Pave Johannes Paul 2. om jødedommen

Bogen "Over håbets tærskel" er en dialog mellem den italienske journalist Vittorio Messori og pave Johannes Paul 2. fra 1994. Oprindeligt havde paven accepteret et interview med Italiensk Radio og TV, som skulle sendes over hele kloden, men det faldt til jorden af praktiske grunde. Men paven svarede skriftligt på alle spørgsmål som journalisten havde planlagt - blandt andet om jødedommen.

Gennem den store mængde af religioner, der omgiver os som koncentriske cirkler, kommer vi til den religion, der er nærmest vor egen - gudsfolkets religion i Det Gamle Testamente.

Ordene fra koncilsdokumentet "Nostra Aetate" repræsenterer her et vendepunkt: "Kristi Kirke erkender nemlig, at dens tro og dens udvælgelse har haft sin begyndelse hos patriarkerne, Moses og profeterne, ifølge Guds hemmelige frelsesplan. Den bekender, at alle kristne, Abrahams børn ifølge troen, indbefattes i patriarkens kaldelse, og at Kirkens frelse er forudsagt på profetisk vis i det udvalgte folks vandring ud af trældommens land. Derfor kan Kirken ikke glemme, at den har modtaget den gamle pagts åbenbaring ved dette folk, som Gud i sin uudsigelige barmhjertighed har villet indgå denne tidligere pagt med; den kan ikke glemme, at den næres af det gode oliventræs rod, som folkeslagenes oliegrene er blevet indpodet i.... ..Fordi den fælles åndelige fædrenearv er så stor mellem de kristne og jøderne, er det kirkemødets vilje at fremme og anbefale en gensidig forståelse og agtelse, som særlig vil kunne nås gennem bibelske og teologiske studier og ved oprigtige samtaler" (Nostra Aetate 4).

Ordene i koncilsdokumentets erklæring afspejler den erfaring, som mange både jøder og kristne har gjort. De afspejler ligeledes min personlige erfaring fra mine første leveår i min hjemby. Navnlig husker jeg grundskolen i Wadowice, hvor mindst en fjerdedel af eleverne i min klasse var jøder. Jeg husker særligt mit skolevenskab med en af dem, Jerzy Kluger - et venskab der har varet fra min skoletid til i dag. Jeg husker tydeligt jøderne, der hver lørdag samledes i synagogen bag vores skole. Begge religiøse grupper, katolikker og jøder, var, antager jeg, forenede i bevidstheden om, at de bad til den samme Gud. På trods af deres forskellige sprog var bønnerne i Kirken og synagogen for en stor del baseret på de samme tekster.

Så kom Anden Verdenskrig med dens koncentrationslejre og systematiske udryddelser. Først og fremmest blev sønner og døtre af den jødiske nation dømt af ingen anden grund, end at de var jøder. Enhver, der på den tid boede i Polen, kom på et eller andet tidspunkt, direkte eller indirekte, i forbindelse med denne virkelighed.

Det er derfor også en af mine personlige erfaringer, som jeg har i mig den dag i dag. Auschwitz, måske det mest eklatante symbol på det jødiske folks holocaust, viser, hvor langt et system, der er bygget på principper som racehad og magtbegær, kan gå. Auschwitz vil altid være en advarsel, der skal få os til aldrig at glemme, at anti-semitisme er en dødssynd mod menneskeheden, at enhver form for racehad uundgåeligt fører til undertrykkelse af menneskelig værdighed.

Jeg vil gerne vende tilbage til synagogen i Wadowice. Den blev ødelagt af tyskerne og eksisterer ikke længere. For nogle år siden opsøgte Jerzy mig for at fortælle, at det sted, hvor synagogen stod, skulle æres med en særlig mindeplade. Jeg må indrømme, at vi begge to i det øjeblik blev stærkt bevæget. Vi så for os ansigterne på de mennesker, vi havde kendt og holdt af, og vi mindedes de lørdage i vores barndom og ungdom, hvor den jødiske menighed i Wadowice samledes til bøn. Jeg lovede ham, at jeg gerne ville sende en personlig hilsen som et tegn på min solidaritet og åndelige medleven i anledning af en så vigtig begivenhed. Og det gjorde jeg. Det var Jerzy selv, som overbragte min hilsen til mine medborgere i Wadowice. Rejsen var ikke let for ham. Alle hans familiemedlemmer, som var blevet tilbage i den lille by, fandt døden i Auschwitz. Hans besøg i Wadowice for at afsløre mindepladen af den lokale synagoge var hans første i halvtreds år...

