Hvem former Den katolske Kirke i Danmark?

Andet Vatikankoncil kaldte Kirken Guds folk. I Danmark består dette folk af katolikker med rødder i mange lande.

Den katolske Kirke i Danmark er vokset betydeligt, blandt andet gennem indvandring. Det har givet menighederne liv og nye kræfter. Samtidig stiller det et spørgsmål, som ikke kan besvares med en festtale om mangfoldighed: Hvordan skaber vi et fælles kirkeliv, hvor alle hører til og tager ansvar for helheden?

Kirken har forandret sig

Bispedømmet oplyser, at der i december 2024 var omkring 58.000 katolikker i Danmark. Mange er kommet hertil fra andre lande med en tro og et kirkeliv, de allerede kendte. De har taget del i menighederne, undervist børn, sunget, organiseret og holdt fællesskaber i gang. Andre er født her som børn eller børnebørn af indvandrere. De er ikke gæster i en dansk kirke. Det er også deres kirke.

I Lumen gentium beskriver Andet Vatikankoncil Kirken som Guds folk. Alle døbte hører til og har del i dens mission, selv om de har forskellige opgaver. Det er mere end en venlig måde at tale om fællesskab på. Det betyder, at lægfolks erfaringer skal tages alvorligt, når Kirken beslutter, hvordan den vil leve og arbejde. I Danmark gælder det mennesker med forskellige modersmål, forskellige veje ind i menigheden og forskellige forestillinger om, hvad der føles hjemligt i en kirke.

Åsebakken er en fælles valfart

Ved årets valfart til Åsebakken var det filippinske engagement meget synligt, både under valfarten gennem Rude Skov, ved boderne og på podiet. Det vidner om mennesker, der ville dagen og lagde arbejde i den. Bispedømmet omtalte også det filippinske Santacruzan-optog som en del af fejringen. Den indsats fortjener anerkendelse.

Samtidig er valfarten til Åsebakken en fælles begivenhed for menighederne i Østdanmark. Den har sin egen historie, der går tilbage til 1949, og sit eget centrum i valfarten, bønnen og messen. Når dagens øvrige aktiviteter planlægges, bør man spørge, om også denne historie og dette fælles formål er tydelige for dem, der deltager. Det er arrangørernes ansvar at tænke på hele dagen. Spørgsmålet er ikke, om en engageret gruppe skal fylde mindre, men hvordan flere grupper kan være med til at bære det fælles.

Plads til hinanden og ansvar for det fælles

En menighed bliver ikke samlet alene ved, at mennesker med forskellige baggrunde sidder ved siden af hinanden til messe. De skal også lære hinanden at kende og få mulighed for at præge det, de er fælles om. Der skal være plads til bøn og kirkelige skikke, som mennesker har bragt med sig. Der skal også være vilje til at lære de traditioner at kende, som er vokset frem i Den katolske Kirke i Danmark. Ingen af delene sker af sig selv.

Det kræver noget af alle. De, der længe har kendt et sogn eller en valfart, må invitere andre ind i både arbejdet og beslutningerne. De, der kommer med stærke egne fællesskaber, må også være med til at bygge det, som rækker ud over deres gruppe. Og præster og arrangører må sørge for, at invitationen bliver reel: Hvem bliver spurgt, når programmet lægges? Hvem får ansvar? Hvem opdager, hvis nogen bliver stående udenfor?

Andet Vatikankoncils ord om Guds folk kan prøves på netop sådanne spørgsmål. Den katolske Kirke i Danmark er blevet større og mere sammensat. Nu skal dens fælles liv bygges med samme omtanke, som mennesker lægger i deres egne fællesskaber. Åsebakken er et godt sted at begynde.

-karn