Oldkirken – De kristne som ‘sjælen i verden’
De første kristne levede i et samfund, hvor religion og stat var tæt forbundet med kejserkulten. Alligevel
trak de sig ikke ud af samfundet, men levede “i verden som sjælen i legemet”. Brev til Diognet (ca. 150)
beskriver, hvordan de ‘tager del i alt som borgere, men tåler alt som fremmede’. Kirkefædrene lærte, at
kristne ikke flygter fra samfundet, men lever ansvarligt i lydighed mod Gud og til gavn for næsten. Augustin
formulerede i ‘De Civitate Dei’, at mennesket tilhører både den jordiske og himmelske by, og skal leve
ansvarligt i begge.
Middelalderen – Samfundet som guddommelig orden
Thomas Aquinas udviklede i 1200-tallet et integreret syn på kirke og stat. Mennesket er et socialt væsen,
skabt til fællesskab. Samfundet har et naturligt formål – at fremme det fælles gode (bonum commune).
Staten er legitim, så længe den tjener retfærdigheden. Kirken vejleder om moral og ånd, staten om
timelige forhold. Den troende bør derfor bidrage aktivt til retfærdighed og orden i samfundet.
Det 19. århundrede – Den sociale katolicisme
Med industrialiseringen formulerede Kirken sin sociale lære. Leo XIII’s encyklika ‘Rerum Novarum’ (1891)
kalder til social retfærdighed, arbejderbeskyttelse og næstekærlighed. Han skriver, at mennesket må
arbejde for det fælles gode, og staten skal beskytte både arbejder og familie. Pius XI’s ‘Quadragesimo
Anno’ (1931) tilføjede princippet om subsidiaritet: at opgaver skal løses på laveste effektive niveau. Kirken
afviste både kapitalisme og socialisme som ensidige systemer.
Det 20. århundrede – Kirken i den moderne verden
Efter Andet Vatikankoncil (1962–65) blev forholdet mellem kirke og samfund gentænkt. Dokumentet
‘Gaudium et Spes’ (1965) slår fast, at ‘de troende skal gennemtrænge samfundet med evangeliets ånd’.
Lægfolk har et særligt kald til at ordne de timelige anliggender efter Guds vilje. Kirken opfordrer til dialog
med kulturen, og til aktiv deltagelse i politik, arbejde og videnskab som del af det kristne kald.
Den nutidige udvikling – Global solidaritet
Johannes Paul II’s ‘Centesimus Annus’ (1991) betoner frihed og ansvar: mennesket fuldbyrder sig selv i
sandhed og kærlighed. Benedikt XVI’s ‘Caritas in Veritate’ (2009) forener kærlighed og sandhed som
grundlag for social etik. Frans’ ‘Fratelli Tutti’ (2020) udvider perspektivet til globalt broderskab og socialt
venskab: at deltage i samfundet er et udtryk for kærlighed til næsten.
Hovedprincipper i katolsk sociallære
Det fælles gode – samfundet skal fremme alles vel (Gaudium et Spes §26) • Menneskets værdighed –
hvert menneske er skabt i Guds billede (Rerum Novarum §20) • Solidaritet – mennesket er ansvarligt for
andre (Fratelli Tutti §115) • Subsidiaritet – beslutninger bør træffes nærmest de berørte (Quadragesimo Anno §79) • Social retfærdighed – økonomi og politik skal tjene mennesker (Centesimus Annus §36)
Samlet vurdering
Kirken lærer, at samfundsdeltagelse er en del af den kristne kaldelse. Troen er ikke kun privat, men skal
virke i verden gennem kærlighed og retfærdighed. Kirken ser sig som en samvittighed i samfundet – en
påmindelse om menneskets værdighed, fællesskabets betydning og håbet om en verden bygget på
sandhed og kærlighed.
