Jeg slog for f\u00f8rste gang \u00f8jnene op i 1957, og knap 3 m\u00e5neder gammel blev jeg d\u00f8bt i folkekirken. Selv husker jeg det selvf\u00f8lgelig ikke, og jeg husker heller ikke de mange gange, jeg og min dukke var med mine for\u00e6ldre i kirke. Men s\u00e5 flyttede vi til et helt andet og fremmed sted. Jeg var 7 \u00e5r gammel, og missionshuset kom ind i mit liv. Det var forunderligt med det hus, der l\u00e5 lige over for kirken i den landsby, vi var flyttet til. Der skete alverdens ting i det hus. Gud og Jesus var s\u00e5 selvf\u00f8lgelige i missionshuset, at jeg er vokset op med, at Gud er en del af familien, som min far og mor og s\u00f8skende. Men i missionshuset skete der ogs\u00e5 det for mig, at Gud blev udtryksl\u00f8s. En dag fik vi at vide, at vi endelig ikke m\u00e5tte tro, at Gud var en gammel rar mand med langt hvidt sk\u00e6g, for det var han ikke! Det ramte mig lige i hjertet. For det var pr\u00e6cist s\u00e5dan, Gud s\u00e5 ud for mit indre \u00f8je, n\u00e5r jeg t\u00e6nkte p\u00e5 ham. Om aftenen da jeg var kommet i seng og l\u00e5 og t\u00e6nkte p\u00e5 Gud, tonede han som s\u00e6dvanlig frem i min tanke som den trygge gamle mand med det forunderlige hvide sk\u00e6g. Jeg blev skr\u00e6kslagen, for jeg kunne jo godt se fornuften i det, jeg havde h\u00f8rt i s\u00f8ndagsskolen, og her l\u00e5 jeg og forn\u00e6rmede Gud ved at se ham som en gammel mand. Men hvad var han s\u00e5?<\/p>\n\n\n\n
Jeg er meget billeddannende, og derfor pr\u00f8vede jeg at lave billedet om. Nu lignede Gud en middelalderridder i fuld rustning. ‘Trygheden var byttet ud med styrken, Men billedet holdt ikke. Gud blev udtryksl\u00f8s.<\/p>\n\n\n\n
Over for missionshuset l\u00e5 kirken. D\u00e9r kom jeg med j\u00e6vne mellemrum. Kirken havde to ting, som missionshuset ikke havde. Den havde orgelet og liturgien. En gudstjeneste har en helt speciel rytme. Det er altid det samme, og alligevel er det nyt hver gang. Orgelet l\u00f8ftede salmesangen s\u00e5 forunderligt op \u2014 ja helt op til himlen.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 kom dagen, hvor jeg for alvor forlod mit barndoms missionshus og den kendte kirke.<\/p>\n\n\n\n
Jeg flyttede hjemmefra og startede p\u00e5 l\u00e6rerseminariet. Der havde vi kristendomskundskab som et af grundfagene p\u00e5 f\u00f8rste \u00e5r. Det blev lidt sv\u00e6rt, for p\u00e5 mange m\u00e5der er det nemt at vokse op i Indre Mission. I mit missionshus var man i hvert fald ikke i tvivl om, at Indre Mission havde sandheden om Gud og alene kendte vejen til ham. Men p\u00e5 seminariet underviste Herluf Eriksen, som senere blev biskop i Aarhus. Han var grundtvigsk, og hvad enten jeg havde lyst til det eller ej, m\u00e5tte jeg overfor mig selv erkende, at han var kristen, selv om han tydeligvis ikke sympatiserede med de indremissionske synspunkter. Den erkendelse v\u00e6ltede n\u00e6sten alting i mig. Selvf\u00f8lgelig valgte jeg kristendomskundskab som det ene af mine linjefag, for jeg m\u00e5tte jo finde ud af, hvad Gud er.<\/p>\n\n\n\n
Det var et godt valg. Vi fik en god undervisning. Der var nogle perspektiver og dybder, der \u00e5bnede sig for mig, og jeg begyndte at fornemme, at mit barndoms missionshus nok ikke havde formidlet hele sandheden om Gud, og at der kunne v\u00e6re andre veje til Gud end gennem et missionshus. Det var en sv\u00e6r erkendelse. Ikke s\u00e5 meget p\u00e5 grund af missionshuset, men p\u00e5 grund af Gud. For t\u00e6nk, om de havde ret i missionshuset, T\u00e6nk, om Gud for altid forsvandt v\u00e6k fra mig. T\u00e6nk om d\u00f8ren mellem ham og mig for altid ville v\u00e6re lukket. Det ville v\u00e6re ganske ub\u00e6rligt for mig. Efter seminariet besluttede jeg at l\u00e6se teologi, for jeg havde egentlig ikke lyst til at blive l\u00e6rer.<\/p>\n\n\n\n
