Kommunismen løsner grebet om Cuba

Private virksomheder får mere plads

Cuba har vedtaget 176 økonomiske og sociale reformer, som giver private virksomheder og udenlandske investorer større muligheder. Også turisterhvervet åbnes. Reformerne kan ændre det Cuba, som besøgende har kendt gennem årtier, men kommunistpartiet beholder den politiske magt.

Kort fortalt: I juni 2026 vedtog Cuba den største økonomiske reformpakke i mange år. Private virksomheder får lettere ved at handle, ansætte medarbejdere og arbejde inden for turismen, mens udenlandske investorer får adgang til flere områder. Reformerne er en erkendelse af, at staten ikke længere kan drive hele samfundet. Det store spørgsmål er, hvor meget frihed cubanerne faktisk får.

Et land, der stod stille

Cuba har gennem årtier været et land, man rejste til for at opleve noget, der næsten ikke fandtes andre steder. Gamle amerikanerbiler kørte forbi slidte kolonihuse, musikken lød fra åbne vinduer, og gaderne syntes at tilhøre en anden tid. For turisten kunne det være smukt og dragende. For cubaneren var den samme virkelighed ofte et resultat af fattigdom, mangel på reservedele og en økonomi, hvor næsten alt blev bestemt af staten.

Det gamle Cuba var både virkelighed og kulisse. Turisterne så bilerne, farverne, musikken og de falmede facader. Bag dette billede levede familier med lave lønninger, mangel på medicin, strømafbrydelser og begrænsede muligheder for at skabe deres egen tilværelse. Den åbne amerikanerbil kunne være en eksotisk oplevelse for den besøgende, men for dens ejer var den ofte det eneste redskab, familien havde til at tjene penge.

Nu kan dette Cuba begynde at forandre sig. Den 18. juni 2026 vedtog Nationalforsamlingen en pakke med 176 økonomiske og sociale reformer fordelt på 23 områder. De giver private virksomheder, udenlandske investorer og cubanere bosat i udlandet en større plads i økonomien. Reformerne er siden blevet konkretiseret og gradvist sat i gang. Cuba forsøger at redde sin økonomi ved at frigive nogle af de kræfter, som revolutionen gennem årtier har holdt nede.

Staten kan ikke længere klare det hele

Private virksomheder skal have lettere ved at importere og eksportere varer uden altid at gå gennem statslige mellemled. De får bedre muligheder for at ansætte medarbejdere, indgå aftaler og søge kapital. Der åbnes for mere privat aktivitet inden for blandt andet handel, transport, medicin, ældrepleje og energi. Udenlandske virksomheder skal kunne investere på områder, hvor staten hidtil har krævet en afgørende rolle, og cubanere i udlandet inviteres til at investere i det land, som så mange af dem har forladt.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling. Mange af de aktiviteter, regeringen nu fremhæver som nødvendige, har tidligere været forbudt eller stærkt begrænset. Privat handel, selvstændige virksomheder og udenlandsk kapital blev betragtet som trusler mod revolutionen. Nu skal de være med til at holde landet i gang. Efter 67 års kommunistisk styre har regeringen måttet erkende, at staten ikke kan eje, styre og finansiere hele samfundet.

Reformerne er dog ikke det samme som et opgør med socialismen. Præsident Miguel Díaz-Canel understreger, at sundhedsvæsen, videnskab, kultur og andre afgørende områder fortsat skal være under statslig kontrol. Medierne og den politiske magt forbliver også i kommunistpartiets hænder. Der åbnes for økonomisk aktivitet, men ikke for fri politisk konkurrence eller en fri offentlig debat.

Turismen bliver åbnet

Turisterhvervet står centralt i reformerne. Private virksomheder får mulighed for at drive rejsebureauer, og selvstændige cubanere kan arbejde som turistguider. Der åbnes samtidig for større udenlandsk ejerskab i nye turistprojekter. Hidtil har staten og selskaber med forbindelser til det cubanske militær kontrolleret en stor del af hotellerne, rejsebureauerne og den organiserede turisme.

Hvis reformerne virkelig gennemføres, kan de ændre måden, man rejser i Cuba på. Der kan komme flere private overnatningssteder, restauranter, transportvirksomheder, udflugter og rejsebureauer. Cubanske familier kan få bedre mulighed for at leve af deres arbejde uden at være fuldstændig afhængige af staten. Udenlandske investeringer kan føre til restaurerede bygninger, nye biler og et mere moderne turisterhverv. Dermed kan det gadebillede, som besøgende gennem mange år har forbundet med Cuba, langsomt forsvinde.

Det er ikke nødvendigvis et tab. Man skal være varsom med at sørge over, at den maleriske fattigdom forsvinder, når andre mennesker har været tvunget til at leve i den. Cubanerne holder ikke 70 år gamle biler kørende for at bevare en national romantik, men fordi nyere biler, brændstof og reservedele har været uden for rækkevidde. Et hus bliver heller ikke mere værdigt at bo i, fordi dets falmede facade tager sig godt ud på et fotografi.

