Af: Kuno Arnkilde
Jeg har sloges med det i mange år, og i aftes gik der endelig en prås op for mig, godt hjulpet af ChatGPT. Jeg forstod pludselig, hvad det vil sige, at Jesus Kristus efter opstandelsen fremstod i et “forklaret legeme”.
Hvad er et forklaret legeme og hvorfor kunne hans disiple ikke genkende ham i begyndelsen. Det sidste er vigtigt: I begyndelsen kendte de ham ikke. Forøvrigt er det en god ide at bruge hele navnet “Jesus Kristus” fordi jeg dermed giver udtryk for at han både var mennneske (Jesus) og er Gud (Kristus).
Jeg tror det var pave Benedikt der engang sagde, at det vigtigste i Kirken og den kristne tro, i det nye årtusinde, er læsning i Bibelen. At min og din læsning bliver vor egen. Det betyder vel i praksis, at jeg lader teologerne hvile lidt, bruger dem som det værktøj de er, og opsøger min egen forståelse af de mange uforståelige tekster i Bibelen.
Altså: Som jeg lige husker det, fremstår Jesus Kristus tre gange efter opstandelsen i et forklaret legeme: Vandringen til Emmaus, scenen hvor han går gennem døre og møder Thomas-vanto og scenen hvor han bliver løftet op til sin far. Himmelfarten giver faktisk også mening for mig, nu hvor jeg forstår følgende.
Det er vigtigt at jeg ikke tænker traditonelt, når jeg vil forstå dette. Jeg bliver nødt til at “løfte” mig selv til et andet bevidsthedsniveau. Vi taler jo om et liv efter døden, dét at vi som kristne skal genopstå i et forklaret legeme. Jeg skriver med vilje “vi som kristne” fordi jeg hverken kan eller skal forholde mig til dem af os der ikke tror på Jesus som Guds Søn. Alt i kristendommen er et mellemværende mellem Kristus og mig. Kirken – Kristi legeme – har Han skabt for at støtte og vejlede mig på min vandring. Faktisk vores fælles vandring. Du Herre og jeg.
OK, jeg løfter mig op til en “forståelse” af det ikke-jordiske, lukker øjnene og prøver at fatte, hvad det vil sige at fremstå både med et fysisk og et åndeligt legeme. Det er ikke for tøsedrenge det her. Et legeme der både er fysik og ånd, mest ånd – tror jeg. Men hvorfor kan disiplene ikke genkende ham, som de har fulgtes med i flere år, og hvorfor ser han anderledes ud? En lille sidebemærkning: Læg mærke til at de ikke genkender ham på hans udseende, men på hans handlinger. Dét er der vist også en pointe i …
Når jeg en dag skal møde min elskede mormor “i himlen”, véd jeg heller ikke hvordan jeg vil genkende hende. Vil hun fremstå som den aldrende kvinde i 50’erne, som jeg husker hende, eller vil hun fremstå som en ung 25-årig som jeg vil have svært ved at kende. Jeg ved det ikke. Hun vil også fremstå i et forklaret legeme. Vi vil begge møde hinanden “forklaret”. Genkendelsen, i første omgang, er ikke det vigtige, men det er forståelsen af, at vi taler om guddommelige liv, som er både fysisk og åndeligt. Fysisk og transcendentalt på samme tid. Det er derfor Jesus kan gå gennem døre og blive løftet op til sin far i himlen. Ånd og materie.
Det er guddommeligt og svært at forstå, men en lille forståelse har også ret.
Den vigtigste erfaring ved min bibellæsning er viljen til at sætte mig ud over det som jeg almindeligvis forstår; det jordiske liv. Sammenligningen som svøbe. Tage et nyt afsæt, montere nye startklodser og løfte mig selv til en forståele / erkendelse af noget der er større end dig og mig.
Erkende et himmelsk, overjordisk liv. Lade erkendelsen blive en del af mig. Erkend, at ikke alting behøver at være som det ser ud. Lade muligheder stå åben og så komme videre på min egen vandring til Emmaus, sammen med Ham det hele handler om. Og på et tidspunkt, efter et jordisk liv: En fælles vandring og nu begge som et forklaret legeme.
Husk på hvad vistnok pave Benedikt sagde: Det handler om vor egen forståelse af det vi læser i bibelen. Giv din læsning tid. Vi får forståelsen når vi er parat til det. Når vi åbner vort hjerte for Helligånden og sammen med Ham begynder at forstå det som tilsyneladende er uforståeligt. Så går denne forståelse hen og bliver virkelig og sand – i et mellemværende mellem hin enkelte og Jesus Kristus.