Jeg har aldrig v\u00e6ret s\u00e5 lykkelig i mit liv som i den tid, jeg l\u00e6ste teologi. Det var en forunderlig verden, der \u00e5bnede sig for mig. Alt det, jeg l\u00e6rte om Gud! T\u00e6nk, at man kan vide s\u00e5 meget om, hvem han er. N\u00e5r man l\u00e6ser teologi, s\u00e5 sker det vel for mange, at de begynder at finde sig selv og deres teologi og mere eller mindre kommer ud pakket ind i fine \u00e6sker, hvorp\u00e5 der for eksempel kan st\u00e5 “grundtvigsk\u201d, “tidehvervsk\u201d eller s\u00e5 mange andre ting. Men s\u00e5dan gik det ikke for mig. Jeg syntes ikke, der var noget, der helt slog til. Det bet\u00f8d ikke, at jeg ikke forholdt mig til tingene, mens jeg gik p\u00e5 universitetet, men m\u00e5ske stillede jeg for mange sp\u00f8rgsm\u00e5l, som jeg ikke kunne f\u00e5 svar p\u00e5. M\u00e5ske syntes jeg, det var derfor, de forskellige teologier ikke slog til. Det var nu heller ikke et problem for mig, at jeg ikke havde en etiket p\u00e5 min teologi \u2014 det vigtigste var jo s\u00e5dan set Gud og ikke en teologisk betegnelse.<\/p>\n\n\n\n
Mens jeg gik p\u00e5 universitetet, l\u00e6rte jeg Taiz\u00e9 at kende, som er et \u00f8kumenisk kloster i Frankrig.<\/p>\n\n\n\n
Taiz\u00e9 blev p\u00e5 mange m\u00e5der et forunderligt fristed for mig. Dagene i Taiz\u00e9 var enkle og overskuelige, og det var rekreativt b\u00e5de for krop og sj\u00e6l, og samtidig var det givende at v\u00e6re sammen med s\u00e5 mange mennesker fra alverdens forskellige lande og tale med dem om Gud og tro. I Taiz\u00e9 fik jeg blik for, at vejene til Gud er mangfoldige, forst\u00e5et p\u00e5 den m\u00e5de, at Jesus Kristus er vejen, men den vej, som han er, er helt individuel, er helt forskellig fra menneske til menneske. Men at Jesus Kristus er vejen, betyder ogs\u00e5, at vejen ikke er privat \u2014 at jeg ikke kan konstruere min egen vej, som det nu engang passer mig bedst. For g\u00f8r jeg det, g\u00e5r jeg mine egne veje. Og det er nu engang Jesus Kristus, der er vejen og ikke mig.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 blev jeg pr\u00e6st. Tre sm\u00e5 landsbysogne og 100 km til de n\u00e6rmeste mennesker, jeg kendte. D\u00e9r stod lille bitte jeg og t\u00e6nkte: “De tror, de har f\u00e5et en pr\u00e6st, og s\u00e5 er det bare mig\u201d, Det var lidt sv\u00e6rt og overv\u00e6ldende i begyndelsen. Det bedste var gudstjenesterne og pr\u00e6dikenerne. Der skulle skrives en pr\u00e6diken til hver s\u00f8ndag. Det var ikke s\u00e5 nemt i begyndelsen, men da jeg havde v\u00e6nnet mig lidt til det, s\u00e5 blev pr\u00e6dikenskrivningen noget af det, jeg holdt allermest af ved pr\u00e6stearbejdet \u2014 bortset fra gudstjenesterne. N\u00e5r jeg skrev pr\u00e6dikener, s\u00e5 l\u00e6rte jeg Gud at kende, og man bliver jo aldrig f\u00e6rdig med at l\u00e6re Gud at kende. Men det var ogs\u00e5 i pr\u00e6dikenskrivningen, at b\u00e5ndene begyndte at sn\u00e6re. Det var, n\u00e5r jeg skrev pr\u00e6dikener, at jeg ind imellem kunne synes, at den lutherske dogmatik og teologi blev lidt for sn\u00e6ver, lidt for lille, lidt for begr\u00e6nset. Det var et problem for mig til tider, for Gud er Gud, uanset hvad vi mennesker kan finde p\u00e5 at t\u00e6nke og synes om ham. Og jeg ville gerne kende Gud, som han er, og ikke som jeg m\u00e5ske kunne synes, han s\u00e5 ud til at v\u00e6re, Ind imellem m\u00e5tte jeg sp\u00f8rge mig selv: “Hvad er sandheden i det her: Det, jeg synes at se, eller det, Luther og hans efterf\u00f8lgende teologer siger?