Når Gud synes tavs

Salme 79 og Moder Teresas mørke

Salme 79 er en bøn fra et folk, der har set sin by og sit tempel ødelagt. Gud synes tavs, men folket bliver ved med at kalde på ham. Den samme erfaring fandtes hos Moder Teresa, som gennem mange år savnede følelsen af Guds nærvær, men fortsatte med at bede og tage sig af de fattigste.

Kort fortalt: Salme 79 giver ord til mennesker, der ikke kan forstå Guds tavshed. Jerusalem ligger i ruiner, og folket råber efter hjælp og retfærdighed. Mange århundreder senere oplevede Moder Teresa en lang indre mørketid. Hun mærkede ikke den guddommelige trøst, men holdt fast ved bønnen og kærligheden til de mennesker, hun mødte.

I denne mandagsprædiken rettes opmærksomheden mod en af Bibelens mørke salmer. Salme 79 handler om ødelæggelse, vrede og oplevelsen af, at Gud tier. Det er ikke en let tekst at begynde ugen med. Måske er det netop grunden til, at den fortjener at blive læst. Troens ord er ikke kun skrevet til de dage, hvor livet er lyst, og Gud føles nær. De er også skrevet til de dage, hvor bønnen ikke synes at nå længere end til loftet.

Salme 79 er ingen fredelig aftensang. Den er skrevet efter en katastrofe. Fremmede folk er trængt ind i Jerusalem, templet er blevet vanhelliget, byen ligger i ruiner, og de døde er efterladt uden en værdig begravelse. Folket er blevet til spot for sine naboer, og midt i ødelæggelsen lyder spørgsmålet: »Hvor længe, Herre?« Det er ikke kun et spørgsmål om, hvornår lidelsen skal ophøre. Det er også spørgsmålet om, hvor Gud er blevet af.

Salmen forsøger ikke at skjule vreden eller gøre sorgen mere from, end den er. Ordene er hårde, og ønsket om gengældelse er vanskeligt at læse. Sådan kan et menneske tale, når alt er gået tabt, og ingen synes at stille de skyldige til ansvar. Bibelen har bevaret denne bøn, fordi den fortæller sandt om mennesket. Også troende mennesker kan blive vrede, fortvivlede og fulde af spørgsmål, når Gud synes tavs.

Bønnen fra ruinerne

Folket kunne have vendt Gud ryggen. Templet, som var tegnet på hans nærvær, var blevet ødelagt. Alligevel fortsætter folket med at tale til ham. Klagen bliver rettet mod Gud, fordi håbet endnu ikke er helt forsvundet. Selv spørgsmålet »Hvor længe?« rummer en forventning om, at tavsheden ikke vil vare for evigt.

Tro forbindes ofte med fred, tillid og sikkerhed. Salme 79 viser en anden side af troen. Den kan også være urolig, vred og fuld af tvivl. Et menneske kan bede uden at føle sig hørt og søge Gud uden at opleve hans nærvær. I sådanne perioder består troen ikke af klare svar, men af den spinkle forbindelse, der bevares, hver gang mennesket endnu en gang vender sig mod Gud.

Den erfaring kan ramme midt i et almindeligt liv. En alvorlig sygdom, et dødsfald, et brud eller en langvarig ensomhed kan forandre den verden, man kendte. Bønnen kan føles tom, og ord, der tidligere gav trøst, kan miste deres kraft. Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at troen er forsvundet. Klagen kan være den eneste bøn, der stadig er mulig.

Moder Teresas skjulte mørke

Moder Teresa blev kendt over hele verden for sit arbejde blandt syge, døende og forladte mennesker i Calcutta. Hun så Kristus i mennesker, som andre gik forbi, og gjorde omsorgen for dem til sin livsopgave. På billeder fremstod hun som en lille, fast skikkelse med en enkel og urokkelig tro. Efter hendes død i 1997 blev det gennem hendes breve kendt, at en stor del af hendes liv havde været præget af et dybt indre mørke.

Hun længtes efter Gud, men oplevede gennem lange perioder ingen nærhed eller trøst. Hun fortsatte med at gå til messe, bede og udføre sit arbejde, selv om hendes indre liv var præget af tomhed. Den kvinde, som mange betragtede som et menneske med en særlig nærhed til Gud, måtte selv leve med følelsen af, at Gud var langt borte.

