Den hellige Ignatius af Antiokia – tro, autoritet og martyrium

I de første århundreder voksede kristendommen frem under pres og forfølgelse. Midt i denne virkelighed træder biskoppen Ignatius af Antiokia frem som et vidne om troens indre styrke, Kirkens synlige enhed og villigheden til at give sit liv for Kristus.

Denne Ignatius må ikke forveksles med Ignatius af Loyola (1491–1556), som grundlagde jesuiterordenen og er kendt for sine Åndelige Øvelser. Ignatius af Antiokia tilhører derimod oldkirken og regnes blandt de apostolske fædre.

En kirke under pres

Skønt de kristne lige fra begyndelsen blev hadet og forfulgt for deres tros skyld, først af jøderne, siden af de romerske kejsere, udbredtes kristendommen ikke desto mindre med en sådan hast, at der allerede ved begyndelsen af det andet århundrede fandtes kristne over hele Romerriget.

I løbet af de første 250 år af Kirkens historie var der ti store kristenforfølgelser; men der var også perioder af fredeligere tider, hvor de kristne ikke behøvede at frygte nogen fare. Det kunne skyldes almindelig religiøs ligegyldighed hos magthaverne, eller at de havde vigtigere ting at tage sig af. Dog var de kristnes stilling meget utryg, deres religion var forbudt, og det blev nærmest betragtet som landsforræderi at tilhøre den.

Romerne selv var ikke særlig religiøse, staten sørgede for, at dens guder fik den dyrkelse, der skyldtes dem, så man kunne være sikker på, at de beskyttede riget. Derfor måtte alle folkeslag i hvert fald ære gudinden Roma og den guddommelige kejser; og så kunne de i øvrigt dyrke hvilke guder, de ville. Kun jødefolket var fritaget fra den romerske statsreligion.

De kristne kunne naturligvis heller ikke gå med til at dyrke afguder, og derfor blev de betragtet som statens fjender. Når alvorlige ulykker ramte staten, mente hedningerne derfor, at det var gudernes straf, fordi de kristne ikke ville ære dem. Kejseren, der var rigets ypperstepræst, var vant til at gribe ind i religiøse spørgsmål, medens de kristne lærte, at dette kun tilkom Gud og hans Kirke. Når så dertil kom, at hedningerne ikke kunne undgå at mærke, at kristendommen i sig selv var en dom over deres hovmod og umoralske liv, er det let at se, at de kristne måtte blive forhadte.

Mest udsatte for forfølgelser var Kirkens ledere, biskopper og præster. De fleste af paverne på den tid endte deres liv som martyrer. Men også almindelige kristne kunne komme i vanskeligheder på grund af deres tro og i mange tilfælde endda komme til at give deres liv for den. Men netop de kristnes stærke tro og store mod i de svære tider vakte hedningernes beundring og drog mange af de bedste over til kristendommen.

Biskoppen af Antiokia

Den hellige Ignatius, en af apostlenes disciple, blev biskop af Antiokia, hvor han var den tredje, der beklædte dette embede. Da kejser Trajan indførte dødsstraf for de kristne, der ikke ville afsværge deres tro, gjorde Ignatius sit yderste for at beskytte sit folk.

En legende fortæller, at Ignatius gik op for at tale med kejseren, der var på besøg i byen. Da Ignatius stod foran kejseren, spurgte Trajan ham: »Hvem er Theoforus?« Det var et tilnavn, som Ignatius havde fået, og som han holdt meget af. Derfor svarede han: »Det betyder den, som bærer Kristus i sit hjerte.« Hånligt spurgte kejseren: »Bærer du ham i dig, som blev korsfæstet?« Da svarede Ignatius: »Ja, sandelig, for der står skrevet: »Jeg vil bo i dem og vandre med dem.«« Dette svar viser tydeligt de første kristnes tro på det guddommelige nådeliv i sjælen. Men Trajan befalede, at Ignatius skulle føres til Rom og henrettes.

Martyriet i Rom

På den lange rejse til Rom måtte Ignatius gennemgå mange lidelser; men overalt, hvor fangetransporten gjorde ophold i byerne, modtog de kristne martyren med den dybeste ærefrygt. Da de endelig ankom til Rom, behøvede Ignatius ikke at vente længe på sit martyrium.

Store menneskemasser strømmede til amfiteatret for at overvære henrettelsen som en offentlig forlystelse; for romerne kunne aldrig blive trætte af at nyde synet af de kristne »landsforrædere« og »gudløse«, der blev kastet for de vilde dyr; og det var ikke ualmindeligt at høre råbet i gaderne: »Kast de kristne for løverne.«

I et brev til de kristne i Rom havde Ignatius kort tid i forvejen sammenlignet sig selv »med et Guds hvedekorn, der skulle knuses mellem rovdyrernes tænder.« Han havde kun en bekymring: »Jeg håber, løverne er rede. Jeg vil klappe dem, så de øjeblikkelig fortærer mig og ikke skåner mig, som de har gjort med nogle kristne, som de ikke turde røre.«

Den hellige biskop fik sit ønske opfyldt; straks, da han kom ind på arenaen, kastede de vilde dyr sig over ham og dræbte ham. Af hans lig blev der kun nogle få knogler tilbage, som de kristne samlede op i et klæde og sendte til Antiokia, hvor de blev opbevaret som en kostbar skat.

De apostoliske fædre

Således kalder man Kirkens første store lærere, som uddybede og forklarede apostlenes lære for de kristne, der til gengæld betragtede dem som deres åndelige fædre. Justinus og Ignatius er to af de berømteste. Justinus skrev en bog til forsvar for kristendommen og sendte den til kejser Markus Aurelius; men kejseren lod ham dømme til døden.

Ignatius’ breve

Af Ignatius er der bevaret syv breve, som han sendte til de kristne menigheder i de byer, han skulle igennem på sin rejse til Rom. Ignatius var selv blevet undervist i Kristi lære af apostlene, derfor er hans breve så værdifulde vidnesbyrd om den kristne tro i de første to århundreder, og vi finder her i grove træk størsteparten af den katolske lære.

Ignatius lærer, at Kirken er oprettet af Gud som et synligt samfund; at de, der skiller sig fra Kirken, skiller sig fra Gud. Han forklarer, at Kirken er til for sjælenes frelse, og at Kirken er een, hellig, katolsk og ufejlbar. Han er en af de første, der anvender ordet »eukaristi« for Alterets sakramente. Det er også ham, der bruger ordet »katolsk« (almindelig) om hele Kirken.

Biskoppernes myndighed

I flere af sine breve forklarer Ignatius Kirkens lære om biskoppernes myndighed. De første biskopper var apostlene, som Kristus havde givet myndighed til at undervise, helliggøre og styre Kirkens medlemmer. Men denne magt skulle ikke ophøre ved apostlenes død, den skulle gå videre til deres efterfølgere.

Det var derfor ikke noget nyt, men blot apostlenes lære, som Ignatius forklarede, da han skrev: »Alle må være fuldstændig enige med deres biskop. Hvor biskoppen er, må folket være, ligesom vi finder den katolske Kirke, hvor Jesus er.« »Hav ærefrygt for biskoppen, for han er Guds billede.« Ignatius bekræfter også i sine breve, at biskoppen af Rom er Kirkens synlige overhoved og apostlen Peters efterfølger.

Kilde;
Store skikkelser i den katolske kirkes historie
Sankt Ansgars Forlag
København 1956