Derfor har vi nationer

Det ville være den største tåbelighed at afvise nationalitetens "vi" til fordel for et eller andet globalt alternativ, eller et flydende fællesskab i cyberspace. Demokratisk politik kræver et demos, et folk. Demokrati betyder folkestyre og kræver, at vi ved, hvem folket er, hvad der forener dem, og hvordan de kan danne en regering.

DER FINDES EN respekteret holdning blandt uddannede mennesker, som lyder, at nationer ikke længere er relevante.

Deres argumentation lyder nogenlunde som følger: Vi lever i en forbundet verden. Globaliseringen og internettet har skabt nye netværk af samhørighed og nye former for social tillid, hvorigennem grænser udviskes, og gamle tilknytninger fordufter.

Vel har vi set nationalismens fremmarch i Europa, Brexit i Storbritannien og valget af den populistiske Donald Trump, men det er alt sammen symptomer på reaktionære følelser, vi burde være vokset fra. Nationalstaten var nyttig, mens den varede, og gav os en forståelse af vores sociale og politiske forpligtelser. Men den var også farlig, når den blev opildnet mod fjendebilleder - det være sig sande eller indbildte fjender. Under alle omstændigheder hører nationalstaten fortiden til. Den var en del af et samfund, hvor familie, job, religion og levevis blev stående stille på et sted, isoleret imod den globale udvikling. Vores verden er ikke længere sådan, og vi må ændre os, hvis vi vil blive ved med at høre til.
Argumentet er vægtigt og nød stor indflydelse blandt dem, der i den britiske afstemning stemte for at forblive EU. Men det overser også den mest afgørende kendsgerning, nemlig at demokratisk politik kræver et demos, et folk.

Demokrati betyder folkestyre og kræver, at vi ved, hvem folket er, hvad der forener dem, og hvordan de kan danne en regering.

Det at regere kræver til gengæld et "vi", en loyalitet hinsides politik, der betyder, at naboer, der ikke har stemt det samme, behandler hinanden som medborgere, for hvem regeringen ikke er " min" eller " din", men " vores" - uanset om vi selv støtter den personligt. Dette "vi", dette første person flertal, varierer i styrke, fra glødende tilknytning i krigstid til afslappet accept en mandag morgen på arbejdet, men på et eller andet niveau må det lægges til grund, hvis vi skal forpligte os på en fælles retsstat.

Et lands stabilitet forstærkes af dets økonomiske vækst, men afhænger i langt højere grad af denne følelse af, at vi hører sammen og vil stå sammen i en virkelig nødsituation. Kort sagt afhænger den af en nedarvet, social tillid. En tillid, der er afhængig af et fælles territorium, en fælles beslutsomhed over for ydre trusler samt institutioner, der skaber kollektive beslutninger som reaktion på aktuelle problemer. Den tillid er en absolut forudsætning for varig fred og det største aktiv for de mennesker, der besidder den, som amerikanerne og briterne har besiddet den gennem de enorme omvæltninger, der har skabt vores moderne verdensbillede.

Urbane eliter opbygger tillid gennem karrieretræk, fælles projekter og samarbejde på tværs af grænserne.

Ligesom fortidens aristokrater danner de ofte netværk uden at tænke på nationale grænser. De er ikke, overordnet set, afhængige af et bestemt sted, en bestemt tro eller en bestemt rutine for at bevare deres følelse af tilhørsforhold, og i det moderne livs umiddelbare omstændigheder kan de tilpasse sig globaliseringen uden stort besvær. De vil identificere sig med tværnationale netværk, fordi de ser dem som aktiver, der forstærker deres magt.

Men selv under moderne forhold er denne urbane elite afhængig af andre, som ikke tilhører den: landmænd, produktionsfolk, fabriksarbejdere, byggearbejdere, tekstilarbejdere, mekanikere, sygeplejersker, rengøringsassistenter, kokke, politifolk og soldater, for hvem tilknytning til et sted og dets skikke er en implicit del af alt, de gør. I identitetsessay relaterede spørgsmål vil disse mennesker højst sandsynligt stemme anderledes end den urbane elite, de til gengæld er afhængige af for regering og administration.

Vi har derfor brug for en rummelig identitet, der kan holde os sammen som et folk. Tidligere tiders identiteter -dynastier, trosretninger, familier, stammer - var allerede svækkede, da oplysningstiden sendte dem helt ud i glemslen. Og deres moderne erstatninger - de totalitære staters ideologier og " ismer" - har åbenlyst spillet fallit i forhold til at tilbyde et alternativ. Vi har brug for en identitet, der skaber medborgerskab - den relation mellem staten og den enkelte, hvor hver er ansvarlig over for den anden.

