Hvis morderen var min søn

Dødsstraffen og den katolske samvittighed

En fireårig dreng mistede sin mor og sine bedsteforældre, da hans far myrdede dem og morens nye kæreste. Faderen undgik dødsstraf, fordi juryen ikke var enig. Sagen stiller den katolske samvittighed over for en vanskelig prøve: Kan vi fastholde menneskelivets ukrænkelighed, når vreden kræver den skyldiges død?

DET KATOLSKE NYHEDS – OG SAMFUNDSMAGASIN arnkilde.dk bringer ikke denne sag for at dyrke dens voldsomme enkeltheder eller gøre menneskelig tragedie til underholdning. Den omtales som led i magasinets fortsatte bestræbelse på at forstå, hvad en katolsk tankegang betyder, når troens ord møder den konkrete virkelighed. Dødsstraffen er både et kirkeligt og et samfundsmæssigt spørgsmål. Den handler om statens magt, straffens formål, hensynet til ofrene og den menneskelige værdighed hos den, der har begået det værst tænkelige. Det er forholdsvis enkelt at afvise dødsstraffen, når forbrydelsen kun findes som et principielt eksempel. Det bliver langt vanskeligere, når man møder en mand, som har myrdet fire mennesker og efterladt sit eget fireårige barn uden dets mor og bedsteforældre. Her møder Kirkens lære en vrede og afmagt, som ikke kan tales væk med nogle få fromme ord.

Sagen udspillede sig i Hudson i Florida den 28. august 2014. Adam Matos dræbte sin tidligere kæreste og moren til deres fælles søn, den 27-årige Megan Brown, hendes nye kæreste, den 37-årige Nicholas Leonard, og hendes forældre, Margaret og Gregory Brown, begge 52 år. Den fireårige søn var i hjemmet, hvor drabene fandt sted. Anklagemyndigheden pegede på jalousi som motiv, mens Matos under retssagen erkendte at have dræbt de fire, men hævdede, at han havde handlet i selvforsvar. Juryen afviste hans forklaring og kendte ham i november 2017 skyldig i fire tilfælde af overlagt mord. Under den efterfølgende afgørelse om straffen stemte ti nævninger for dødsstraf og to imod i tre af mordene; i det fjerde var stemmerne elleve mod én. En dødsdom krævede efter Floridas daværende regler enstemmighed. Matos blev idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.

Når livsvarigt fængsel føles utilstrækkeligt

Man kan læse om sagen og mærke tanken trænge sig på: Han burde være blevet henrettet. Fire mennesker blev berøvet deres liv. En fireårig dreng mistede sin mor og begge sine bedsteforældre og skal gennem sin opvækst forstå, at hans egen far blev dømt for at have dræbt dem. Ingen retssag kan føre barnet tilbage til det liv, som fandtes før mordene. Ingen fængselsstraf kan give de døde tilbage til deres familier. Når en jury undlader at idømme dødsstraf i en sag af denne karakter, kan afgørelsen føles som en mangelfuld retfærdighed, fordi gerningsmanden beholder det liv, som han tog fra fire andre.

En katolsk kristen behøver ikke skamme sig over, at denne reaktion opstår. Vreden kan være samvittighedens protest mod det onde. Den fortæller os, at de dræbtes liv havde en umistelig værdi, og at deres død kræver mere end beklagelse. Staten skal fastslå skylden, beskytte borgerne og udmåle en straf, der svarer til forbrydelsens alvor. En mand, som har begået fire mord, kan med rette holdes adskilt fra samfundet resten af sit liv. Kristen barmhjertighed gør ikke skylden mindre, og tilgivelse betyder ikke, at fængselsdøren skal åbnes.

Vreden kan imidlertid skifte karakter. Den kan begynde som et krav om retfærdighed og ende som en længsel efter gengældelse. Det sker, når beskyttelsen af samfundet og den livsvarige straf ikke længere opleves som tilstrækkelig, fordi vi også ønsker at se gerningsmanden dø. Henrettelsen bliver en betaling: Han tog fire liv, og nu skal han betale med sit eget. Den tanke har en umiddelbar logik, men den fører ingen tilbage til livet. Barnet får ikke sin mor og sine bedsteforældre igen. De efterladtes sorg bliver ikke helbredt, fordi staten tager morderens liv.