Moder Teresas mørke var ikke det samme som katastrofen bag Salme 79. Hun stod ikke i det ødelagte Jerusalem, men hun kendte erfaringen af at kalde på Gud uden at modtage det svar, hun længtes efter. Samtidig levede hun blandt mennesker, hvis tilværelse på forskellig måde var blevet lagt i ruiner. De var syge, fattige, døende eller forladt af deres familier. Hos dem tjente hun den Kristus, som hun havde så svært ved at mærke i sit eget indre.

Hun ventede ikke med at elske, til mørket var forsvundet. Hun fortsatte med at vaske sår, holde døende i hånden og give forladte mennesker et sted at være. Troen kom ikke først og fremmest til udtryk som en følelse, men som troskab. Hun kunne ikke fremkalde oplevelsen af Guds nærvær, men hun kunne blive hos det menneske, der havde brug for hende.

Hjælp os, Gud

Midt i Salme 79 findes en bøn, der samler folkets nød:

Hjælp os, Gud, vor frelser,
for dit navns æres skyld,
red os, og skaf soning for vore synder
for dit navns skyld.
(Salme 79,9)

Folket beder om hjælp, men erkender samtidig sin egen skyld. Det placerer ikke uden videre al ondskab hos fjenden og al uskyld hos sig selv. Også den, der er blevet ramt, har brug for Guds tilgivelse. Bønnen om retfærdighed følges af en bøn om barmhjertighed.

Gud forlanger ikke velordnede følelser, før bønnen kan begynde. Vreden må lægges frem for ham, men den må ikke gøres til en tilladelse til hævn. Kristus lærer sine disciple at elske deres fjender og bede for dem, der forfølger dem. Det betyder ikke, at ondskaben skal bortforklares, eller at ofrenes lidelse skal glemmes. Det betyder, at dommen ikke skal overtages af det sårede menneske.

Salmens ønske om gengældelse kan læses som et fortvivlet krav om, at ondskaben ikke må få det sidste ord. Den kristne kan bede om retfærdighed uden selv at kræve hævn. Vreden kan bæres frem for Gud, så den ikke får lov til at styre menneskets handlinger.

Tro uden følelsen af sikkerhed

Moder Teresas liv hjælper til at forstå, at Guds tavshed ikke nødvendigvis betyder, at Gud har forladt mennesket. Hun fik ikke den indre trøst tilbage, som hun længtes efter, men hendes liv blev alligevel båret af troen. Hun fortsatte, ikke fordi hun altid følte sig sikker, men fordi hun havde givet sit liv til Gud og til de mennesker, der var blevet overladt til sig selv.

Det samme gælder folket i Salme 79. Byen er ødelagt, templet vanhelliget, og Gud har endnu ikke besvaret deres råb. Alligevel kalder de sig fortsat hans folk og de får, han vogter. Ordene lyder næsten trodsige. Alt, hvad de kan se, fortæller dem, at de er blevet forladt, men de nægter at lade ødelæggelsen få det sidste ord om deres forhold til Gud.

Et menneske kan miste følelsen af Guds nærvær uden at miste Gud. Bønnen kan blive tør, og håbet kan være så lille, at det næsten ikke kan mærkes. Her er det ikke store ord, der bærer troen. Det kan være den daglige bøn, deltagelsen i messen eller den konkrete omsorg for et andet menneske. Nogle gange består troen ganske enkelt i at gøre det gode, mens man venter.

At blive hos den, der føler sig forladt

Salme 79 lover ikke en hurtig vej ud af mørket. Moder Teresas liv giver heller ingen enkel forklaring på, hvorfor Gud undertiden føles langt borte. Begge viser, at mennesket stadig kan vende sig mod Gud og næsten uden kræfter sige: »Hjælp os.« Den bøn kan være lille og fuld af tvivl, men den er stadig en bøn.

Den kommende uges opgave er ikke at finde et svar på Guds tavshed, men at blive hos det menneske, der føler sig forladt. Troen skal ikke altid først mærkes. Den kan vises i en samtale, et besøg eller en hånd, der rækkes frem. Moder Teresa ventede ikke på, at mørket skulle forsvinde. Hun fortsatte med at elske.

Troen består ikke altid i at mærke Gud. Undertiden består den i at blive ved med at bede, elske og handle, mens Gud synes tavs.

-karn