\u201d Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor Luther egentlig, efter at Kirken havde best\u00e5et i ca. 1500 \u00e5r, skulle have fundet sten, der var s\u00e5 vise, at en stor del af det andet skulle smides v\u00e6k. Selvf\u00f8lgelig tr\u00e6ngte der til at blive ryddet op, og ja, man kan da rydde op ved at smide det meste ud, men der bliver ogs\u00e5 s\u00e5 underligt tomt. Jeg syntes, der var for lidt, men jeg endte altid med at sp\u00f8rge mig selv, om jeg troede, at jeg var klogere end Luther. Og det troede jeg ikke, jeg var. Og jeg f\u00f8lte mig sp\u00e6rret inde i det, der ikke var nok for mig. Jeg begyndte at sp\u00f8rge: Hvem er du, Gud?<\/p>\n\n\n\n
P\u00e5 et tidspunkt var jeg meget tr\u00e6t. Jeg tr\u00e6ngte til en pause, et \u00e5ndehul. Jeg overvejede at tage til Taiz\u00e9, men orkede ikke rigtig den lange rejse. Jeg gik p\u00e5 nettet og surfede lidt rundt, og en fredag eftermiddag befandt jeg mig s\u00e5 i et katolsk nonnekloster p\u00e5 Sj\u00e6lland. Jeg skulle v\u00e6re der en weekend \u2014 i stilhed. Hvis der er noget, nonner ved noget om, s\u00e5 er det Gud. Og de ved ogs\u00e5, at alle har deres egen vej til Gud. Eller som disse Sct. Joseph s\u00f8stre nok vil formulere det: At Gud taler til mennesker p\u00e5 lige s\u00e5 mange forskellige m\u00e5der, som der er mennesker. I klosteret var der messe hver morgen. Det syntes jeg var ren luksus. Messen lignede gudstjenesten, og forskellen, syntes jeg, var sp\u00e6ndende. Der var ting ved messerne, som jeg faldt over. Der var noget, der ikke var i folkekirken. Nogle ting, oplevede jeg som lidt underlige, men andre ting gik lige ind i hjertet p\u00e5 mig, s\u00e5 meget, at jeg ind imellem kunne synes, at Himlen stod \u00e5ben. En ting, der ber\u00f8rte mig dybt, var en s\u00e6tning fra liturgien: “Se ikke p\u00e5 vore synder, men p\u00e5 din Kirkes tro\u201d. Jeg t\u00e6nkte meget over denne s\u00e6tning, for syndserkendelsen og bekendelsen l\u00e5 jo allerf\u00f8rst i liturgien, s\u00e5 dette var jo ikke et fors\u00f8g p\u00e5 at se bort fra eller l\u00f8be v\u00e6k fra ens synd. Efterh\u00e5nden gik det op for mig, at v\u00e6gten l\u00e5 p\u00e5 f\u00e6llesskabet. At det m\u00e5ske dybest set var familieskab, der var tale om. B\u00e5de med levende og d\u00f8de.<\/p>\n\n\n\n
P\u00e5 et tidspunkt faldt jeg over Biskop Martensens bog D\u00e5b og Gudstro<\/em>. Det var imponerende l\u00e6sning! I den bog fandt jeg mange af mine egne skjulte \u2014 og i luthersk forstand “forbudte\u201d \u2014 tanker. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, og jeg havde den f\u00f8lelse: “T\u00e6nk, at der er \u00e9n mere, der har t\u00e6nkt som mig og oven i k\u00f8bet t\u00e6nkt det s\u00e5 meget, at han ville skrive det i en bog\u201d. Det var utrolig befriende. Det bet\u00f8d ikke, at jeg overvejede at blive katolik, men jeg kunne vel nok l\u00e6re noget af katolikkerne! Vigtigt var det, at der klart blev taget udgangspunkt i Gud og hans relation til mennesket og ikke omvendt, som det ofte sker i folkekirkelig teologi.