Samvittigheden skal prøve vreden

En følelse er ikke det samme som en fri og bevidst beslutning. Vi bestemmer ikke altid selv, hvilke tanker der først opstår ved mødet med en grusom forbrydelse. Afsky, vrede og ønsket om dødsstraf kan melde sig, før forstanden har nået at overveje dem. Det moralske ansvar viser sig i det, vi siden gør med følelserne. Vi kan anerkende vreden som en protest mod det onde og nægte at give den herredømmet. Vi kan også nære den, glæde os ved forestillingen om henrettelsen og gøre et andet menneskes død til vores billede på en retfærdig afslutning.

Samvittigheden er mere end et andet ord for en personlig overbevisning. Den katolske samvittighed skal dannes af evangeliet, Kirkens lære, fornuften og en ærlig betragtning af hele virkeligheden. Den må fastholde, at fire mennesker blev myrdet, at et barn blev udsat for et ubegribeligt tab, og at gerningsmanden bærer ansvaret. Samtidig må den se, at den skyldige fortsat er et menneske. Disse sandheder står smertefuldt tæt på hinanden. Den ene må ikke bruges til at fjerne den anden.

Man kan bringe sin vrede frem for Gud uden fromme omskrivninger: »Herre, jeg ønsker, at denne mand var blevet dømt til døden. Jeg kan ikke forstå, at han skal have lov til at leve, når fire andre er døde. Hjælp mig til at skelne mellem retfærdighed og hævn. Tag imod de dræbte, beskyt barnet og lad ikke hadet tage bolig i mig.« En sådan bøn skjuler ikke det, der foregår i hjertet. Den kristne vej begynder med sandheden, også når sandheden om vores egne følelser er ubehagelig.

Hvis den dømte var mit eget barn

Der findes en enkel og ubehagelig lakmusprøve på vores holdning til dødsstraffen: Hvad ville jeg ønske, hvis morderen var min egen søn? Jeg ville stadig vide, at han havde dræbt fire mennesker. Jeg måtte erkende hans skyld, acceptere en meget streng straf og se de dræbtes efterladte i øjnene med bevidstheden om, at min søn havde påført dem en sorg, der aldrig forsvinder. Jeg ville ikke kunne kræve, at domstolen gjorde forbrydelsen mindre eller lod ham vende tilbage til samfundet. Alligevel ville jeg næsten med sikkerhed bede om, at hans liv blev skånet.

Jeg ville kende andet til ham end det, der stod i anklageskriftet. Jeg ville huske ham som barn, hans første skridt, hans stemme og de år, hvor ingen kendte den frygtelige vej, hans liv skulle tage. Minderne ville ikke gøre ham uskyldig eller mindske ofrenes betydning. De ville fastholde, at han var et menneske før forbrydelsen og fortsat var det efter den. Jeg ville håbe, at han en dag erkendte hele sin skyld, angrede og søgte tilgivelse. Jeg ville kunne mene, at han skulle blive i fængslet resten af sit liv, samtidig med at jeg modsatte mig, at staten dræbte ham.

Denne tankeprøve afslører, hvor let menneskeværdet kommer til at afhænge af vores afstand til den skyldige. Når morderen er en fremmed, ser vi forbrydelsen. Når han er vores søn, ser vi både forbrydelsen og mennesket. Den katolske tankegang kræver, at vi forsøger at se begge dele, også når den dømte ikke er elsket af os. Hans skyld skal bedømmes ud fra det, han har gjort. Hans ret til livet må ikke afhænge af, om nogen i retssalen kender hans barndom, elsker ham eller bærer hans efternavn.

