Det særlige ved den katolske tro

Indledning til bogen “Katolicismen – en rejse ind i troens hjerte”

Af biskop Robert Barron

Hvad er det særlige ved den katolske tro? Hvad er det, der får katolicismen til at skille sig ud blandt alle de konkurrerende filosofier, ideologier og religioner, der findes i verden? Jeg er enig med den salige kardinal John Henry Newman, der sagde, at katolicismens helt centrale princip er Inkarnationen – Guds legemliggørelse i kød og blod. Hvad mener jeg med det? ]eg mener, at Guds Ord – den skabende kraft bag hele universet – ikke forblev afsondret i himlen, men i stedet trådte ind i denne ordinære, kropslige verden, historiens beskidte arena, denne kompromitterede og tårevædede menneskelige tilstand, som vi befinder os i. “Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh l,14): Det er det særlige ved den katolske tro.

Inkarnationen afslører centrale sandheder om både Gud og os. Hvis Gud blev menneske uden at ophøre med at være Gud og uden at kompromittere integriteten af den skabning, han blev til, så kan Gud ikke være en konkurrent til sin skabning. I mange af de gamle myter og legender tager guddommelige figurer som Zeus eller Dionysos kun del i menneskenes verden gennem aggression, hvor de ødelægger eller sårer det, de invaderer. Og i mange af den moderne verdens filosofier ses Gud som en trussel mod menneskets velbefindende. På hver sin måde hævder Marx, Freud, Feuerbach og Sartre alle, at Gud må afskaffes, for at mennesket kan blive fuldt ud sig selv. Men der er intet af dette i det kristne dogme om lnkarnationen. Ordet bliver virkelig til menneske, men intet af mennesket går til i processen; Gud træder virkelig ind i sit skaberværk, men verden bliver forbedret og ophøjet af det. Den Gud, der kan inkarnere sig, er ikke et konkurrerende højere væsen, men nærmere, som den hellige Thomas Aquinas formulerer det, selve det ‘at være’, det, som ligger til grund for og giver liv til hele skaberværket, på samme måde som en sanger giver liv til en sang.

Og Inkarnationen viser os den allervigtigste sandhed om os selv: at vi er kaldet til guddommelighed. Kirkefædrene blev aldrig trætte af at gentage dette som en slags opsummering af den kristne tro: Deus fit homo ut homo fieret Deus (Gud blev menneske, så mennesket kan blive Gud). Gud nedlod sig til at blive kød, så vores kød kan tage del i det guddommelige liv, så vi kan tage del i den kærlighed, der binder Fader, Søn og Helligånd sammen. Det er derfor, kristendommen er den ypperste form for humanisme, der nogensinde har eksisteret – ja, som overhovedet kan eksistere. Ingen anden filosofisk, politisk eller religiøs retning i historien – hverken grækernes, renæssancens eller marxismens humanisme – har nogensinde fremsat en så ekstravagant påstand om menneskets skæbne som kristendommen. Vi er ikke blot kaldet til moralsk perfektion eller kunstnerisk selvudfoldelse eller økonomisk frihed, men til det, som Østkirkens fædre kaldte theiosis, en forvandling til Gud.

Her begynder en indsigelse måske at trænge sig på hos dig. Jo, det er rigtigt, at dogmet om Inkarnation adskiller kristendommen fra de andre store verdensreligioner, men hvordan er den noget særligt for den katolske tro i forhold til de andre kristne trosretninger? Deler protestanter og ortodokse kristne ikke i lige så høj grad overbevisningen om, at Ordet blev kød? Jo, det gør de, men, som jeg ser det, så tilslutter de sig ikke dogmet i dets helhed. De følger det ikke ud i sin yderste konsekvens, ser ikke alle dets implikationer. Helt centralt for den katolske tankegang er det, som jeg vil karakterisere som en stærk fornemmelse for, hvordan lnkarnationen strækkes ud gennem tid og rum, en forlængelse, der bliver muliggjort gennem kirkens mysterium. Katolikker ser Guds fortsatte legemliggørelse i olien, vandet, brødet, håndspålæggelsen, vinen og saltet i sakramenterne; de opfatter den i bevægelserne, gestikken, tilrøgelsen og sangene i liturgien; de sætter pris på den i teologernes tekster, argumenter og debatter; de fornemmer den i pavers og biskoppers inspirerede ledelse; de elsker den gennem fortællingerne om helgenernes udfordringer og missionsarbejde; de genkender den i de katolske digteres tekster og i katedralerne bygget af katolske arkitekter, kunstnere og arbejdere. Kort sagt er alt dette, ud fra et katolsk perspektiv og opfattelse, et billede på den fortsatte tilstedeværelse af Ordet, der er blevet kød, nemlig Kristus.

