Sprogets fremmedhed som styrke

Teksten fra Læsningernes tidebøn bringes uden sproglig opdatering og uden moderne forbehold. Den taler med en klarhed, som kan virke fremmed i dag – men netop i denne fremmedhed ligger en styrke, vi risikerer at miste, når troens sprog gøres ufarligt og letfordøjeligt.

Den tekst, der følger her, er ikke moderniseret. Den er ikke tilpasset nutidens teologiske terminologi. Den er ikke gjort “mere tilgængelig”. Den står, som den står i Læsningernes tidebøn.

Det er et bevidst valg.

For vi lever i en tid, hvor religiøst sprog ofte udjævnes. Begreber mildnes. Skarpe udsagn pakkes ind. Selv det, der tidligere blev sagt med trosmæssig selvfølgelighed, ledsages nu af forklaringer og citationstegn.

Men den gamle tekst fra den hellige biskop og martyr Cyprian taler anderledes.

Den taler uden citationstegn om sandhed. Den taler uden forbehold om frelse. Den taler uden distance om Kristus som den, der lærer os at bede. Den argumenterer ikke akademisk, den problematiserer ikke sit eget ståsted, den relativiserer ikke sine udsagn. Den forkynder.

Sproget kan virke højtideligt. Tonen kan forekomme kategorisk. Perspektivet er klart kirkeligt og uden nutidens krav om sproglig neutralitet. Men netop derfor bærer teksten en tyngde. Den taler ud fra en selvfølgelig tro på, at ordene betyder noget – at sandhed ikke blot er en konstruktion, men en virkelighed, der kan siges og bekendes.

At bevare sprogets fremmedhed er ikke det samme som at idealisere fortiden. Det er at erkende, at der i det gamle kirkelige sprog findes en koncentration og en alvor, som let forsvinder, når alt skal gøres umiddelbart forståeligt og ufarligt. Der er en forskel på at formidle og at fortynde.

Derfor lader vi teksten stå.

Den læses bedst ikke blot som from litteratur, men som et vidnesbyrd fra Kirkens liturgiske bøn – en stemme fra en tid, hvor troens sprog endnu bar præg af kamp, klarhed og indre sammenhæng. Den kan udfordre os – ikke blot på indholdet, men på selve måden at tale om Gud på.

Teskten er fra tirsdag, 1. uge i fasten

-karn

Læsning af den hellige biskop og martyr Cyprians skrift om bønnen Fader Vor

Han, som gav os liv, lærte os også at bede

Kære brødre, budene i evangeliet er intet mindre end Guds lære. De er grundvolden, hvorpå vort håb hviler, vor tros fundament, næringen, som vore hjerter lever af, anvisninger for vor jordiske rejse, en beskyttelse til at opnå frelsen. De belærer her på jorden os, som er troende, og fører os til det himmelske rige. Gud befalede sine tjenere profeterne at sige mange ting til os, men hvor langt vigtigere er ikke det, som Guds Søn, Guds Ord, siger? Han som engang talte gennem profeterne og nu taler med sin egen røst. Gud befaler os ikke længere at berede vejen for én, der endnu ikke er kommet. I stedet kommer han selv og viser os vejen og åbner den for os. Før vandrede vi blinde og fortabte i dødens skygge, men nu oplyses vi af nådens lys. Med Herren som anfører og leder kan vi holde os på livets vej.

Blandt alle andre frelsebringende bud og guddommelige forskrifter, som han gav os til vor frelse, gav han os også en bestemt bøn og lærte os, hvorledes vor bøn skal være. Han, som gav os liv, lærte os også at bede, og han gjorde det med samme godhed, som han udviste i sine øvrige gaver. Når vi for Faderens åsyn beder den bøn, som hans Søn lærte os, bliver vi med sikkerhed hørt. Kristus havde allerede forudsagt, at den dag ville komme, hvor man skulle tilbede Faderen i ånd og sandhed. Han opfyldte, hvad han lovede os, så at vi er blevet helliggjort af ham i ånd og sandhed og nu kan tilbede ham i ånd og sandhed, således som han har lært os.

Hvilken bøn kan være mere åndelig end den bøn, Kristus gav os, han som sendte os Helligånden? Hvilken bøn kan være mere sand for Faderens åsyn, end den, Sønnen lærte os, han som er sandheden? At bede anderledes end han lærte os, det er ikke blot forkert, men en forseelse ifølge hans ord: »I forkaster Guds bud og erstatter det med jeres egen overlevering«. Og derfor, elskede brødre, lad os bede, som Herren vor Gud selv har lært os. Vor bøn er kendt og elsket af Gud, når vi beder til ham med hans egen bøn, og lader Kristi ord stige op til Faderen. Må Faderen genkende sin egen Søns ord, når vi beder! Han, som bor i vort indre, skal også være vor røst. Han er selv vor talsmand hos Faderen og beder for vore synder. Når vi beder Gud om tilgivelse for vore synder, lad os derfor bruge vor talsmands egne ord. Han sagde: »Hvad som helst I beder Faderen om i mit navn, vil han give jer«. Det følger da, at når vi beder i Kristi navn og bruger hans egne ord, så bliver vi også bønhørt.

Fader Vor, du som er i Himlen …