Klosterløfter kan ikke aflægges nogle dage om måneden. Alligevel kan klosterets bøn, rytme og stilhed få en fast plads i et liv, der fortsat leves uden for murene.

At træde ind i et kloster er et valg af livsform og fællesskab. Man træder ikke ind og ud af dette kald efter kalenderen. Gennem århundreder har klostrene samtidig været omgivet af mennesker, som ikke selv tilhørte en orden, men som søgte ind i deres bøn og spiritualitet. Nogle kom som gæster, andre knyttede sig gennem mange år til et bestemt kloster. Den mulighed findes stadig og rejser et interessant spørgsmål: Hvor meget af klosterlivet kan et menneske tage med sig uden selv at blive munk eller nonne?

Et klosterophold gør ingen til munk eller nonne

Udtrykket deltidsmunk – eller deltidsnonne – er let at forstå. Man forestiller sig et menneske, der lever sit almindelige liv med familie, arbejde, venner og forpligtelser og nogle gange om året tager nogle dage eller en uge i kloster. Her står man op sammen med kommuniteten, deltager i tidebønnerne og messen, spiser på bestemte tidspunkter, arbejder eller læser og accepterer stilheden som en del af dagen. Telefonen kan blive liggende på værelset. Nyhedsstrømmen forsvinder. Efter nogle dage pakker man tasken og tager hjem igen.

Man bliver selvfølgelig ikke munk eller nonne af at leve sådan nogle dage om året. Klosterlivet består heller ikke blot i at opholde sig bag klostermure. Den, der træder ind i en orden, binder sit liv til et kald, et fællesskab og en regel eller konstitution. I den benediktinske tradition knytter man sig til et konkret kloster og lever under en abbed eller abbedisse. Andre ordener har andre regler og traditioner, men ordenslivet er i alle tilfælde selve livsformen. Der afgives løfter, som gæsten ikke har afgivet, og man forpligter sig på et fællesskab på en helt anden måde end den, der kommer på besøg.

Deltidsmunken og deltidsnonnen findes derfor ikke i egentlig kirkelig forstand. Man kan ikke være ordensmenneske fra mandag til onsdag og lægmand resten af ugen. Alligevel peger udtrykket på noget, Kirken har kendt længe: mennesker, der lever ude i verden og søger en vedvarende forbindelse til klosterets liv.

Gæsten ved klosterets dør

Klosteret har aldrig kun været for dem, der bor der. Gæstfriheden hører til den gamle klostertradition, og i Benedikts Regel får den en meget konkret betydning. Gæsten skal modtages med respekt, og Benedikt forbinder modtagelsen af den fremmede med modtagelsen af Kristus selv. Klosterets mur markerer en grænse, men der er en port i muren. Der har altid været mennesker på begge sider af den.

Gæsten bliver ikke medlem af kommuniteten. De mennesker, der har afgivet løfter og viet deres liv til klosteret, har et fællesskab, som gæsten ikke træder ind i på samme måde. Det ændrer ikke ved, at mennesker gennem århundreder er kommet til klostrene for at bede, søge vejledning, læse, arbejde eller være stille. Nogle kom en enkelt gang. Andre vendte tilbage gennem et helt liv.

Her opstår en forbindelse, som er vanskelig at sætte en præcis betegnelse på. Man er fortsat gæst, men stedet bliver efterhånden kendt. Man kender kirken, døgnrytmen og lyden af klokken. Man ved, hvor man skal sidde, hvornår man skal rejse sig, og hvornår der er stille. Man behøver ikke længere undersøge programmet for at forstå dagen.

Det er noget andet end at tage på retræte et nyt sted hvert år. Den tilbagevendende gæst søger ikke nødvendigvis en ny oplevelse. Værdien kan ligge i, at meget er det samme. Den samme kirke. De samme salmer. Den samme rytme. Nogle af de samme mennesker. Årene går, og også klosteret forandrer sig. Ældre medlemmer af kommuniteten forsvinder, nye kommer til, mens bønnen fortsætter. Man er stadig gæst, men ikke længere helt fremmed.