Newman sagde, at en kompleks idé svarer til summen af alle dens mulige aspekter. Det betyder, så han, at idéer kun virkelig kan forstås over stor udstrækning af tid og rum, hvor deres mange dimensioner og vinkler gradvist udfoldes. lnkarnationen er en af de rigeste og mest komplekse idéer, der nogen- sinde er blevet fremsat for mennesket, og derfor har den brug for kirkens udstrækning i tid og rum, for at den fuldt ud kan komme til udtryk. Det er derfor, at vi, for virkelig at forstå den, er nødt til at læse evangelierne, Paulus’ breve, Sankt Augustins Bekeendeher; Thomas Aquinas’ Summa Theologica, Dantes Guddommelige Komedie, Sankt Johannes af Korsets Bestigningen af Bjerget Karmel, Thérèse af Lisieux’s Mit kald er at elske og mange andre vigtige tekster. Men vi er også nødt til at se og lytte. Vi må betragte domkirken i Chartres, Sainte-Chapelle, Arena-kapellet, loftet i det Det Sixtinske Kapel, Berninis Den Hellige Teresas ekstase, Den Hellige Gravs Kirke, Grünewalds korsfæstelse på lsenheimeralteret, de svævende melodier i den gregorianske sang, Mozarts messer og Palestrinas motetter. Den katolske tro drejer sig lige så meget om kroppen og sanserne som om tankevirksomheden og sjælen, præcis fordi Ordet blev kød.

Det, som jeg gerne vil med denne bog, er at tage dig med på en guidet udforskning af den katolske verden, men ikke blot som foredragsholder, for jeg er ikke interesseret i at fremvise dig katolicismens skatte, som om de var støvede kunstgenstande på et kulturhistorisk museum. jeg vil hellere fungere som mystagog, en, der fører dig dybere og dybere ind i lnkarnationens mysterium i håbet om, at du må blive forvandlet ved dens kraft. Jeg tilslutter mig teologen Hans Urs von Balthasar, der mente, at sandheden i den katolske tro bedst kan forstås inden for kirkens mure, ligesom vinduerne i en katedral, der udefra ser triste og mørke ud, stråler i al deres skønhed, når de ses indefra. Jeg vil gerne tage dig med dybt ind i katolicismens katedral, fordi jeg er overbevist om, at den oplevelse vil forandre og forbedre dit liv.

Katolicismen er en fejring i ord og billeder af den Gud, som finder uendelig glæde i at føre mennesker til livets fylde. Jeg begynder med Jesus, for han er det evigt tilbagevendende referencepunkt, begyndelsen og enden for den katolske tro. Jeg vil prøve at vise, hvor unik Jesus er, hvordan hans påstand om at tale og handle på vegne af Gud selv, adskiller ham fra alle andre filosolfer, mystikere og religiøse grundlæggere. Og jeg vil demonstrere, hvordan hans genopstandelse fra de døde ikke blot bekræfter hans guddommelige identitet, men også definerer ham som Verdens Herre, ham, som vi skylder vores troskab over alt andet. Dernæst vil jeg udforske Jesu fantastiske lære – ord, der på en gang er enkle, men dybe, og som helt bogstaveligt talt har ændret verden. Jeg vil prøve at vise, hvordan de udgør vejen til glæde.

Paulus omtalte Jesus som “den usynlige Guds billede”. Med det mener han, at Jesus er det sakramentale tegn på Gud, at vi gennem ham kan se, hvordan Gud ser ud. Så derfor vil vi se på Gud – hans eksistens, hans kreativitet, hans forsyn, hans treenige natur – i lyset af Ordet, der blev kød. Derefter vil jeg vende mig mod Maria, gennem hvem Gud kom ind i verden. Jeg vil lægge vægt på, at hun er kulminationen af Israel, hende, der til fulde giver stemme til sit folks længsel efter Gud, hende, der derfor er prototypen på kirken, det nye Israel. Jesu sidste ord til sine disciple var en opfordring til at gå ud til alle folkeslag og dele det glade budskab. Peter og Paulus var to uundværlige aktører i den unge kirke, for de personificerede denne missionsiver. Jeg vil vise, at disse to specifikke mænd fra det første århundrede også udgør nogle arketyper, som præger livet i kirkens missionsarbejde helt op i vores tid.