Det er, for almindelige mennesker, hvad nationalstaten tilbyder.

NATIONAL LOYALITET marginaliserer loyalitet til familien, stammen og troen og placerer ikke en person eller religion som fikspunkt for borgernes patriotiske følelser, men derimod et sted. Dette sted er defineret af historie, kultur og lov, hvorigennem vi, folket, har hævdet det som vores eget. Det 19. århundredes nationalistiske kunst og litteratur er kendetegnet ved, at territorium har overhalet religion, stamme og dynasti som primært objekt for folkets kærlighed.

Selv-identificerende nationers nationalsange blev udtænkt som fremmanelser af hjemmet, for eksempel Sibelius' "Finlandia" eller Englands uofficielle hymne "Land of Hope and Glory". Selv en militant hymne som den amerikanske " The Star-Spangled Banner" henviser til jord og hjem med sit motto: "the land of the free and the home of the brave.' Det er vores hjem, vi kæmper for, ligesom vores frihed er friheden til selvstyre på det sted, der er vores.

Igen og igen advarer liberale mod populisme og nationalisme, hvilket antyder den holdning, at selve det at rejse spørgsmålet om national identitet er at tage et skridt væk fra civilisationen. Og det er rigtigt, at der er tale om en farlig tanke. Men i anglosfæren har vi et sprog at diskutere nationalitet på, som ikke er behæftet med det 19. og 20. århundredes krigeriske nationalistiske retorik. Når vi ønsker at påkalde os et politisk " vi", bruger vi ikke storladne og ideologisk plettede idiomer, som " La Patrie" eller " das Vaterland". Vi henviser blot til det land, denne plet på jorden, som tilhører os, fordi vi tilhører det, har elsket det, boet i det, forsvaret det og etableret fred og velstand inden for dets grænser.

Patriotisme indebærer en kærlighed til hjemmet og en vilje til at forsvare det; nationalisme, derimod, er en ideologi, som bruger de nationale symboler til at indkalde folket til krig. Da Abbe Sieyes erklærede målet for den franske revolution, var det på det sprog, nationalismens sprog: "Nationen går forud for alt. Den er kilden til alt. Dens vilje er altid lovlig... Måden, hvorpå en nation udøver sin vilje, betyder ikke noget; pointen er, at den udøver den; enhver fremgangsmåde er passende, og dens vilje er altid den øverste lov." Disse inflammatoriske ord sendte Frankrig på vej mod det såkaldte rædselsregime, hvor man så "fjender af nationen" bag hver en stol.

Men de, der afviser den nationale ide, simpelthen fordi folk har truet deres naboer i dens navn, er ofre for det selvsamme snæversyn, de fordømmer. En lille dosis evolutionær psykologi vil minde dem om, at menneskelige samfund har krigsførelsen indlejret i sig, og når de kæmper, kæmper de i grupper. Selvfølgelig siger de det ikke på den måde; gruppen fremstår i sine indbyrdes opfordringer som noget ophøjet og storslået - hvorfor skulle man ellers kæmpe for den? Gruppen har mange navne: folket, kongen, nationen, Gud, endda Socialistisk Internationale. Men dens betydning er altid den samme: "os" i modsætning til " dem".

Opdel et klasseværelse med børn i dem iført røde trøjer og dem iført grønne, og sørg så for at forskelsbehandle dem lidt. Så vil du snart have krig mellem de røde og de grønne. Inden for få dage vil der være helte og historier om ædel selvopofrelse på begge sider, måske på sigt en rød hymne og en grøn.

Rød og grøn vil blive symboler på deres tilhængeres dyder og ofre, og - som nationale flag - vil de opnå en åndelig kvalitet, der vil få nogle til at ære en rød klud, mens andre vil brænde den i rituel hævn. Men det er ikke en særligt god grund til at ville afskaffe farverne rød og grøn.

På baggrund af denne genetiske fortælling, burde vi så ikke erkende, at sandsynligheden for, at en krig i forsvar af fædrelandet ender i et stabilt kompromis, er større end sandsynligheden for, at andre krige gør det? Når grænserne er sikre og den ubudne gæst afvist, kan kampene stoppe. Derfor drog de europæiske folk et lettelsens suk, da Centraleuropa blev opdelt i nationalstater med den westfalske fred i 1648. Religion, havde de erkendt, overgik i særklasse nationalitet, når det kom til antallet af dræbte.