<\/p>\n\n\n\n Men s\u00e5 er der samvittigheden. Samvittighed kan v\u00e6re s\u00e5dan noget underligt noget. Jeg havde nogle overvejelser omkring dette at l\u00e6se katolsk litteratur og blive beriget af det, samtidig med at jeg arbejdede i folkekirken. Det var folkekirken, der betalte min l\u00f8n, og solidaritet med teologien og dogmatikken d\u00e9r, syntes jeg egentlig, var en rimelig ting. Jeg syntes ikke, at jeg for eksempel i pr\u00e6dikerne kunne st\u00e5 og sige hvad som helst, jeg havde lyst til. Jeg blev meget opm\u00e6rksom p\u00e5, hvad jeg sagde i mine pr\u00e6dikener. Det blev de ikke d\u00e5rligere af. Gud er Gud, uanset hvad, og hvad jeg opdagede var, at jeg havde f\u00e5et et andet sprog at tale om Gud i.<\/p>\n\n\n\n Jeg vil tro, at det var i januar 2004, at der en dag l\u00f8b en tanke gennem mit hoved, som gjorde mig meget forf\u00e6rdet. Det var tanken: “Jeg tror, jeg kunne t\u00e6nke mig at blive katolik\u201d. Jeg blev virkelig rystet over mig selv. Jeg havde haft mange tanker om forskellene p\u00e5 folkekirken og den katolske Kirke, men ingen af disse tanker havde p\u00e5 noget tidspunkt f\u00e5et mig til at t\u00e6nke, at det var en mulighed at blive katolik. For det syntes jeg ikke var en mulighed! Det er s\u00e5 lysende klart for en folkekirkelig teolog, at man ikke kan blive katolik. S\u00e5 klart, at da jeg p\u00e5 et tidspunkt efter min konversion blev inviteret til at fort\u00e6lle mine tidligere pr\u00e6stekollegaer om dette, s\u00e5 kaldte jeg foredraget “Man kan da ikke blive katolik!\u201d, for jeg vidste, at det var, hvad alle t\u00e6nkte. Jeg tror, de fleste synes, det er et forr\u00e6deri. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med tanken om at blive katolik, Men hvad enten jeg syntes om det eller ej, s\u00e5 var jeg sikker p\u00e5, at det var s\u00e5dan, det ville g\u00e5. Jeg syntes ikke om det. Det blev en h\u00e5rd tid. En sv\u00e6r tid. Jeg tror, Abraham fra Det Gamle Testamente blev min redning. En dag siger Gud til Abraham: “Du skal rejse fra dit land til et land, jeg vil give dig\u201d. Og det g\u00f8r Abraham s\u00e5, men s\u00e5 let og ligetil var det vel ikke for ham. Men han g\u00f8r det. Abraham kom til at fylde en hel del i mig. Jeg syntes, det var for mig, som med Abraham. At jeg skulle rejse fra et land, som jeg kendte og elskede. Et land, der var mit. Til et fremmed land, som jeg ikke kendte. Abraham blev min tr\u00f8st. Det var rart at have \u00e9n at lide sammen med, for jeg kunne sagtens forestille mig, hvordan Abraham m\u00e5tte have haft det. Alt det elskede, der skulle tages afsked med. Alt det, der ikke l\u00e6ngere skulle v\u00e6re hans. Gud sagde til Abraham, at han skulle rejse, og Abraham rejste, og jeg vidste, at det gjorde jeg ogs\u00e5.<\/p>\n\n\n\n Efter meget lang tids overvejelse, og efter at jeg havde sat mig lidt bedre ind i nogle ting, tog jeg mod til mig og henvendte mig til den lokale katolske sognepr\u00e6st. Jeg var lidt bekymret for den undervisning, jeg skulle have. Jeg kunne lige se for mig, at jeg blev sat p\u00e5 en stol og fik en masse ting h\u00e6ldt i hovedet. Det ville aldrig g\u00e5, Men jeg fik min dr\u00f8mmeundervisning. Der var plads til undren og tvivl og sp\u00f8rgsm\u00e5l i massevis. En t\u00e5be kan sp\u00f8rge om mere, end ti professorer kan svare p\u00e5. S\u00e5dan en t\u00e5be var jeg \u2014 og fik lov til at v\u00e6re, Jeg begyndte at g\u00e5 til messe om s\u00f8ndagen. <\/p>\n\n\n\n F\u00f8r havde messen lignet gudstjenesten, men nu, hvor messer skulle v\u00e6re mine “gudstjenester\u201d resten af livet, s\u00e5 de helt fremmedartede ud. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvad der foregik \u2014 vel sagtens fordi jeg pr\u00f8vede at rumme det hele p\u00e5 \u00e9n gang. Men efterh\u00e5nden \u00e5bnede messerne sig med en rigdom, st\u00f8rre end jeg i min vildeste fantasi kunne forstille mig det. Jeg glemmer for eksempel aldrig den f\u00f8rste sk\u00e6rtorsdagsmesse. I hele fastetiden havde jeg savnet Gloria, og jeg havde ikke forventet, at det ville blive sunget igen f\u00f8r p\u00e5skenat. Men s\u00e5 pludselig stemte orgel og klokker i med Gloria, og Himlen \u00e5bnede sig, og t\u00e5rerne trillede ned af mine kinder. Det vigtigste er dog nok tidspunktet for forvandlingen af br\u00f8d og vin. Det er stort. Det er n\u00e6rv\u00e6r. Det er alt det, som ord ikke kan udtrykke.<\/p>\n\n\n\n Stadig havde jeg nogle vikargudstjenester i folkekirken, for provsten mente ikke, det var noget problem, s\u00e5 l\u00e6nge, jeg ikke var optaget i den katolske Kirke, men det begyndte at blive lidt forvirrende indeni mig. S\u00e5 jeg m\u00e5tte beslutte, at det nu var slut med at holde gudstjenester. Det var blevet anderledes for mig. Ved den n\u00e6ste undervisningstime, jeg havde hos den katolske pr\u00e6st, br\u00f8d jeg fuldst\u00e6ndig sammen. Jeg gr\u00e6d en hel time over, at jeg aldrig, aldrig skulle holde en gudstjeneste igen. Der var ingen tr\u00f8st \u2014 bortset fra at jeg fik lov til at gr\u00e6de.<\/p>\n\n\n\n Min veninde er pr\u00e6st, og hun havde f\u00e5et et nyt embede og mente ikke, at hun kunne blive indsat i det, uden jeg var til stede i min pr\u00e6stekjole. Jeg vidste, det ville blive sidste gang, jeg trak i kjolen. Det var underligt, og jeg for\u00e6rede hende min s\u00f8lvn\u00e5l til pr\u00e6stekraven. Jeg ville jo aldrig f\u00e5 brug for den. Ikke i folkekirken, heller ikke i den katolske Kirke, for jeg m\u00e5tte jo sluge den kamel, der hedder, at kvinder ikke kan v\u00e6re pr\u00e6ster i den katolske Kirke. Det var h\u00e5rdt, men en af de priser, der m\u00e5tte betales. Den st\u00f8rste m\u00e5ske. Men p\u00e5 vejen hjem faldt der en forunderlig ro over mig. Jeg vidste, at nu kunne jeg godt blive katolik. Det var s\u00e5dan, det var. Det var s\u00e5dan, det skulle v\u00e6re. Det var det, der var det rigtige for mig.<\/p>\n\n\n\n S\u00e5dan en ro er en stor gave. Pr\u00e6sten, som jeg gik til undervisning hos, fornemmede uden tvivl den nye ro i mig, og vi begyndte at tale om, hvorn\u00e5r jeg skulle optages i Kirken.<\/p>\n\n\n\n S\u00e5 kom dagen. Den 23. januar 2005. Jeg var nerv\u00f8s samtidig med, at jeg havde gl\u00e6det mig til dagen. I optagelsesritualet st\u00e5r der bl.a.: “Gud, som har f\u00f8rt dig hertil, tager selv imod dig i den katolske Kirke\u201d. De ord tog mig om hjertet. Jeg syntes, det var Gud, som havde f\u00f8rt mig hertil, og da jeg blev optaget, ja, da syntes jeg ogs\u00e5, at det var Gud, som tog imod mig. Det er ikke blot et andet land, jeg er kommet til. Jeg er kommet hjem!<\/p>\n\n\n\n Offentliggjort efter aftale med Katolsk Forlag, Lillian Kristensen og bogens redakt\u00f8r Marguerita Olga Hvid Spangnsberg.<\/em><\/p>\n\n\n\nVIDEO – En samtale med Lillian Kristensen<\/h2>\n\n\n\n
![\"Hvem](\"https:\/\/i.ytimg.com\/vi\/uk3sZkWjjXE\/maxresdefault.jpg\")