Forandringen kommer på et tidspunkt, hvor Cubas turisterhverv befinder sig i en dyb krise. Strømafbrydelser, brændstofmangel, svigtende vandforsyning, mangel på varer og færre flyforbindelser har fået mange rejsende og udenlandske selskaber til at holde sig væk. Reformerne er ikke udtryk for, at den cubanske økonomi pludselig er blevet stærk. De er et forsøg på at hente kapital, initiativ og arbejdspladser ind i et land, som ikke længere kan fortsætte som hidtil.

Frihed med forbehold

Cuba har tidligere åbnet økonomien under alvorlige kriser og senere strammet grebet igen. Det skete efter Sovjetunionens sammenbrud, og det er sket i mindre omgange under både Raúl Castro og Miguel Díaz-Canel. De nye reformer skal derfor bedømmes på deres virkning, ikke på deres antal. Privat virksomhed kræver, at ejeren kan stole på loven, beholde frugten af sit arbejde og træffe beslutninger uden hele tiden at frygte, at staten ændrer reglerne.

Udenlandske virksomheder vil kun investere, hvis de kan stole på lovgivningen og være sikre på, at staten ikke pludselig ændrer vilkårene. Uden uafhængige domstole, stabile regler og beskyttelse mod politiske indgreb kan selv vidtgående reformer ende som løfter på papir. Kommunistpartiet ønsker investeringer og privat initiativ, men har endnu ikke vist, at det er villigt til at acceptere den uafhængighed, som følger med.

Styret åbner økonomien, fordi det er tvunget til det. Det betyder ikke, at reformerne er uden betydning. Muligheden for at skabe en virksomhed, ansætte andre og forsørge sin familie kan give mennesker større selvstændighed. Et menneske, der selv kan skabe sit arbejde og sin indtægt, er mindre afhængigt af staten. Netop den selvstændighed kan med tiden få følger, som kommunistpartiet ikke kan kontrollere.

Arbejde, ejendom og ansvar

Den katolske tro gør ikke markedet til løsningen på alle menneskelige problemer. Markedet kan skabe velstand, men også ulighed og udnyttelse. Staten har ansvar for retfærdige regler og en særlig pligt over for de fattige, syge og gamle. Samtidig forsvarer Kirkens sociallære retten til arbejde, privat ejendom, personligt ansvar og muligheden for at skabe noget sammen med andre.

Her spiller subsidiaritetsprincippet en afgørende rolle. Staten skal ikke overtage opgaver, som mennesker, familier, virksomheder og mindre fællesskaber selv er i stand til at løse. Den skal skabe ordnede forhold og hjælpe, hvor kræfterne ikke slår til, men den må ikke gøre borgerne unødigt afhængige af den politiske magt.

På Cuba er dette forhold gennem årtier blevet vendt om. Staten har forsøgt at styre næsten hele økonomien og store dele af civilsamfundet. De nye reformer er en forsigtig indrømmelse af, at et land bæres af mennesker, der arbejder, tager initiativ, danner fællesskaber og sørger for deres familier. Mennesket er ikke blot en modtager af statens ydelser, men en person med evner, ansvar og ret til at forme sit eget liv.

Kirken overlevede revolutionen

Cuba har dybe katolske rødder. Efter revolutionen i 1959 blev kirkelige skoler nationaliseret, præster fordrevet og Kirkens muligheder stærkt begrænset. Troen blev trængt tilbage, men den forsvandt ikke. Den levede videre i familierne, i menighederne og i hengivenheden til Nuestra Señora de la Caridad del Cobre – Vor Frue af Barmhjertigheden fra El Cobre, Cubas skytshelgen.

Kirken er fortsat fattig og begrænset, men ikke forsvundet. Menigheder, ordensfolk og kirkelige hjælpeorganisationer skaffer mad, medicin og støtte til familier, som staten ikke længere formår at tage hånd om. Deres arbejde viser, at et samfund har brug for frie fællesskaber, som kan handle af ansvar og næstekærlighed uden at vente på en ordre fra et ministerium.

De økonomiske reformer kan give sådanne fællesskaber bedre arbejdsbetingelser, men de kan ikke stå alene. Cuba har også brug for religionsfrihed, ytringsfrihed, retssikkerhed og respekt for dem, der kritiserer magten. Kirken og de private virksomheder må ikke reduceres til redskaber, der skal udfylde hullerne i et system, som kommunistpartiet fortsat kontrollerer.

Cubanerne skal forme det nye Cuba

Det gamle Cuba vil forandre sig. Bilerne slides op, husene forfalder, de unge rejser, og den statsstyrede økonomi kan ikke fortsætte som hidtil. Reformerne fra sommeren 2026 kan blive begyndelsen på noget nyt, men de kan også ende som endnu et forsøg på at redde regimet uden at give befolkningen politisk frihed.

Turisten kan komme til at savne veteranbilerne og det falmede Havana. Cubaneren spørger snarere, om der er strøm i huset, medicin på apoteket, mad i butikkerne og en fremtid for børnene. Det afgørende er ikke, om Cuba bevarer det udseende, omverdenen har forelsket sig i. Det afgørende er, om cubanerne selv får mulighed for at forme det land, der skal afløse det.

-karn