Benedikts Regel uden for klostermuren

Den benediktinske tradition har gennem århundreder haft en særlig form for tilknytning for mennesker, som lever uden for klosteret. De kaldes oblater. En benediktineroblat er hverken munk eller nonne og aflægger ikke de samme løfter som klosterets medlemmer. En oblat kan være gift, have børn, arbejde og leve et almindeligt familieliv. Alligevel knytter vedkommende sig til et bestemt benediktinsk kloster og søger at lade Benedikts Regel få betydning for livet hjemme.

En familiebolig skal selvfølgelig ikke indrettes som et miniaturekloster. Benedikts Regel er skrevet til et klosterfællesskab og kan ikke uden videre kopieres ind i et andet liv. Dens syn på bøn, arbejde, mådehold, lydhørhed, gæstfrihed og orden kan derimod følge med ud gennem klosterporten. Den faste bøn om morgenen eller aftenen kan få større vægt. Arbejdet kan ses som andet end noget, der skal overstås. Måltidet kan få sin egen ro. Stilheden kan få en plads i et hjem, hvor telefon, computer, radio og fjernsyn ellers står parat til at fylde den.

Her bliver forbindelsen mellem kloster og hverdag tydelig. Klosteret er et sted, man tager hen, men også et sted, man vender tilbage fra. Det, man møder dér, må på en eller anden måde kunne leve videre på den anden side af porten.

Karmel og den indre stilhed

Den karmelitiske tradition lægger vægten et andet sted. Hos Karmel står den indre bøn, stilheden og menneskets forhold til Gud stærkt. Teresa af Ávila og Johannes af Korset hører til traditionens store skikkelser, og deres skrifter har i århundreder været læst af mennesker, som aldrig har levet i et karmeliterkloster. Meget af det, Karmel beskæftiger sig med, foregår i menneskets indre og kan derfor ikke afgrænses af klostermuren.

Det giver også klosterets stilhed en særlig betydning. Hvis man alene søger fraværet af støj, findes der mange andre steder at tage hen. Et sommerhus uden internet kan være meget stille. En vandretur kan give flere timer uden et andet menneske. Klosterets stilhed hænger sammen med bønnen, Skriften, messen og opmærksomheden på Gud. Derfor er den heller ikke altid behagelig. Den ydre stilhed kan gøre den indre støj tydeligere. Minder, bekymringer, irritationer og gamle samtaler forsvinder ikke, fordi klosterporten lukker bag én. Telefonen kan slukkes med en knap. Tankerne har ingen tilsvarende kontakt.

Et klosterophold behøver derfor ikke være afslappende. Stilheden kan kræve noget. Man kan ikke hele tiden skifte kanal, åbne en hjemmeside eller tage telefonen frem. Der bliver længere mellem afledningerne. Klosteret fylder ikke straks tomrummet ud med aktiviteter. Det fastholder bønnen og døgnets rytme og lader stilheden være, hvor den er.

Klokken bestemmer

For en gæst kan noget af det mest fremmede ved klosterlivet være noget ganske enkelt: Klokken ringer, og man standser det, man er i gang med. Det er tid til bøn. Bogen lægges fra sig. Arbejdet afbrydes. Man går til kirken.

I et almindeligt hverdagsliv bliver bønnen let placeret omkring alt det andet. Arbejdet skal passes, telefonen ringer, indkøbene skal klares, familien har sine behov, og nyhederne kræver opmærksomhed. Bønnen får den tid, der kan findes mellem de øvrige gøremål. Klosterets døgn har en anden orden. Bønnen ligger fast, og arbejdet finder sin plads omkring den. Laudes åbner morgenen. Andre tidebønner bryder dagen. Vesper markerer aftenen, completorium fører ind i natten, og messen har sin plads i døgnets orden.

Det stærkeste indtryk behøver ikke komme af, at der bliver bedt meget. Det kan lige så godt være selve afbrydelsen. Jeg var ikke færdig med det, jeg lavede, men klokken ringede. Jeg ville gerne læse videre, men det var tid til bøn. Dagen er ikke udelukkende min egen.

