Hvad skete der med Maria?

Marias Optagelse i Himlen fortæller, hvad Gud har bestemt mennesket til: livet hos ham med legeme og sjæl.

Lørdag aften indledes fejringen af Jomfru Marias Optagelse i Himlen med vigilien, og søndag fejres højtideligheden i landets katolske kirker. Men hvad betyder det egentlig, at Maria blev optaget med legeme og sjæl i Himlen – og hvad fortæller det om vores egen fremtid?

Hvad skete der med Maria?

Når Kirken siger, at Maria blev optaget i Himlen, skal vi ikke forestille os hende stige op gennem atmosfæren og fortsætte ud i verdensrummet. Himlen er ikke et geografisk sted et bestemt antal kilometer over jorden. De bibelske billeder af at blive løftet op eller fare til Himlen bruger det sprog, vi har til rådighed, for at tale om en virkelighed, der ligger uden for vores erfaring. Det afgørende i Kirkens lære er, at Maria ved afslutningen af sit jordiske liv blev optaget med legeme og sjæl i den himmelske herlighed. Hele Maria – den samme menneskelige person, som bar Jesus i sit moderliv, fødte ham, levede med ham i Nazaret og stod under hans kors – er hos Gud.

Det betyder, at hendes legeme ikke blev overladt til den almindelige opløsning i graven, mens hendes sjæl alene kom til Gud. Men det betyder heller ikke, at Maria befinder sig i Himlen med et jordisk, biologisk legeme, der fungerer på samme måde som vores. Kirken taler om et herliggjort legeme, og her er Kristi opstandelse vores nærmeste holdepunkt. Efter påskemorgen er Jesus den samme, som disciplene kendte. Han viser dem sine sår, taler med dem og spiser sammen med dem. Samtidig er hans opstandne legeme ikke længere underlagt de samme vilkår som før. Noget tilsvarende ligger i Kirkens bekendelse om Maria: Hun er hos Gud som helt menneske. Hvordan denne tilværelse konkret er, kan vi ikke beskrive. Men kroppen er ikke blevet efterladt som noget, der ikke længere havde betydning.

Hun steg ikke selv op

Her findes en vigtig forskel mellem Jesu himmelfart og Marias optagelse. Kristus opstår fra de døde og farer til Himlen. Maria bliver optaget. Det er Gud, der handler med hende. Den latinske betegnelse Assumptio Mariae udtrykker dette: Maria bliver taget op. Kristi himmelfart kaldes derimod Ascensio Domini. Forskellen er afgørende. Maria er ikke en guddommelig skikkelse, som ved egen kraft overvinder døden. Hun er et menneske, der modtager alt fra Gud.

Det siger samtidig noget vigtigt om katolsk Mariafromhed. Kirken stiller ikke Maria ved siden af Kristus som en anden frelser. Hendes plads kan kun forstås ud fra ham. Hun er selv frelst af Kristus. Hendes liv begyndte ikke med hendes egen storhed, men med Guds kald og hendes svar: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord.« Det fortsatte gennem Betlehem, Nazaret, Kana og Golgata og videre ind i den første kristne menighed. Ved afslutningen af hendes jordiske liv fuldendes denne historie. Det menneske, som tog imod Kristus, bar ham og fulgte ham, bliver taget helt ind i hans herlighed. Derfor fører Maria ikke væk fra Kristus. Alt, hvad Kirken siger om hende, får sin betydning gennem ham.

Døde Maria først?

Et naturligt spørgsmål melder sig: Hvis Maria blev optaget med legeme og sjæl, døde hun så først? Kirken har ikke givet et bindende svar. Da pave Pius XII i 1950 højtideligt definerede dogmet om Marias optagelse, formulerede han det omhyggeligt: Maria blev »efter at have fuldendt sit jordiske liv« optaget med legeme og sjæl i den himmelske herlighed. Han fastslog altså ikke, om hendes jordiske liv sluttede med døden umiddelbart før optagelsen.

Den gamle kristne tradition, særlig stærk i Østkirken, taler om Marias Dormition – hendes »hensovelse«. Her er forståelsen, at Maria døde, hvorefter Gud optog hende i herligheden. Denne opfattelse har også dybe rødder i den katolske tradition og passer godt med, at Maria fuldt ud delte menneskelivets vilkår og fulgte sin søn, som selv gik gennem døden. Man kan derfor som katolik uden vanskelighed tro, at Maria døde. Kirken har blot ikke gjort denne del af begivenheden til et dogme. Det afgørende er, at hendes legeme ikke blev overladt til forgængeligheden. Hele hendes menneskelige eksistens blev taget ind i Guds herlighed.

Kroppen hører med

Her kommer højtideligheden tæt på vores eget liv. Kristendommen lærer ikke, at mennesket egentlig er en sjæl, som i nogle år bor i en krop og ved døden endelig bliver befriet fra den. Kroppen er ikke en beholder omkring det egentlige menneske. Vi er mennesker med legeme og sjæl. Vi tænker, elsker, arbejder, beder, lider og glæder os som mennesker af kød og blod. Derfor omfatter Guds frelse også kroppen. Det er en af grundene til, at Kirken behandler den døde krop med respekt, og at troen på de dødes opstandelse hører til selve den kristne trosbekendelse.

