Gud bliver menneske – ikke i Betlehem, men i Nazaret

Sammendrag

Herrens bebudelse den 25. marts markerer ikke blot en begivenhed i Marias liv, men selve begyndelsen på frelsen. Det er her, i Nazaret, at Gud bliver menneske – ikke først i Betlehem ved fødslen, men i undfangelsen. Festen understreger, at menneskelivet begynder ved undfangelsen, og at Guds frelsesværk udfolder sig gennem Marias frie ja.

Samtidig peger den på kirkens og den enkeltes kald: at lade Kristus blive til og vokse i os ved Helligånden. Gud tager altid initiativet, men venter på menneskets svar. Derfor bliver Mariæ bebudelse ikke kun en historisk begivenhed, men en virkelighed, der gentager sig hver dag, hvor et menneske siger ja til Gud.

Pater Stephen Holm skriver:

I DEN NU OVERSTÅEDE WEEKEND fejrede vore medkristne i folkekirken Maria Bebudelsesdag. Det gør de altid den 5. søndag i fasten. I den romerske kalender ligger festen fast på den 25. marts, altså på onsdag – nøjagtig ni måneder før juledag den 25. december. De er meget præcise i dén familie.

Det er en meget vigtig fest, og det er den montfortanske ordensfamilies hovedfest. Hvorfor er festen vigtig? Først og fremmest fordi den fortæller os, at frelsen er begyndt med Maria. Fordi den fortæller os, at vort menneskeliv begynder ved undfangelsen og ikke, når man bli’r født. Når man bli’r født, er man 9 måneder gammel.

Den 24. december var Jesus levende inde i sin moder. Den 25. var han det udenfor. Forandringen var såmænd ikke så stor. Den 24. marts derimod var Jesus – den anden guddommelige person i Treenigheden – endnu i sin guddommelige himmel. Den 25. marts forlod han sin himmel, steg ned til jorden og blev et svagt lille menneskefoster i jomfru Marias liv. Sikke en omvæltning!

Jesus turde godt stige ned fra sin himmel, for på den tid var man som foster ikke i livsfare i sin egen moders liv de første tre måneder af ens tilværelse. Dengang slog vordende mødre ikke deres egne børn ihjel. Tværtimod: Maria bød ham af hele sit hjerte velkommen: “Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig som du vil,” sagde hun til Gud – til trods for, at det hele var uoverskueligt for hende og hendes nærmeste. Og Jesus blev til i hende og voksede i hende.

I vores dåb tog Jesus ved Helligånden også bolig i os. Han ønsker at vokse så meget i os, at vi mere og mere med Paulus kan sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” Lad os bede Gud tage alt dét væk fra os, som hindrer, at Jesus kan vokse i os.

Når vi fejrer Mariæ bebudelse, fejrer vi, at Herrens engel bragte Maria det glade budskab, og at hun undfangede ved Helligånden; at Maria svarede: “Se, jeg er Herrens tjenerinde! Det ske mig efter dit ord!”; og at Ordet er blevet kød og har taget bolig iblandt os. Ordet er blevet kød – Gud er blevet menneske.

Når vi fejrer dette mysterium ni måneder før jul, understreger vi, at begyndelsen ikke blev gjort i Betlehem, men i Nazaret. Ikke fødselsøjeblikket er det interessante, men konceptionsøjeblikket. Hér sker miraklet! Her er øjeblikket, hvor dét, der ikke var, nu er! Selvom det mere og mere i vores afkristnede samfund snart også er noget af et mirakel, hvis man får lov til at blive født!

Herrens engel bragte Maria det glade budskab: Gud tog initiativet. Mennesket Maria hengav sig totalt til Gud og lod alt ske, som han ville. Således blev Gud menneske. Og kun således ville han blive menneske på vor jord: gennem menneskets uforbeholdne hengivelse til ham. Marias bebudelse er altså også festen for, hvor højt Gud sætter mennesket – at han ville være én af os og gøre denne proces afhængig af os, idet han overlader det til os at være frivillige medarbejdere på hans mennesketilblivelse.