Lakmusprøven skal også vendes om. Hvad ville jeg føle, hvis Megan Brown var min datter, Nicholas Leonard min søn eller Margaret og Gregory Brown mine forældre? Da kunne ønsket om dødsstraf vokse med en styrke, som ingen udenforstående havde ret til at fordømme letfærdigt. Den kristne samvittighed må stå mellem disse to forestillinger. Den skal tage ofrenes tab så alvorligt, som var de vores egne, og værne om gerningsmandens liv, som var han vores søn. Først dér viser det sig, om modstanden mod dødsstraf er en virkelig overbevisning eller et princip, vi alene fastholder, når det ikke koster os noget.

Menneskeværdet gives ikke som belønning

Den Katolske Kirkes Katekismus lærer, at dødsstraffen er utilladelig, fordi den krænker menneskets ukrænkelighed og værdighed. Selv den, der har begået meget alvorlige forbrydelser, mister ikke sin grundlæggende værdighed. Moderne fængselssystemer gør det muligt at beskytte samfundet uden at tage den skyldiges liv, og Kirken arbejder på den baggrund for dødsstraffens afskaffelse overalt i verden.

Denne lære kan opleves som en urimelig omsorg for gerningsmanden. De fire ofre fik ingen mulighed for at leve videre, tage afsked med deres familier eller se barnet vokse op. Matos får lov til at beholde sit liv og vågne hver morgen. Uligheden mellem de døde og den levende gør ondt. Menneskelig værdighed er dog ikke en belønning, som tildeles de gode og fratages de onde. Den har sin oprindelse i Gud. Mennesket kan handle imod sin værdighed, fordunkle den gennem alvorlig synd og krænke den hos andre. Det ophører ikke med at være skabt af Gud og kaldet til omvendelse.

Det stiller ikke ofrene og gerningsmanden på samme niveau. Megan Brown, Nicholas Leonard, Margaret Brown og Gregory Brown var ofrene. Adam Matos var gerningsmanden. Han bærer skylden og skal bære straffen. Deres navne og liv skal stå foran hans, og barnets tab må fylde mere i vores omsorg end den dømtes forhold i fængslet. Anerkendelsen af hans menneskeværd ændrer ikke forskellen mellem skyld og uskyld. Den sætter en grænse for statens magt over den skyldige.

Barmhjertigheden kræver sandhed

Kristen barmhjertighed er ikke straffrihed. Den kan heller ikke leve sammen med bortforklaring og løgn. Hvis Matos nogensinde skal kunne tage imod barmhjertigheden, må han se de fire mennesker som personer, hvis liv han har taget. Han må erkende den sorg, han har påført deres familier, og den virkelighed, han har efterladt sin søn i. En sand anger ville kræve, at han opgav ethvert forsøg på at fremstille sig selv som offer og accepterede ansvaret og straffen.

Selv en oprigtig omvendelse ville ikke give ham krav på løsladelse. Guds tilgivelse ophæver ikke statens pligt til at beskytte borgerne. Et menneske kan være tilgivet og fortsat afsone en livsvarig straf. Straffen fastholder forbrydelsens alvor; barmhjertigheden fastholder, at den skyldiges liv ikke er uden mening. Så længe han lever, findes muligheden for, at sandheden trænger igennem hans forsvar og bortforklaringer. Ingen ved, om det vil ske. Kirken kan fastholde, at staten ikke bør lukke muligheden gennem en henrettelse.

Juryen var ikke enig

Sagen er ofte blevet sammenfattet sådan, at én nævning forhindrede en dødsdom. Det er kun helt præcist for ét af de fire mord. Ved tre af mordene stemte ti nævninger for dødsstraf og to imod; ved det fjerde var stemmerne elleve mod én. Juryen var dermed i alle fire tilfælde tæt på at anbefale døden, men nåede ikke den enstemmighed, som Florida på det tidspunkt krævede.

