop disse helgener. De forbindes med det øjeblik, hvor et menneske må række hånden frem og bede en anden om hjælp. Den 26. september minder Kosmas og Damian os om at tage imod den hånd med al den viden, omsorg og tid, vi har mulighed for at give.

-karn