Nu er der så bare det ved det, at Gud ikke bare dengang, men siden dengang altid vil blive menneske. For kirkens kald er jo det samme som Marias: at undfange og virkeliggøre Kristus. Er vi som kirke ikke lemmer på Kristi legeme? Er vi ikke grenene på vintræet? Modtager vi ikke den hellige kommunion for at blive, hvad vi spiser?

Gud blev menneske i Kristus – det siger trosbekendelsen klart – ved Helligånden gennem jomfru Maria. Og det laves der ikke om på, for Gud er evigt den samme. Altså også i dag bli’r Kristus kun menneske gennem undfangelse ved Helligånden og fødsel af jomfru Maria. Hun, som har undfanget og dannet Kristus i sig, må nødvendigvis undfange og danne også hans lemmer, kirkelegemet, os. Maria er kirkens moder.

Den hellige Montfort udtrykker sig således: “Helligånden er ikke frugtbar i Gud selv, men han er blevet frugtbar i Maria. Med hende og i hende har han dannet sit mesterværk: Gud-mennesket Jesus Kristus. Med og i hende danner han dagligt, indtil tidernes ende, Jesu Kristi legeme, de udvalgte, de kristne. Jo mere Helligånden derfor finder Maria i et menneske, desto mere kan han danne Kristus i dette menneske!”

Da vi altså som kristne har som kald at være Kristus hér og nu, og netop har indset, at Kristus undfanges og bringes ind i verden ved jomfru Maria – gennem hendes totale hengivelse – så må det ha’ følgende konsekvens for os: at vi forener os med Maria i hendes totale hengivelse til Gud, for at Kristus ved Helligånden kan undfanges og vokse i os.

I ser sikkert, at dette er langt mere og noget ganske andet end at holde Maria frem som eksempel. Maria er ikke kun et mønstereksempel på fuldkommen hengivelse til Gud. Hun er langt mere end forbillede, al den stund at Gud netop gennem hende har åbenbaret, hvad der er muligt, når hans kærlighed falder på et menneske, der uden forbehold tør hengive sig til den.

Derfor: Hver gang et menneske hengiver sig til Gud, siger ja til troen på ham og på hans Kristus, da aktualiseres Marias ja, da bli’r det virksomt her og nu – også hvis den enkelte slet ikke er sig dette forhold bevidst.

Marias bebudelsesdag er dét altså i virkeligheden hver dag. Tre gange daglig ringer kirkeklokkerne fra alle vore kirketårne for at minde os om det. Ved de tre første bedeslag: at Gud altid ta’r initiativet. Men at selv et guddommeligt initiativ falder til jorden, hvis menneskelig respons mangler.

Derfor skal vi – ved og med og i Maria – åbne os for Guds initiativ og sige: “Se, jeg er Herrens tjenerinde m/k, det ske mig efter dit ord.” Det minder de næste tre bedeslag os om.

Når de sidste tre bedeslag lyder, betragter vi frugten af det vidunderlige samarbejde mellem Gud og menneske: at Guds Ordet, som blev kød og tog bolig iblandt os, begynder at vokse i hver enkelt af os, for at ligedanne os med Kristus.

På et tidspunkt lancerede Brugsen en reklame for sin cirkelkaffe, hvor devisen lød: “Der skal to til en god kop kaffe! De, frue, og deres købmand!”

I dag på Mariæ bebudelsesdag lærer vi: Der skal to til, for at Jesus kan blive virkelighed i os her og nu, nemlig Helligånden … og jomfru Maria.

Maria er således ikke “bare” et hyggeligt supplement. Hun er, som den katolske kirke altid har vidst det, en forudsættende nødvendighed.

p. Stephen Holm SMMass