Den erfaring er vanskeligere at tage med hjem, for hjemmets telefon ringer ikke til vesper. Ingen prior, abbed eller abbedisse venter, hvis morgenbønnen springes over. Ingen klokke fortæller, at computeren skal lukkes, fordi det er tid til at bede. Uden for klosteret skal rytmen vælges igen hver dag.

Den tilbagevendende gæst

Et enkelt ophold kan gøre stort indtryk. Man rejser hjem med gode beslutninger. Morgenbønnen skal have mere tid. Telefonen skal ikke ligge på natbordet. Der skal være mere stilhed. Så kommer hverdagen. Kalenderen fyldes, telefonen vender tilbage til sin gamle plads, og efter nogle uger er meget, som det var før.

Det fortæller noget om styrken i vores vaner og samtidig noget om værdien af at vende tilbage. Ikke for at få endnu en stærk oplevelse, men for igen at træde ind i den samme rytme. Et kloster, man besøger gennem mange år, kan blive et fast punkt i et menneskes åndelige liv. Tre dage eller en uge ad gangen kan synes af lidt, men gentagelsen betyder noget. Klokken ringer stadig. Salmerne ligger der stadig. Kirken er den samme. Man opdager samtidig, at man selv er blevet ældre siden sidste besøg.

Der kan ligge noget værdifuldt i at have et sted, hvor man ikke skal underholdes, præstere eller finde på noget nyt. Man kommer ikke for at få klosteret til at passe til ens egne ønsker. Man træder ind i noget, der allerede findes. Kommunitetens bøn begyndte før ens ankomst og fortsætter efter ens afrejse. Gæsten får lov til at træde ind i den et stykke tid og derefter gå ud gennem porten igen.

Det skal med hjem

Her viser forskellen sig mellem klosteropholdet som et afbræk og klosteret som en del af et åndeligt liv. Hvis stilheden kun findes i de dage, man bor i gæstehuset, bliver klosteret let et sted, hvor man med mellemrum søger ro fra sit almindelige liv. Det kan i sig selv være værdifuldt, men klosterets erfaring kan række ind i resten af året.

Noget skal med hjem. Det behøver ikke være hele kommunitetens tidebøn, og det vil ofte være både upraktisk og urimeligt at forsøge at kopiere klosterdøgnet ind i et familieliv. En fast morgenbøn kan derimod ændre dagens begyndelse. Vesper kan få en plads om aftenen. Skriften kan blive læst på et bestemt tidspunkt i stedet for kun, hvis der tilfældigvis bliver tid. Telefon og nyheder kan undværes en stund. Stilheden kan få lov til at eksistere uden straks at skulle fyldes.

At tage klosteret med hjem betyder ikke, at hjemmet skal efterligne klosteret. Erfaringen kan være langt enklere. Gennem århundreder har munke og nonner forsøgt at indrette deres dage, så bønnen ikke bestandig bliver det, der må vige. Noget af den erfaring kan også få plads i et almindeligt liv.

Man bliver ikke munk eller nonne på deltid

Munken og nonnen har et kald og en forpligtelse, som ikke kan måles i antallet af døgn bag en klostermur. Det bør heller ikke udvandes. Et menneske, der besøger et kloster fire gange om året, er stadig gæst. En oblat er stadig ikke munk eller nonne. Et medlem af en sekularorden lever et andet kald end den, der har afgivet ordensløfter.

Et menneske kan alligevel have en varig forbindelse til klosterlivet. Det kan ske som oblat, gennem en sekularorden, gennem regelmæssige retræter eller ganske enkelt ved gennem mange år at vende tilbage til det samme kloster og lade dets bøn og rytme få betydning for livet derhjemme.

Det interessante er i sidste ende ikke, hvor mange dage man opholder sig i et kloster.

Det interessante er, hvad der sker med de dage, hvor man ikke er der.

-karn