I VERDEN, SOM DEN ER I DAG, er den vigtigste trussel mod national identitet stadig religion, og især islam, der tilbyder sine mest glødende disciple en fuldstændig livsstil, baseret på at underkaste sig Guds vilje. Amerikanerne har svært ved at forstå, at en religion skulle kunne tilbyde et alternativ til sekulær regering og ikke blot en måde at leve på inden for den sekulære regerings rammer.

Den første amerikanske forfatningstilføjelse (om religions- og ytringsfrihed, red.) fjernede jo religion fra den politiske ligning, synes de at tænke.

Men de glemmer, at religioner ikke nemt tåler konkurrence og derfor muligvis bør overvåges udefra. Det er derfor, den første forfatningsændring var nødvendig, og det er derfor, vi er heldige, når vi definerer vores tilhørsforhold i nationale snarere end religiøse termer.

I stater som Iran og Saudi-Arabien, der bygger på religiøs snarere end territorial loyalitet, er religiøs og moralsk frihed en sjælden og truet værdi. Vi, derimod, nyder ikke blot godt af friheden til offentligt at være uenige med andre i spørgsmål om tro og privatliv, men også friheden til at lave satire over højtidelighed og til at latterliggøre vrøvl, herunder højtidelighed og vrøvl af den religiøse slags. Alle disse friheder er dyrebare for os, selvom vi er ved at vænne os af med at forsvare dem.

På den nationale tilknytnings fundament har det været muligt at skabe en art borgerlig patriotisme, der anerkender institutioner og love som fælles ejendom, og som kan byde velkommen til dem, der er indtrådt i vores sociale kontrakt udefra. Du kan ikke indvandre til en stamme, en familie eller en tro, men du kan indvandre til et land, forudsat at du er parat til at adlyde de regler, der gør landet til et hjem. Det er derfor, mange migranter i dag flygter fra lande, hvor tro, stamme eller familie er grundlag for tilhørsforhold, til lande, hvor nationalitet alene udgør vejen til socialt medlemskab.

Det "civilisationernes sammenstød", som ifølge den afdøde politolog Samuel Huntington er efterfølgeren til den kolde krig, er efter min mening slet ikke et sådant.

Det er derimod en konflikt mellem to former for medlemskab - det nationale, som tåler forskelle, og det religiøse, der ikke gør. Det er netop denne tolerance af forskel, der baner vejen for demokrati.

Almindelig patriotisme opstår, fordi folk har måder at løse deres stridigheder på, måder at mødes på, måder at samarbejde på, måder at fejre og tilbede på, der forsegler båndet mellem dem, uden nogensinde at gøre dette bånd så eksplicit som en doktrin. Det er helt sikkert sådan, almindelige mennesker lever, og det er roden til alt, der er bedst ved det menneskelige samfund - at vi er knyttet til det, der foregår omkring os, at vi sammen vokser med det, og at vi gør vejene til fredelig forening til vores egne, og at disse veje er rigtige, fordi de er vores, og fordi de forener os med dem, der var her før os, og med dem, der vil erstatte os, når vi ikke længere er her. Set på den måde er patriotiske følelser ikke bare naturlige, de er faktisk legitimerende.

De vækker kilderne til social hengivenhed og integrerer denne hengivenhed i skikke, der har bevist deres værd over tid, ved at give et fællesskab mulighed for at afvikle sine stridigheder og opnå ligevægt i de skiftende forhold i livet.

Alt dette blev udtrykt af den franske historiker og filosof Ernest Renan i et berømt essay fra 1882: "Hvad er en nation?".

For Renan udgøres en nation ikke af en race eller af religiøs konformitet, men af en "daglig folkeafstemning'', der udtrykker nationens medlemmers kollektive erindring og bekræfter deres nuværende enighed om at leve sammen.

Det er netop af disse grunde, nationale følelser baner vejen for demokratisk politik.

Det ville være den største tåbelighed at afvise nationalitetens "vi" til fordel for et eller andet globalt alternativ, eller et flydende fællesskab i cyberspace. Opgaven er ikke at overgive sig til globaliseringen, men at styre den, at file dens skarpe kanter af, så vores følelse af tilknytning og loyalitet stadig kan være et pejlemærke i vores udøvelse af den ting, der definerer os, nemlig folkets suverænitet på det sted, der er folkets eget.


Roger Scruton er britisk forfatter og filosof. Hans mange bøger omfatter bl.a. "Confessions of a Heretic" og "Fools, Frauds and Firebrands: Thinkers of the New Left ".

Kilde: The Wall Street Journal © 2017 Dow Jones & Company, Inc.

 

Translate »