Paulus hævdede konsekvent, at Jesu Kristi kirke ikke så meget er en organisation som en organisme, et mystisk legeme. Jeg vil derfor fremstille Kirken på denne måde – som en levende ting, hvis formål er at samle hele verden i lovprisning af Gud. Og Kirkens centrale handling, dens “kilde og højde- punkt”, som det udtrykkes i Andet Vatikankoncil, er liturgien, den ritualiserede lovprisning af Gud. jeg vil derfor gennemgå handlingerne, sangene, bevægelserne og teologien i liturgien. Hele formålet med liturgien og Kirken er at skabe helgener, at gøre folk hellige. Det er derfor, man i den katolske tro tager helgenerne, i al deres voldsomme forskellighed, så alvorligt og præsenterer dem for os med så stor entusiasme. Og derfor vil jeg dedikere et kapitel til at male små portrætter af fire af Guds venner for at vise, hvordan livet i Kristus konkret ser ud. Hellige mennesker løfter deres hjerter og sind op mod Gud; de søger lidenskabeligt fællesskab med deres skaber – de beder. Derfor vil jeg efterfølgende give mig i kast med bønnen, og jeg vil fokusere på nogle bestemte enkeltpersoner – Thomas Merton, den hellige Johannes af Korset og den hellige Teresa af Avila – som konkrete udtryk for den mystiske vej. Til sidst vil jeg gennemgå de sidste ting: helvede, skærsilden og himlen. Gud ønsker at have et dybt venskab med os, men venskab er altid en funktion af frihed. Den måde, vi i sidste ende besvarer den guddommelige kærlighed på – solen, der skinner på både gode’ og onde – gør hele forskellen.

Jeg er sikker på, at du vil opdage, at jeg ikke har skrevet et støvet teologisk studie, for denne bog er sprængfuld af historier, biografier og billeder: kardinal Francis Georges betragtninger på Peterskirkens balkon efter valget af Benedikt XVI, Sankt Thérèse af Lisieux`s “lille vej”, processioner med stearinlys ved Lourdes, Edith Steins rejse til Auschwitz, irere på bodsgang ved Lough Derg, pilgrimme på knæ på vej for at ære jomfru Maria af Guadalupe, Moder Teresa, der samler døende mennesker op af Calcuttas uhumske gader, Karol Wojtyla, der skjuler sig i det underjordiske seminarium under den nazistiske besættelse, den fortabte søn i sin fars kærlige omfavnelse, Paulus i fængslet i Filippi, Peter, der bliver korsfæstet på Vatikanerhøjen, Angelo Roncallis “frodige livets have” og mange flere. Men eftersom den katolske tradition er klog, indeholder denne bog også teologiske argumenter, nogle gange af teknisk karakter. Jeg hører næsten hver dag fra ateister, som afskriver religion som noget primitivt, gammeldags nonsens. ]eg hidkaldet Aquinas, Augustin, Paulus, Teresa af Avila, Joseph Ratzinget og Edith Stein i al deres intellektuelle vælde som allierede i kampen mod denne affærdigende ateisme.

Måske vil nogen være mere tiltrukket af de poetiske sektioner af denne bog, og måske vil andre foretrække de intellektuelle passager, og måske vil nogle andre igen nyde billederne. Det er kun godt. Noget af det, der gør den katolske tradition så enestående, er, at den aldrig smider noget ud! Der er noget for alle i dens vide rarnmer, og det er rigtig vigtigt for mig at formidle lidt af denne katolske rummelighed i denne bog. G.K. Chesterton, en af de sjoveste, skøreste og mest intelligente katolske forfattere fra det tyvende århundrede, sammenlignede engang Kirken med et hus med tusind døre. Jeg håber, at du vil se denne bog som en fascinerende vej.

Biskop Robert Barron

Bogen kan købes i Pastoral-Centret