Vi siger det med ordene: »Jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv.« Det er mere end en tro på, at sjælen lever videre efter døden. Døden skiller legeme og sjæl, men denne adskillelse er ikke menneskets endelige tilstand. Vi venter på de dødes opstandelse. Paulus forsøger i Første Korintherbrev at sætte ord på dette ved at tale om det, der sås forgængeligt og opstår uforgængeligt. Det er ikke et andet menneske, der opstår. Det er det samme menneske, men forvandlet af Gud. Hvordan et herliggjort legeme eksisterer, kan vi ikke forklare. Troen fastholder noget mere grundlæggende: Gud frelser ikke kun en del af os.

Maria som tegn på vores egen opstandelse

Det særlige ved Maria er, at det, Kirken håber på for de frelste ved den endelige opstandelse, allerede er sket med hende. Hun er ikke blot hos Gud som en sjæl, der venter på kroppens opstandelse. Hun er med legeme og sjæl i den himmelske herlighed. Derfor har Kirken gennem århundreder set hende som et tegn på håb for Guds folk. Hun står ikke kun bag os som Jesu mor i evangeliernes historie. Hun står også foran os.

Hendes optagelse er derfor ikke blot en særlig hædersbevisning, der kun vedrører Jesu mor. Det, Gud har gjort med Maria, fortæller også noget om, hvad han har bestemt mennesket til. Hun har allerede fået del i den fuldendelse, som Kristi opstandelse har åbnet for mennesket. På den måde bliver Marias optagelse også en bekendelse til vores egen opstandelse. Vi ved ikke, hvordan den vil være. Men vi tror, at mennesket ikke ender som en sjæl uden krop eller som et minde hos dem, der bliver tilbage. Gud vil hele mennesket.

Kvinden klædt i solen

Ved højtidelighedens messe møder vi det store billede fra Johannes’ Åbenbaring: kvinden klædt i solen, med månen under sine fødder og en krone af tolv stjerner på hovedet. Kirken har gennem århundreder set Maria i dette billede, samtidig med at kvinden også er blevet forstået som et billede på Guds folk og Kirken. Evangeliet fører os derimod til Judæas bjergland, hvor Maria besøger sin slægtning Elisabeth. Her møder vi ikke den himmelske kvinde omgivet af herlighed, men en ung gravid kvinde på besøg hos en anden kvinde. Og her lyder Magnificat: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.«

De to billeder hører sammen. Kvinden i den himmelske herlighed er den samme kvinde, som på jorden kaldte sig Herrens tjenerinde. Maria fortæller selv, hvor hendes storhed kommer fra: »Den Mægtige har gjort store ting mod mig.« Den sætning kan næsten stå som overskrift over hele hendes liv. Gud har gjort det. Maria ophøjer ikke sig selv. Kirken fejrer ikke et menneske, der ved egen kraft har arbejdet sig frem til Himlen. Den fejrer Guds gerning i et menneske, som sagde ja til ham.

Ved graven bliver festen alvorlig

Marias Optagelse i Himlen får en særlig tyngde, når vi står over for døden. Vi ser kroppen ældes. Kræfterne aftager. Sygdom kan forandre et menneskes liv, og vi mister mennesker, som har været en del af vores eget. Til sidst skal vi selv dø. Ved en katolsk begravelse står kisten midt i kirken, og den dødes legeme behandles med værdighed, fordi dette legeme hørte til det menneske, vi kendte og elskede. Døden skjules ikke. Sorgen bliver heller ikke forklaret væk. Men samtidig lyder ordene om opstandelsen.

Det menneske, vi lægger i graven, er ikke skabt til at ende dér. Den krop, som har arbejdet, spist, sovet, bedt, grædt, holdt et barn i armene og båret et helt menneskeliv, er ikke uden betydning for Gud. Her bliver Marias optagelse mere end en gammel lære om Jesu mor. Hun viser, at menneskets historie ikke ender med kroppens opløsning. Gud vil hele mennesket. Derfor er festen den 15. august også en stærk bekendelse til kroppens værdighed, til skaberværket og til håbet om opstandelsen.

Hun er allerede dér

Maria begyndte som en ukendt ung kvinde i Nazaret. Hun havde ingen politisk magt, rigdom eller position, der kunne forklare, hvorfor generation efter generation skulle kalde hende salig. Hun bar sit barn, levede et menneskeliv med arbejde og daglige pligter, oplevede usikkerhed og sorg og stod til sidst under sin søns kors. Hun blev ikke ført uden om menneskelivets alvor. Ved højtideligheden for hendes optagelse ser Kirken, hvor hendes vej førte hende hen.

Når fejringen indledes med vigilien lørdag aften, og katolikker søndag samles i landets kirker, mindes vi derfor ikke kun noget, der angår Maria. Vi bekender noget om vores egen fremtid. Kroppen er ikke noget, Gud efterlader. Døden får ikke det sidste ord. Graven er ikke menneskets endelige bestemmelsessted. Kristi opstandelse har åbnet vejen til det liv, mennesket er skabt til.

Maria er allerede dér.

Ikke et sted over skyerne, men hos Gud som helt menneske, med legeme og sjæl, i en tilværelse vi endnu ikke kender. Hun er kommet frem til det, som Kirken stadig venter på. Marias Optagelse i Himlen fortæller derfor ikke kun, hvad Gud har gjort med Jesu mor. Den fortæller også, hvad han har skabt os til.

-karn