Hvorfor skriver vi på kroppen

Et essay om tatoveringer, identitet, skønhed og det moderne menneskes forhold til kroppen

Tatoveringer er blevet en naturlig del af gadebilledet. De ses blandt unge og ældre, håndværkere og akademikere, troende og ikke-troende. Udviklingen er sket så gradvist, at de færreste længere standser op ved den. Netop derfor er den værd at reflektere over. For tatoveringer fortæller ikke blot noget om dem, der bærer dem. De fortæller også noget om den tid, de er blevet til i.

For få årtier siden vakte tatoveringer opmærksomhed. De blev forbundet med sømænd, soldater, havnearbejdere og enkelte subkulturer. De bar ofte fortællingen om et levet liv, et særligt fællesskab eller en erfaring, der havde sat sig dybere end ord. I dag er billedet et helt andet. Tatoveringer ses blandt unge og ældre, håndværkere og akademikere, sygeplejersker, virksomhedsledere og pensionister. De er blevet en naturlig del af hverdagen.

Når et fænomen på få årtier bevæger sig fra samfundets udkant til dets centrum, siger det sjældent kun noget om de mennesker, der tager det til sig. Det fortæller også noget om den tid, de lever i. Tatoveringer er mere end kropsudsmykning. De er et vindue ind til en kultur, hvor synet på kroppen har forandret sig.

Fra særtegn til selvfortælling

Ingen udenforstående kan vide, hvorfor et bestemt menneske vælger en tatovering. Motiverne er lige så forskellige som mennesker selv. Den kan være et minde om et barn, en ægtefælle eller en forælder. Den kan markere en pilgrimsrejse, en overstået sygdom eller en livsbegivenhed, der har sat dybe spor. For andre er tatoveringen ganske enkelt et kunstnerisk udtryk. Alle disse begrundelser kan være oprigtige, men de forklarer ikke, hvorfor millioner af mennesker netop i vor tid vælger at udtrykke sig gennem kroppen.

Mennesket lever aldrig uafhængigt af sin samtid. Hver generation formes af de forestillinger om frihed, skønhed og identitet, som præger kulturen. De fleste lægger knap nok mærke til denne påvirkning, fordi den opleves som en selvfølgelig del af hverdagen. Først når man ser tilbage, bliver forandringen tydelig.

Vor tid adskiller sig fra tidligere epoker ved, at den enkelte i langt højere grad forventes selv at skabe sin identitet. Familie, tradition og lokalsamfund fortæller ikke længere hele historien om, hvem et menneske er. Identiteten bliver et personligt projekt, og kroppen bliver en del af denne fortælling. Den skal ikke alene være sund. Den skal også udtrykke noget. Derfor er det næppe tilfældigt, at tatoveringer, piercinger, kosmetiske behandlinger og intensiv fysisk træning er blevet så udbredte. Fænomenerne udspringer af forskellige motiver, men de peger alle mod en kultur, hvor kroppen i stigende grad betragtes som noget, der kan formes.

Kroppen som projekt

Udviklingen kalder også på en ny samtale om skønhed. I dag nøjes mange med at sige, at skønhed er et spørgsmål om personlig smag. Men mennesket har til alle tider forsøgt at tale om skønhed som noget mere end individuelle præferencer. Arkitektur, kunst og musik vurderes ikke alene efter den enkeltes smag. Der tales også om harmoni, balance og helhed. Den samme refleksion kan føres om kroppen. Ikke for at dømme mennesker, men for at overveje, om kroppen alene er et materiale, der kan formes efter menneskets ønsker, eller om den også rummer en værdi i sig selv.

Tatoveringer afspejler et interessant paradoks. De udføres med ønsket om varighed, men samtidig vokser en hel branche frem omkring fjernelse af tatoveringer. Selv det permanente viser sig undertiden at være midlertidigt. Mange nøjes heller ikke med én tatovering. Den første bliver begyndelsen på den næste, og kroppen udvikler sig gradvist til et samlet projekt. Der findes ingen medicinsk diagnose, som hedder tatoveringsafhængighed, og det ville være forkert at sygeliggøre millioner af mennesker. Men udviklingen minder om, hvor let ønsket om stadig nye forandringer kan blive en del af den måde, mennesker forholder sig til sig selv på.

Særligt omfattende tatoveringer på hals og ansigt vækker fortsat opsigt. Ikke nødvendigvis fordi de er stødende, men fordi ansigtet gennem hele menneskets historie har haft en særlig betydning. Det er gennem ansigtet, mennesker møder hinanden. Her aflæses tillid, glæde, sorg og usikkerhed. Derfor opleves ansigtstatoveringer anderledes end tatoveringer på ryggen eller armen. De ændrer ikke blot huden, men også det sted, hvor mennesket først træder frem for verden.

Kroppen som gave

Den kristne tradition begynder et andet sted. Den nærmer sig kroppen fra en anden vinkel end den moderne forestilling om kroppen som projekt. Bibelen beskriver mennesket som skabt i Guds billede. Kroppen er derfor ikke blot et redskab, som står til rådighed for den enkeltes ønsker. Den er en del af den person, Gud har skabt og elsker. Herfra udspringer den kristne forståelse af menneskets værdighed. Den afhænger ikke af udseende, styrke eller præstation, men af at ethvert menneske er villet af Gud.

Denne tanke giver ikke et enkelt svar på tatoveringer. Kristne har gennem historien tænkt forskelligt om kropsudsmykning, og essayets anliggende er heller ikke at fælde dom over mennesker med tatoveringer. Det afgørende ligger et andet sted. Kristendommen ser kroppen som en gave, før den ser den som et projekt. Den forståelse kalder først på eftertanke, taknemmelighed og respekt. Derefter kan mennesket overveje, hvad det ønsker at forandre.

Mere end blæk under huden

Tatoveringer er derfor ikke essayets egentlige emne. De er blot udgangspunktet for en større refleksion over mennesket og den tid, det lever i. Ethvert samfund præger sine mennesker, også når de oplever deres valg som helt personlige. Derfor fortæller tatoveringer ikke kun historien om dem, der bærer dem. De fortæller også historien om en kultur, hvor kroppen i stigende grad er blevet et sted, hvor mennesket søger at udtrykke sin identitet.

Men et menneskes historie skrives aldrig alene på huden. Den skrives gennem de valg, der træffes, de mennesker, der elskes, det ansvar, der bæres, og det håb, der holder livet sammen. Derfor er kroppen i kristen forstand aldrig blot et lærred. Den er en gave.

-karn