Sammendrag: Teksten beskriver konservatisme som en reaktion på modernitetens omvæltninger og som et forsvar for værdier og institutioner arvet fra den engelske common law-tradition. Særligt i den engelsktalende verden har konservatisme fået en tydelig form, hvor frihed, retssikkerhed (fx habeas corpus), parlamentarisk demokrati, frivilligt civilsamfund og offentlig ånd udgør centrale elementer.
Konservatisme findes både som en metafysisk tro på det hellige og som en empirisk, praktisk tilgang til samfundet. Den empiriske konservatisme understreger, at vi har arvet goder som fred, frihed, lov, miljøbeskyttelse, uddannelseskultur og demokrati, som er lette at ødelægge, men vanskelige at skabe. Derfor er konservatisme et rationelt svar på nutidens trusler, selvom den ofte fremstår mindre appellerende end revolutionære alternativer.
Forfatteren pointerer, at konservatisme ikke kun er en klagesang over tab, men en bestræbelse på at bevare det gode, vi stadig har.
Forord:
Det konservative temperament er et anerkendt træk ved menneskelige samfund overalt. Men det er hovedsageligt i engelsktalende lande, at politiske partier og bevægelser kalder sig konservative. Dette mærkelige faktum minder os om den enorme og uerkendte kløft, der eksisterer mellem de steder, der har arvet traditionerne fra det engelske common law-styre, og de steder, der ikke har. Storbritannien og Amerika trådte ind i den moderne verden med en skarp bevidsthed om deres fælles historie. Senere, gennem det tyvende århundredes traumer, holdt de to lande sammen i forsvaret af den civilisation, der forenede dem, og selv i dag, hvor Storbritannien til sin befolknings generelle utilfredshed er blevet medlem af Den Europæiske Union, bevarer Atlanterhavsalliancen sin popularitet hos befolkningen som et tegn på, at vi står for noget større end vores materielle bekvemmeligheder. Hvad er det egentlig? I Thatcher og Reagans tid blev svaret givet med ét ord: frihed. Men det ord kræver en kontekst. Hvis frihed, hvordan udøves den, hvordan afgrænses den, og hvordan defineres den?
I Amerika er der skrevet en bog om den middelalderlige retskendelse Habeas corpus – en retskendelse udstedt i kongens navn, der påbyder enhver, der måtte tilbageholde en af hans undersåtter, at løslade vedkommende eller bringe ham for kongens domstol. Forfatteren argumenterer for, at denne retskendelses fortsatte gyldighed understøtter den amerikanske frihed ved at gøre regeringen til borgernes tjener og ikke deres herre. (1) Intetsteds uden for den engelsktalende verden findes der noget, der svarer til Habeas corpus, og alle forsøg på at begrænse dens omfang eller virkning mødes med modstand fra engelsktalende mennesker. Den udtrykker, i de mest enkle vendinger, det unikke forhold mellem regeringen og de regerede, som er vokset frem af den engelske common law. Dette forhold er en del af det, som konservative forsvarer i frihedens navn.
Når jeg forklarer og forsvarer konservatisme, retter jeg derfor primært mine bemærkninger til den engelsktalende verden. Jeg antager, at mine læsere betragter common law-retfærdighed, parlamentarisk demokrati, privat velgørenhed, offentlig ånd og de »små grupper« af frivillige som det normale i civilsamfundet, og at de endnu ikke er helt vant til den topstyrede autoritet i det moderne velfærdssamfund, endsige de transnationale bureaukratier, der stræber efter at absorbere det.
Der findes to former for konservatisme, den ene metafysisk, den anden empirisk. Den første ligger i troen på hellige ting og ønsket om at forsvare dem mod vanhelligelse. Denne tro er blevet eksemplificeret på alle tidspunkter i historien og vil altid være en stærk indflydelse i menneskelige anliggender. I de afsluttende kapitler af denne bog vender jeg derfor tilbage til den. Men i de fleste af de foregående sider vil jeg beskæftige mig med mere jordnære emner. I sin empiriske manifestation er konservatisme et mere specifikt moderne fænomen, en reaktion på de enorme forandringer, som reformationen og oplysningstiden udløste.
Den konservatisme, jeg vil forsvare, fortæller os, at vi kollektivt har arvet gode ting, som vi skal stræbe efter at bevare. I den situation, hvor vi, arvingerne til både den vestlige civilisation og den engelsktalende del af den, befinder os, er vi godt klar over, hvad disse gode ting er. Muligheden for at leve vores liv, som vi vil; sikkerheden ved en upartisk lovgivning, gennem hvilken vores klager bliver besvaret og vores sår helet; beskyttelsen af vores miljø som et fælles aktiv, der ikke kan beslaglægges eller ødelægges efter magtfulde interessers forgodtbefindende; den åbne og undersøgende kultur, der har formet vores skoler og universiteter; de demokratiske procedurer, der gør det muligt for os at vælge vores repræsentanter og vedtage vores egne love – disse og mange andre ting er vi fortrolige med og tager for givet. Alt dette er truet. Og konservatisme er det rationelle svar på denne trussel. Måske er det et svar, der kræver mere forståelse, end den almindelige person er parat til at give det. Men konservatisme er det eneste svar, der svarer til de nye realiteter, og i denne bog forsøger jeg så kortfattet som muligt at forklare, hvorfor det ville være irrationelt at vælge noget andet.
