Kaldet til at være sammen med Ham

Jesu udvælgelse af de tolv apostle handler om mere end lederskab og organisation. Den afslører Kirkens inderste væsen som et fællesskab, der fødes i bøn, formes i mødet med Kristus og sendes ud til verden.

Før apostlene blev sendt ud for at prædike, helbrede og grundlægge Kirken, blev de kaldet til at være sammen med Jesus. Evangeliernes fortælling om de tolv discipelers kaldelse viser, at kristendommen ikke begynder med en idé eller et program, men med et personligt møde med Kristus. Derfor rummer discipelkredsen stadig et afgørende budskab til Kirken og de troende i dag.

Kaldet fødes i bøn

I alle evangelierne indtager de tolv apostle en særlig plads. De optræder ved Jesu side gennem hele Hans offentlige virke, og efter opstandelsen bliver de bærere af det budskab, som skal forandre verden. Men de tolv er langt mere end en gruppe nærmeste medarbejdere omkring en religiøs leder. De er et tegn, som peger ind i selve Guds frelsesplan.

Når Jesus udvælger tolv disciple, er tallet ikke tilfældigt. Det leder tanken tilbage til Israels tolv stammer. I århundreder havde Guds folk levet med løftet om, at Herren engang ville samle sit folk på ny. Ved at kalde tolv apostle viser Jesus, at denne genoprettelse nu begynder i Ham. Han samler et nyt Gudsfolk omkring sig, ikke bygget på afstamning eller politisk magt, men på troen på Ham.

Evangelisten Lukas lader os samtidig se noget afgørende ved denne udvælgelse. Før Jesus kalder de tolv, går Han op på bjerget for at bede og tilbringer natten i samtale med Faderen. Apostelkredsen opstår således ikke som resultat af menneskelige overvejelser eller organisatoriske behov. Den fødes i bøn. Kaldelsen udspringer af Sønnens fællesskab med Faderen. Derfor kan ingen gøre sig selv til discipel. Ingen kan gøre krav på et kald. I evangeliet er det altid Kristus, der kalder. Markus udtrykker det enkelt og stærkt: Jesus kaldte dem til sig, som Han selv ville. Discipelskabet begynder ikke med menneskets valg af Gud, men med Guds valg af mennesket.

Først fællesskab – derefter udsendelse

Det mest bemærkelsesværdige ved Jesu udvælgelse er imidlertid ikke, hvem Han sender ud, men hvorfor Han gør det. Markus fortæller, at Han udvalgte de tolv »for at de skulle være sammen med Ham, og for at Han kunne sende dem ud«. Rækkefølgen er vigtig. Før udsendelsen kommer fællesskabet. Før missionen kommer nærværet. Før opgaven kommer relationen.

I en tid, hvor kristendom ofte reduceres til aktivitet, organisation eller samfundsengagement, er dette en vigtig påmindelse. Apostlene bliver ikke først og fremmest sendt ud for at udføre et arbejde. De bliver kaldet til at leve i fællesskab med Kristus. Deres myndighed udspringer af dette fællesskab. De kan kun vidne om Ham, fordi de har levet sammen med Ham. Kristendommen begynder derfor ikke med en idé, men med et møde. Den begynder ikke med et program, men med en person.

Et fællesskab af forskellige mennesker

Samtidig er de tolv alt andet end en ensartet gruppe. Blandt dem finder vi fiskere fra Galilæa, en tolder med forbindelser til den romerske administration og mænd med stærke nationale og religiøse overbevisninger. Nogle havde sandsynligvis sympatier for den zelotiske modstandsbevægelse, mens andre stod langt fra sådanne tanker. Menneskeligt set var det en usandsynlig sammensætning.

Netop derfor bliver discipelkredsen et billede på Kirken. Det, som holder dem sammen, er ikke fælles baggrund, politiske holdninger eller sociale interesser. Det er Kristus. Kirken opstår ikke, fordi mennesker er enige om alt. Den opstår, fordi mennesker samles omkring Ham. Den kristne enhed er derfor ikke først og fremmest et resultat af menneskelig indsats, men af Kristi nærvær.

Guds Rige og menneskets frihed

Da Jesus sender apostlene ud, giver Han dem myndighed til at prædike, helbrede og uddrive dæmoner. For moderne mennesker kan disse opgaver synes meget forskellige, men i evangelierne hører de sammen. Forkyndelsen af Guds Rige er ikke blot undervisning. Den er et opgør med de kræfter, der binder mennesket og gør det ufrit. Derfor ledsages evangeliet af helbredelse og befrielse.

Det er karakteristisk, at de første kristne oplevede mødet med Kristus som en frigørelse. Troen på den ene Gud befriede dem fra frygten for de mange magter, som syntes at herske over verden. Kristendommen blev ikke først og fremmest oplevet som en ny filosofi, men som en befrielse. Når mennesket tilhører Gud, mister alt andet sin ultimative magt. Evangeliet bringer derfor ikke blot ny viden, men et nyt håb og en ny frihed.

En familie for alle folk

Lukas føjer endnu en vigtig dimension til fortællingen. Han er evangelisten, der med særlig styrke fremhæver kvinderne omkring Jesus. Han fortæller, at kvinder fulgte Ham, støttede missionen og var en del af den kreds, der omgav Ham. Samtidig er han evangelisten for de fattige, de udstødte og dem, der står udenfor samfundets centrum.

Hos Lukas bliver det tydeligt, at den nye familie, som Jesus samler omkring sig, er større end de tolv. Den rummer mænd og kvinder, fattige og rige, jøder og hedninger. Derfor fortæller han også om udsendelsen af de halvfjerds disciple. Hvis de tolv peger på Israels stammer, peger de halvfjerds på folkeslagene. Evangeliet er fra begyndelsen bestemt for hele verden.

Discipelkredsen bliver dermed et billede på Kirkens kald gennem alle tider. Kirken er født af bøn. Den samles omkring Kristus. Den består af forskellige mennesker, som forenes af troen på Ham. Og den sendes ud for at bringe evangeliet videre til verden. Midt i en tid præget af uro, polarisering og søgen efter identitet står Jesu ord stadig som en udfordring: Før vi kan sendes ud, må vi være sammen med Ham. Før vi kan tale om Kristus, må vi lære Ham at kende. Det var de tolv apostlenes vej. Det er fortsat Kirkens vej.

-karn