Vi kender ikke de nævninges overvejelser, som stemte imod dødsstraffen, og skal ikke tillægge dem bestemte motiver. For de efterladte kan afgørelsen have føltes som et svigt. Deres vrede fortjener respekt, og ingen udenforstående bør kræve, at de hurtigt tilgiver eller udviser forståelse for morderen. Tilgivelsen kan ikke pålægges som en offentlig pligt. Retssystemets afgørelse kan samtidig ikke afhænge af, om de efterladte er i stand til at tilgive. Domstolen skal beskytte samfundet og udmåle straffen uden at gøre sorgen til bødlens redskab.

Juryens manglende enighed reddede ikke Matos fra straf. Han blev idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Samfundet blev beskyttet, og hans skyld blev fastslået. Det, han beholdt, var livet og dermed muligheden for anger. Set gennem Kirkens lære forhindrede juryens afgørelse, at staten besvarede fire mord ved selv at tage gerningsmandens liv.

Drengen bærer den længste følge

Den fireårige søn må ikke ende som en oplysning i udkanten af historien. Han var i hjemmet, hvor hans far dræbte hans mor, hendes nye kæreste og hans bedsteforældre. På én dag mistede han tre af sine nærmeste. I praksis mistede han også sin far, som skulle tilbringe resten af livet i fængsel. Drengen er den overlevende, som skal bære forbrydelsens følger længst.

Gennem sin opvækst skal han gradvis forstå en historie, som intet barn burde bære. Han skal leve med de dødes fravær og med sit slægtskab til den mand, der dræbte dem. Han kan føle sorg, vrede, savn, skam og kærlighed på samme tid. Ingen af disse følelser behøver at være falske. Et barn kan fortsat elske sin far uden at forsvare hans handlinger. Som voksen kan sønnen vælge at besøge ham eller afbryde enhver kontakt. Begge valg vil være præget af en byrde, som faderen har lagt på ham.

Essayets featurebillede er en symbolsk forestilling om en fremtid, hvor den voksne søn besøger sin aldrende far i fængslet. Billedet dokumenterer ikke et sådant møde, og sønnen er endnu ikke voksen. Det stiller en tanke frem for os: Kan han en dag sidde over for sin far, kende hele sandheden og stadig se et menneske på den anden side af glasset? Kan han bevare en form for kærlighed uden at svigte sin mor og sine bedsteforældre? Ingen har ret til at kræve dette af ham. Hans liv og hans valg tilhører ham.

Den kristne omsorg skal først søge mod sønnen og de øvrige efterladte. Modstanden mod dødsstraf må aldrig gøre den skyldige til fortællingens vigtigste person. Ofrenes navne skal nævnes, deres liv skal huskes, og de efterladte skal støttes længe efter, at retssagen er afsluttet. En kirkelig tale om gerningsmandens menneskeværd bliver hul, hvis den ikke ledsages af trofast omsorg for dem, som hans handlinger har såret.

Hadet skal ikke fælde den sidste dom

Den katolske kristne kan kræve den strengeste fængselsstraf og samtidig afvise henrettelsen. Han kan sørge over ofrene, føle vrede mod gerningsmanden og bede om, at vreden ikke bliver til had. Han kan mangle enhver varm følelse for den skyldige og alligevel beslutte, at han ikke vil ønske hans død. Kærligheden til fjenden begynder undertiden med denne nøgterne grænse.

Lakmusprøven bliver stående: Hvis morderen var min egen søn, ville jeg bede om, at hans liv blev skånet. Hvis de dræbte var mine nærmeste, kunne jeg ønske ham død. Den katolske samvittighed må se både den sørgende familie og den skyldiges mor for sig. Den må tage sorgen alvorligt uden at gøre den til en dødsdom og fastholde menneskeværdet uden at gøre skylden mindre.

Her findes den vanskelige katolske vej gennem afmagten. De døde skal huskes. Drengen skal beskyttes. Morderen skal straffes. Hadet skal ikke have lov til at forme vores hjerte efter den ondskab, vi fordømmer. Den endelige dom må overlades til Gud.

Kilder:

Oplysningerne om sagen og dommen bygger på samtidige referater fra WUSF, Bay News 9 og FOX 13 Tampa Bay. Kirkens nuværende lære om dødsstraffen findes i Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 2267.