Konservatisme tager udgangspunkt i en følelse, som alle modne mennesker let kan dele: følelsen af, at gode ting let kan ødelægges, men ikke let kan skabes. Dette gælder især de gode ting, der kommer til os som kollektive aktiver: fred, frihed, lov, civilitet, offentlig ånd, sikkerhed for ejendom og familieliv, hvor vi alle er afhængige af andres samarbejde, uden at vi alene har midlerne til at opnå det. Med hensyn til sådanne ting er ødelæggelsesarbejdet hurtigt, let og opstemmende, mens skabelsesarbejdet er langsomt, møjsommeligt og kedeligt. Det er en af det tyvende århundredes lærestreger. Det er også en af grundene til, at konservative er så ugunstigt stillet, når det gælder den offentlige mening. Deres holdning er sand, men kedelig, mens deres modstanderes holdning er spændende, men falsk.
På grund af denne retoriske ulempe fremlægger konservative ofte deres sag i sorgens sprog. Klagesang kan feje alt foran sig, ligesom Jeremias’ klagesang, på samme måde som revolutionens litteratur fejer vores skrøbelige bedrifter væk. Og sorg er nogle gange nødvendig; uden ›sorgens arbejde‹, som Freud beskrev det, kan hjertet ikke komme videre fra det, der er tabt, til det, der vil erstatte det. Ikke desto mindre behøver argumenterne for konservatisme ikke at blive fremført i elegiske vendinger. Det handler ikke om det, vi har mistet, men om det, vi har bevaret, og hvordan vi kan holde fast i det. Det er det, jeg fremfører i denne bog.
Jeg slutter derfor med en mere personlig bemærkning, med en afsked, der forbyder sorg. Jeg har haft stor gavn af kritiske kommentarer fra Bob Grant, Alicja Gescinska og Sam Hughes. Det ville ikke have været muligt at få mine tanker ned på papiret uden inspiration, skepsis og lejlighedsvis satire fra min kone Sophie, og jeg dedikerer resultatet til hende og vores børn.
Malmesbury
Januar 2014
Noter
- Anthony Gregory, The Power afHabea_s Corpus in America (Cambridge: Cambridge
University Press, 2013). - For those interested in the elegiac aspect of my position se England an Elgy (London: Pimlico, 2001
De tre store -ismer:
Konservatisme – Liberalisme – Socialisme
1. Menneskesyn
- Konservatisme: Mennesket er ufuldkomment, har brug for fællesskab, traditioner og moral som vejledning.
- Liberalisme: Mennesket er rationelt og selvstændigt; frihed og individuelle rettigheder er vigtigst.
- Socialisme: Mennesket formes af samfundet; solidaritet og lighed er nødvendige for retfærdighed.
2. Samfundsforståelse
- Konservatisme: Samfundet er en organisme, hvor familier, kirke, kultur og nation er bærende; ændringer bør ske gradvist.
- Liberalisme: Samfundet er en samling af frie individer, der samarbejder gennem aftaler og markedsmekanismer.
- Socialisme: Samfundet er præget af klasser og magtforhold; målet er at udjævne ulighed og skabe fælles ejerskab.
3. Staten
- Konservatisme: Staten skal beskytte tradition, orden og lov, men ikke styre alt.
- Liberalisme: Staten skal være så lille som muligt og først og fremmest beskytte individets frihed.
- Socialisme: Staten (eller fællesskabet) skal spille en stor rolle i at sikre lighed, velfærd og økonomisk retfærdighed.
4. Økonomi
- Konservatisme: Markedsøkonomi er god, men bør reguleres for at bevare samfundets stabilitet og moral.
- Liberalisme: Fri markedsøkonomi uden unødige indgreb – fri konkurrence giver vækst og velstand.
- Socialisme: Økonomien skal styres af fællesskabet; rigdom skal omfordeles, og virksomheder kan ejes af staten eller kooperativer.
5. Forhold til forandring
- Konservatisme: Forandring er nødvendig, men skal ske langsomt og i respekt for traditionen.
- Liberalisme: Forandring er positiv, hvis den øger individets frihed.
- Socialisme: Forandring er nødvendig for at skabe lighed – ofte gennem reformer eller revolution.
👉 Kort sagt:
- Konservatisme = bevare og udvikle med omtanke.
- Liberalisme = frihed og individ først.
- Socialisme = fællesskab og lighed først.
