Maria blev stående

Den salige Jomfru Marias smerter

Dagen efter festen for Korsets ophøjelse vender Kirken blikket mod Maria, der stod ved sin søns kors. Hun kunne ikke standse lidelsen eller ændre det, der skete. Men hun forlod ham ikke.

Et sværd skal gennemtrænge din sjæl

Da Maria og Josef bar Jesus frem i templet, tog den gamle Simeon barnet i sine arme. Han genkendte ham som det lys, Gud havde sendt til verden, men midt i glæden lød også nogle mørke ord til Maria: »Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge.« Det var ikke et løfte om et fredeligt liv. Maria havde sagt ja til Gud, men hendes ja beskyttede hende ikke mod frygt, afmagt og sorg. Tværtimod førte det hende ind i en kærlighed, som også måtte kende tabets smerte.

Hun måtte flygte med barnet til Egypten. Hun ledte efter den tolvårige Jesus i Jerusalem. Hun så ham blive afvist, forrådt og dømt. Til sidst stod hun ved korset og så sin søn dø. Kirken mindes traditionelt disse begivenheder som Marias syv smerter. De fortæller ikke blot om syv adskilte øjeblikke, men om et helt livs trofasthed. Smerten kom ikke kun én gang. Den fulgte hende gennem årene og nåede sin dybeste form på Golgata.

Ved Jesu kors stod hans mor

Evangelisten Johannes bruger kun få ord: »Ved Jesu kors stod hans mor.« Der står ikke, at Maria forstod, hvorfor det skulle ske. Der står heller ikke, at hun var hævet over den rædsel, enhver mor ville føle ved at se sit barn lide. Der står blot, at hun stod der.

Maria kunne ikke redde Jesus fra soldaterne, naglerne eller døden. Hun havde ingen magt over det, der skete, men hun forlod ham ikke. Det er en kærlighed, vi kender fra sygestuen, dødslejet og de timer, hvor et menneske sidder ved siden af én, som ikke længere kan helbredes. Der findes situationer, hvor ordene er brugt op, og hvor ingen kan gøre det skete ugjort. Tilbage er nærværet: at blive, holde en hånd og lade den lidende vide, at han ikke er alene.

Marias plads ved korset gør hende nær ved alle, der lever med sorg. Hun står ikke udenfor og forklarer lidelsen. Hun står midt i den. Den kristne tro lover ikke, at den troende bliver skånet for sværdet. Den forkynder, at Gud selv er gået ind i menneskets lidelse, og at Maria fulgte sin søn helt ind i mørket.

Sorgen var virkelig

Marias sorg må ikke gøres mildere, end den var. Langfredag var ikke påskemorgen. Den døde søn i hendes arme var virkelig død, og da stenen blev rullet for graven, var tabet virkeligt. Troen ophæver ikke sorgen ved at kalde den noget andet. Den lader sorgen være sorg, men nægter at lade den få det sidste ord.

Det er forskellen mellem håb og en hurtig trøst. Den hurtige trøst skynder sig forbi smerten og leder efter en forklaring. Håbet tør blive i mørket og holde fast ved Gud, også før lyset kan ses. Maria kendte ikke påskemorgenens glæde, mens hun stod ved korset. Hun kendte kun Gud og det løfte, hun engang havde modtaget. Det måtte hun holde fast i, mens alt omkring hende syntes at modsige det.

En mor for dem, der sørger

Fra korset sagde Jesus til Maria: »Kvinde, dér er din søn.« Til disciplen sagde han: »Dér er din mor.« Midt i sin egen lidelse knyttede Kristus Maria til disciplen og disciplen til Maria. Kirken har gennem århundreder hørt disse ord som mere end Jesu praktiske omsorg for sin mor. Maria blev givet som mor til dem, der følger Kristus.

Hun er ikke en fjern skikkelse, der betragter menneskers lidelse uden selv at kende dens vægt. Hun har kendt angsten for sit barn, flugten fra hjemmet, uvisheden, afvisningen og døden. Hun ved, hvad det er at stå tilbage, når et menneske, man elsker, bliver taget bort. Hendes smerter fører ikke opmærksomheden væk fra Kristus, men hen til hans kors. Hun står ved siden af mennesket foran den korsfæstede og lærer os ikke at vende blikket bort.

Kærligheden forlader ikke

Ikke alle kors kan fjernes. Ikke alle sår kan forklares, og ikke enhver sorg bliver lettere, fordi andre forsøger at finde de rette ord. Nogle gange viser kærligheden sig ganske enkelt ved ikke at gå sin vej.

På mindedagen for Den salige Jomfru Marias smerter ser Kirken ikke kun på en sørgende mor. Den ser et menneske, hvis trofasthed bestod prøven ved korset. Maria viser, at tro ikke altid er at forstå, hvad Gud gør. Tro kan også være at holde fast ved ham, mens hjertet gennemtrænges af sværdet, og vente på det lys, man endnu ikke kan se.

-karn