Ordene i "Nostra Aetate" genspejler som sagt, hvad mange har erfaret. Jeg tænker tilbage på den tid, hvor jeg virkede i Krakow. I denne by, og navnlig i Kazimierz-kvarteret, er der stadig mange spor af jødisk kultur og tradition. I Kazimierz var der før krigen flere dusin synagoger, som samtidig var kulturelle monumenter. Som ærkebiskop af Krakow var jeg i tæt kontakt med byens jødiske menighed. Jeg havde et meget hjerteligt forhold til menighedens overhovede, og jeg tabte ikke forbindelsen, da jeg kom til Rom.

Efter mit valg til Peters Stol har jeg fortsat værnet om disse dybe, betydningsfulde bånd. På mine pastorale rejser rundt om i verden prøver jeg altid at møde repræsentanter for de jødiske menigheder. Men den største oplevelse for mig var mit besøg i Roms synagoge. Historien om jøderne i Rom er et enestående kapitel i det jødiske folks historie, et kapitel der for den sags skyld er tæt knyttet til Apostlenes Gerninger. I synagogen talte jeg om jøderne som vore ældre brødre i troen. Disse ord gav udtryk både for koncilets lære og for Kirkens dybe overbevisning.

Andet Vatikankoncil ofrede ikke emnet megen tid, men det, det bekræftede, er udtryk for en betydningsfuld virkelighed, som både er af religiøs og kulturel art.

Dette usædvanlige folk bærer stadig tegn på sin guddommelige udvælgelse. Det sagde jeg engang til en israelsk politiker, og han var enig, men skyndte sig at tilføje: "Hvis det bare kostede mindre!..." Israel har virkelig betalt en høj pris for dets udvælgelse. Måske netop derfor ligner Israel Menneskesønnen, som efter kødet var Israels søn. Totusind-året for hans komme til jorden vil også blive en fest for jøder.

Jeg er glad for, at mit pontifikat på Peters Stol har ligget i tiden efter Andet Vatikankoncil, hvor den indsigt, som inspirerede "Nostra Aetate", finder konkrete udtryk på forskellige måder. Således er de to store øjeblikke af guddommelig udvælgelse: den gamle og den nye pagt, kommet hinanden nærmere. Den nye pagt har sine rødder i den gamle. Kun Helligånden ved, hvornår mennesker fra den gamle pagt vil kunne se sig selv som en del af den nye. Det eneste, vi som mennesker kan gøre, er ikke at lægge hindringer i vejen. Det ikke at lægge hindringer i vejen sker i form af dialog imellem kristne og jøder, som fra Kirkens side føres af Det pavelige Råd for de Kristnes Enhed.

Det glæder mig også, at et af resultaterne af den fredsproces, der i øjeblikket finder sted i Mellemøsten, trods tilbageskridt og forhindringer, og også takket være staten Israels initiativ, har gjort det muligt at oprette diplomatiske forbindelser imellem Vatikanet og Israel. Hvad angår anerkendelsen af staten Israel må jeg understrege, at jeg selv aldrig har haft tvivl i den sag.

Efter at have sluttet et af mine møder med den jødiske menighed, var der en, der sagde: "Jeg vil gerne takke Paven for alt, hvad den katolske Kirke har gjort i løbet af de sidste to tusind år for at gøre den sande Gud kendt."

Disse ord siger indirekte, hvorledes den nye pagt arbejder for at opfylde alt det, som har rod i Abrahams kaldelse, i Guds pagt med Israel på Sinai, og i hele den rige arv, vi har fra profeterne, som i deres hellige skrifter, hundreder af år før opfyldelsen, pegede på: Den, som Gud ville sende i "tidens fylde" (Gal. 4,4).

Bogen "Over Håbets Tærskel"

Forlaget Scandinavia i samarbejde med Katolsk Forlag.

 

Translate »