Hvad er en synode?

Hvad vil det sige, at Kirken er synodal – ikke som slogan, men som virkelighed? Artiklen går bag om tidens begreb og viser, hvordan synoden fra begyndelsen har været en bærende del af Kirkens liv: et fællesskab af lokale kirker, der lytter til Helligånden og tager fælles ansvar for tro, mission og fornyelse.

Artiklen Hvad er en synode? giver en grundig teologisk og historisk forklaring på synodebegrebet og argumenterer for, at synodalitet hører til Kirkens væsen. En synode forstås ikke blot som en ”fælles vandring”, men som konkrete kirkemøder, hvor lokale kirker samles for at lytte til Helligånden og tage ansvar for Kirkens liv og mission.

Forfatteren viser, hvordan synodaliteten har rødder i Det Nye Testamente, især i den første menighed i Jerusalem og i de apostolske kirker, der var organiseret som selvstændige lokale fællesskaber (lokalkirker), forbundet med hinanden i solidaritet (koinonia/communio). Kirken var oprindeligt opbygget nedefra: lokale kirker ledet af biskopper, i levende fællesskab med andre kirker gennem synoder og brevudveksling.

Artiklen gennemgår synodernes historiske former – fra økumeniske konciler til bispedømmesynoder – og viser, hvordan synoder i Oldkirken og Middelalderen var faste og forpligtende institutioner. I modsætning hertil har moderne kirkeret gjort synoder rådgivende og frivillige, hvilket ifølge forfatteren svækker Kirkens synodale karakter.

Der argumenteres for, at pave Frans teologisk har ret i at sige, at Kirken er synodal af væsen, selv om dette ikke fuldt ud afspejles i den nuværende kirkeret. Afslutningsvis fremsættes et konkret forslag om at genoplive den synodale model gennem stærkere lokalkirker, regelmæssige synoder og et større ansvar lagt ud til de troende i fællesskab med præster og biskopper. Synodaliteten fremstilles som afgørende for Kirkens fornyelse, livskraft og troskab mod dens apostolske grundform.